nouvelle vague - KB
Var på KB i Malmø i går til en fantastisk aften i selskab med Nouvelle Vague.
Navnet betyder new wave på engelsk og bossa nova på portugisisk, hvilket eminent opsumerer stilen.
De gav den perlerække af 80′er numre vi alle sammen kan synge med på, og selvom numrene i deres opbygning mindede om de to albums leveringer, formåede Nouvelle Vague alligevel at tilføje et overraskende engageret cabarat-agtigt element til deres live perfomance.
Af et åbenbart studieband at være fungerede de ganske enkelt fænomenalt på scenen.
På pladerne har de to producere der er fundamentet i gruppen ( Marc Collin og Olivier Libaux ) benyttet en lang række forskellige sangerinder, men så vidt jeg kunne tyde var frontfigurene på scenen i går Melanie Pain og Marina Celeste, og de var i mangel af et bedre dansk ord “breathtaking”.
Eneste nummer der ikke synes helt at fungere var Cures A Forest, mens mit personlige højdepunkt var da Melanie dedikerede The Smiths Sweet and Tender Hooligan til den publikummer, der hentede Whiskey til deres version af Dead kennedys To drunk to Fuck - “if we don´t get some whisky on the stage now - we will leave - we mean it”.
I forbindelse med Nouvelle er det selvfølgelig blevet nævnt før, men det eer fantastisk at høre de velkendte sange, soundtracket til ens hele ungdom, blive leveret så melodierne fremstår som skarpe skabeloner, og man forstår hvorfor man forelskede sig i dem in the first place.
Opvarmningen stod melankolske danske Katrine Ottosen (som har fulgt dem rundt på turneen) for, og det gjorde hun rigtig rigtig godt, og blev til sidst hentet ind på scenen til en trio-version af Depeche Modes Just Cant Get Enough.
Ottosen har vundet fortjent gehør på scenerne i London, Paris og New York og har arbejdet sammen med den svenske producer Daniel Fridell og Vagues egen Marc Collin, og det er på tide at vi herhjemme for øjnene op for den åbenlyse talent.
En aften der var hele kampen gennem snevejret værd.