Viva Riis
Danskerne har i dag vundet en suveræn sejr i deres nationalsport. Ikke siden sejren mod Jørgen Leth har vi triumferet i sådanne sydende højder, i disciplinen at pille originaler ned fra piedestaler.
For hvilken enkelt og enestående sportsfigur har nogensinde givet os større og mere dramatiske oplevelse end Bjarne Riis?
Er der nogensinde nogen der nogensinde har mødt nogen der nogensinde har troet på at Riis ikke tog doping, ligegydigt hvad han sagde? Og har vi ikke allesammen været fuldstændig ligeglade?
Riis gav os en præstation der forhøjede pulsen til en nærmest seksuel ekstatisk oplevelse, han figurerede som en lysende lucifer i et drama der aldrig er set fra en sportsHELT i Danmark hverken før eller siden. Vi sukkede og stønnede, vi skreg og spyttede og sprang op faldt ned og lå fuldstændigt flade på stuegulvet. Vi gav ham tilnavnet ØRNEN og hyldede ham i fuldendt religiøs procession da han vendte hjem til sit fædrende søle.
Og så korsfæstede vi ham selvfølgelig.
Det tog nogle år, men ingen var i tvivl om det ville komme, og vi kunne næsten ikke vente.
Men fuck jeres latterlige tilskyndelser til tilværelsen ulidelige LETHhed til at trampe under fode hvad i elsker mest. Det siger mere om egenkarakteren, end den detroniseredes såkaldt flossede moral. Det er et udtryk for et eklatant selvhad. Og hvad enhver børnehavepsykolog bryster sig af at vide, er at selvhadet altid finder sit udtryk udaf.
Men det vidste vi jo godt. Vi vidste jo godt at vi hader os selv, vores egen smålighed og sparken nedad, opad og til alle der tilfældigvis står på sidelinien.
Vi vidste jo godt at Riis havde Eponeteret sig selv ind i rusen, sammen med samtlige andre cykeltosser der trodser ethvert menneskeligt normale.
Quel surprise !
Vi venter i spænding på de næste der står for fald, hvis der overhovedet er flere originaler tilbage derude.