jay-jay
Min infatuation med Jay-Jay (Jäjje) Johanson (den vel nok mest velklædte musiker i skandinavien efter Martin Hall) fortsætter ubetinget på 7. år, i stadig ubeskrivelig uforståenhed over hans ulastelige talents ubemærkethed.
Til trods for enkelte radiohits (i sverige, tyskland, spanien og frankrig) bliver han stadig forbigået, misforstået og tilsidesat.
Hans til dato 5 plader (tattoo 1999, whiskey 1999, poison 2000, antenna 2003 og rush 2005) er forskelligartede unikke universer, med en lyrisk og melodiøs storhed og stilsikkerhed der er fuldstændig uhørt (ikke blot i skandinavisk sammenhæng), men lever altså en ubekymret og isoleret tilværelse langt væk fra den agtelse de fortjener.
Forståeligt nok at Sverige vender næsen den anden vej, de er trods alt et jante-land i ren skandinavisk ånd, men vi danskere, der jo har travlt nok med at nedvurdere egne genier som Hall, burde se over sundet, og have syn for hvad de ikke selv kan se hinsidan.
Jeg var til konsert med Jay-Jay i Malmö tidligere på året, hvor han foran et ca. 100 stks publikum af skånske bonderøve, leverede det encyklopædiske opslag på perler for svin.
Ligeledes har jeg forgæves igennem årene spillet CD’erne tynde for vennerne uden epifani til følge (undtagen selvfølgelig Nina Sofie Jakobsen, hvis vidunderlige intuition for storhed og fald altid har været af Buddenbrook’ske dimensioner).
Jay-Jay’s melankolske vokaliseringer over ultra-kølige harmoniseringer, og de svært naivt tilpassede tekster svinger i den tynde vibrerende linie mellem kitsch og petshop-pop. Det er upbeat uden at blive euro-dance og corny uden at blive lounge. Det er præcist så simpelt at man kan ane dybderne og så konstrueret at 0verfladen aldrig bliver glat.
Tattoo og Whiskey virker charmerende og eksperimenterende og man fornemmer kunstneren der leder efter en formfuldhed han ikke selv aner er der.
På Poison træder han tekstmæssigt i karakter, og melodier og produktion går op i en højere enhed. Det virker som om han har indset sin position som pop-outsideren in persona.
Med Antenna laver han så en ren Bowie, komplet med Aladin Sane-agtigt cover og et fuldstændig pop-skifte, der selvfølgelig pissede hans få fans af (præcist som da den hjemlige (igen) Martin Hall sprang på pop-vognen i 80′erne). Er det dét her i vil have, er det sådan her i vil have mig - fint - så får i noget andet. Endnu et tegn på den fuldendte kunster - kamæleon-genet - der blot er kunstnerens naturlige nysgerrighed, men som altid opfattes som forræderi, træder i effekt.
Jay-Jays sidste plade (udover singlen med The Knife, lader han desværre vente på sig) Rush, er så en foreløbig kulmination af den rene sten-stilsikre elektroniske pop, aldrig anmassende og aggressiv.
Samarbejdet med stjärnproducenten Magnus Frykberg (army of lovers etc.) på co-produktion og trommer, rammer et zenit der bliver svært at overgå.
Det kan vel ikke kaldes egentlig kritik, at jeg nærer en forhåbning om at Jay-Jay vil træde nye territorier på sit næste plade, for disse ekskursioner ud i stilrene elektro-picaresque pop-landskaber bliver svære at overgå.
Lad dette for nu være en kort introduktion, med en forhåbning om at læserne vil give Jay-Jay den chance han fortjener. Dette er trods alt Corpus Holmeticum - stedet hvor den subjektive smag objektiveres.