min manglende empati
Forleden blev jeg endnu endnu endnu en gang konfronteret med den oplysning, at jeg aldrig har følt ÆGTE empati og ÆGTE kærlighed qua at jeg ikke har et barn at projicere disse følelser over på.
Tesen går ud på, at det at få et barn, om man er mand eller kvinde, er en i sig selv så
b e v i d s t h e d s u d v i d e n d e oplevelse, at nye og indtil da skjulte resourcer af empati/kærlighedsfølelser afdækkes.
Da empati og evnen til at føle og give kærlighed, vel må siges at være ubetingede positive kvaliteter, kan vi altså deducere at forældre er bedre mennesker end barnløse.
Barnløse har nemlig ikke fået deres bevidsthed udvidet.
Min egen tese var i nævnte konfrontation, at det kunne være at de mennesker der føler denne bevidsthedudvidelse simpelthen og sørgeligt nok, aldrig i deres liv har følt denne store kærlighed eller evnet denne store empati, før de fik barnet.
Således sammenligner de altså blot sig selv med andre følelseshandicappede (og dem er der givet mange af). De har aldrig haft ægte lidenskaber, de har aldrig svømmet væk i følelsernes overdrev, de er aldrig blevet rørt til tårer over livet, de har aldrig været forelskede.
Det kan godt være de har troet de har haft disse følelser, og så meget desto værre.
Nu kom så barnet, og en flig af følelseslivet vækkes – men da de jo aldrig tidligere har kendt til disse følelser (men blot troet at kende til dem), ser de sig nu specielt privilegerede (hvilket man selvfølgelig kan bruge til at dunke andre oven i hovedet med).
Men ak – tesen faldt til jorden i sin egen uundgåelige Catch 22. Sådanne tanker kunne jeg jo kun komme på i og med at jeg ( trommesolo …..) ikke har børn.
Så jeg må nok krybe til korsettet og se i øjnene, at jeg i min barnløsagtighed bare ikke er det samme værd som de barnagtige.
Jeg kan så blot håbe på deres EMPATI og større udvidede bevidstheds overbærenhed. Og tro mig : sympati for de barnløse er der nok af, i overflod, til hudløshed - for det er jo synd for os.