jarvis cocker - vega
Jarvis Cocker er tilbage.
Og i fuld gymnastiel, fingerpegende, benspjættende form; men hvad der er vigtigere, med et album der slår fast at han lyrisk og musikalsk stadig er garant for det mest britisk sublime på denne side af britpoppens heydays.
Jarvis står tilbage som generationens mest fingerfærdige lyriker, og kan stadig få os til at svømme væk i romantisk kitchensink, længe efter at Blur, Oasis, Suede und et cetera blot får os til at tænke tilbage på en tidslomme hvor 3-minutters-popmusikken var sjov, ekstravagant og vedrørende.
Men selvom man ofte tænker på Pulp og Jarvis som værende den - i lyrisk henseende - selvfølgelige arvtager efter en Morrissey, der på det seneste synes at være faret vild i sit eget Armani-jakkesæt, så er det alligevel med blikket i bakspejlet og nu altså med fokus på det nye Album, at det går op for én hvor fantastisk musikalske Pulp egentlig var.
For ikke bare var Pulp “the sound of having a brain”, de var mestre i den svære kunst at fortælle every-day-is-the-same-old-shit historie indhyllet i nærmest fjollet glade popmelodier. Og selvom Jarvis på sit soloprojekt (i guder det er allerede 5 år siden den sidste pulp-plade) har pillet en del af de elektroniske pingpong effekter af sine kompositioner, så fungerer melodierne stadig med et overskud af melodiøsitet, der gør at sangene virker som gamle hits, man ikke forstår man ikke har hørt før.
Jarvis står sublimt alene, ikke bare med et soloalbum under armen, men på den britiske musikscene i dag, der i desperat arkaisk monkey stil forsøger at finde sig selv.
Men nok small-talk. Jarvis spillede på Vega i søndags, og levede i fuldt flor op til den indledende beskrivelse.
Efter et opvarmnings band (der vist nok hed super automatic dogs) som strøg direkte ind på listen som det måske nok dårligste band jeg n o g e n s i n d e har hørt live, med mindre det var ment som en eklatant practical joke.
I det sidste tilfælde må jeg tage hatten af for deres pokerfaces. Jeg troede seriøst jeg var uvildigt tilskuer til et nyt satirisk realityprogram.
Men Jarvis kom på. Kickstartede med Fat Children, og satte tonen. Ingen tvivl, intet mistet, alle forhåbninger opfyldt fra første sekund. Sangen er pladens centerpiece, og som seancen og sangene skred frem, blev det tydeligt at de fungerede bedre (even better) end studioversionerne, hvilket blev tydeligt på den Bunnymen inspirerede Heavy Weather og From A to I.
Jarvis havde valgt kun at spille sange fra pladen, hvilket gav masser af tid til fortællinger og almindelig småsnak om alt mellem himmel og jord, og vi elsker jo alle at høre den originale Sheffield accent.
Var højdepunktet den rolling-stones-som-glam-rock agtige Black Magic, hvor han gennemgik samtlige dansemoves i repertoiret, eller det afsluttende anthem: Running the world - som på pladen er gemt ca tyve minutter efter sidste sang som hidden track - eller Big Julie, hvor samspillet mellem trommer og keyboard går op i en højere enhed af syncoposition ? Jeg ved det ikke.
For jeg glemte tid og sted, og den relativt korte koncert, synes borte mellem to cigaretter.
Selv det besynderlige valg af ekstranummer, Bruce Springsteens State Trooper var en åbenbarelse.
Jeg havde teksterne i hovedet hele natten - linier som:
Yeah, go & chase your dreams –
but if your dreams are not your own then wouldn’t it be better
just to work things out at home? - der har reminicenser af Morrisseysk
underspillet klarhed: eller
And she knows sex is just for dummies anyway:
something you do when you’ve run out of things to say - der i sin simplicitet
og udførelse er så svært at mestre - og
How come they’re called “Adult Movies” when the only thing they show
is people making babies
filmed up close? der balancerer så præcist på kanten af plathed og virtuositet
at ironien går i hjernen og ikke i mellemgulvet.
Ingen tvivl om Scott Walker ambitionerne, og ingen tvivl om talentets villighed. Entertaineren som performer, eller performeren som entertainer? Jarvis er præcist så mangefacetteret og tvetydig som denne anmeldelse i sin begejstring ikke er det.