Corpus Holmeticum

(en filmanmeldelse - gudhjælpemig)

Gjorde noget jeg egentlig ville have forsvoret, men jeg havde et par timer til overs og fik overtalt mig selv til at gå ind og se
V - for Vendetta.
En farlig foreteelse, da værket i sin oprindelige form hører til den kategori af populærkulturen jeg med sindsro dyrker nærmest hysterisk (The Prisoner og The Invisibles er andre sådanne, og som pudsigt nok kører i samme tematik).
Hvorom alting er havde jeg min Peter Lorre mimik parat, og ingen negle tilbage da reklamerne endelig fortonede sig.
Kunne denne bog egentlig filmatiseres? Og så i denne day and age?

Kort fortalt er V - for Venedetta, som jeg tidligere på denne blog har været omkring, et inspirerende værk om en mystifystisk anarkist der arbejder på at vælte en fascistisk engelsk regering (much like our very own foghstitopian nightmare).
Man følger hovedpersonen V (som har valgt Guy Fawkes kostumet som sin superhelte-trikot).
V har fattet pointen, og benytter sig af antidemokratiske virkemidler som terrorisme (bla. sprænger han Big Ben i luften), for at bringe demokratiet og den personlige frihed tilbage til magten.
Undervejs diskuteres der autoritetskontrol, anarkisme, had, frihed og spørgsmål om moral og menneskerettigheder, kontrolleret forsamlingsfrihed, overvågning, social marginalisering og individualiseringspolitik.
Alt sammen proppet ind i et litterært genreoverskridende projekt i postmodernismens optik (værket er oprindeligt fra 1982/83 hvor denne isme var højeste mode).

Spørgsmålet er så: hvor mange kompromiser en filmatisering post nine-eleven - hvor enhver frihedstrang ses som statsnedbrydende, og hvor det Orwelske samfund ikke længere ses som et dystopia, men som en løsning - ville kræve?
Hvordan levere pointen i en verden, hvor en hver modstand ses som terrorisme, og hvor vælgerne i demokratiets navn omfavner fascismen og præsenterer den som humanisme?

Svaret er det overraskende at man har valgt ikke at gå på kompromis.
Svaret er det besynderlige at man endda har valgt at opdatere samfundsforbrydelserne; fx. giver det dødsstraf at have en Koran i hjemmet.
Svaret er det opløftende at fokuseringen på datoen The Fifth of November (Guy Fawkes dag) opgraderes, så det giver reminiscenser af fokus på en anden dato, der gav tilladelse til statsterror og demokratisk fascisme : 9/11.
Svaret er det modige at man fastholder bombningen af Big Ben og det britiske parlament, samtidigt med at man viser hvorledes regeringer efterfølgende drager fordel af disse angreb ved at kunne udøve endnu større kontrol.

Lad mig skynde mig at tilføje : selvfølgelig er der kiksere.
Statslederen præsenteres for Big-Brother-Hitler-agtig, hvilket fjerner sammenligningsgraden med verserende politiske ledere; heltinden er ældre end de 16 i bogen og forsøger sig ikke som prostitueret (det er jo trods alt en heltinde) osv.
Men det er bagateller og petitesser.

Tilbage står et overraskende modigt og aktuelt værk, der ikke blot tør retfærdiggøre volden som politisk våben, men som måske oveni købet kan være en øjenåbner for dem der blot følger mediernes levering af de statssanktionerede “nyheder”.
Berlingske kaldte i sin anmeldelse filmen for en rodet hævnakt.
Det kalder de så at sige alle anslag på de vesterlandske dyder.

Hvad der var mindre vigtigt for denne avis, var at filmen sætter et par vigtige spørgsmål til debat:
Hvornår er man frihedskæmper, og hvornår terrorist?
Når stater udøver vold, er det så kontraterrorisme eller statsterrorisme?
Var terroristerne i 2. verdenskrig frihedskæmpere? Er frihedskæmperne i Palæstina terrorister?
Hvornår må magthaverne bruge våben, og hvornår må man bekæmpe dem med samme?
Hvornår er det nok?
V’s vigtigste pointe er dog (og er i høj grad bibeholdt i filmen) at han ikke blot anklager staten og magthaverne, men vender kritikken mod folket selv.
Folket har medansvar for ethvert tyranni; despoter kan også vælges demokratisk.

Alan Moore der sammen med David Lloyd skabte V, udtalte i 1988 i forbindelse med den første samlede udgave af serien :
“Jeg overvejer meget at forlade landet med min familie inden for de næste par år. Her er koldt, den indre svinehund glammer, og jeg bryder mig ikke længere om mit eget land.”
Sådan er vi vist mange der har det i Danmark i dag, og derfor kan filmen herfra (med slet skjult overraskelse) på det varmeste anbefales.

Remember, remember the fifth of November
Gunpowder, Treason and Plot.
I see no reason why Gunpowder Treason
Should ever be forgot.

Nu hvor vi befinder os i et land hvor magten har påbudt, at vi ligesom i 30′ernes tyskland skal skille fårene fra bukkene, er det vist ved at være okay at kalde tingene ved rette navn.
Regeringen er fascistisk. Og er det fascisme vi ønsker, ja så er det vel okay, men lad os dog for guds skyld kalde tingene ved rette navn. Lad os turde.

Men ret skal være ret, og hyperbler fungerer bedre i spiritusinducerede råbekonkurrencer.
Altså: Forfra. Regeringens politik er IKKE fascistisk.
Jeg har tidligere været advokat for termen neo-fascisme, men den har også en mislyd, og et knæk i den historiske kontekst tilknyttet.
Men da det er hvad det er, og fordi F-mærkaten holder: Lad det være sagt, nedtonet, tilpasset og nuanceret: regeringen er pseudo-fascistisk.

I forhold til gældende meningsdannelse, vil dette indlæg jo så blive opfattet som landsforræderi, og deraf sikkert på et tidspunkt give en billet direkte til celleblok B, og senere (and here it comes, boys) koncentrationslejren.
“Nej Nej”, siger du, “Hysteri ! Fanden på væggen ! Ude af proportioner ! Sådan noget vil jo aldrig kunne ske i Danmark”.
Men der er mange ting der “sker i Danmark” der ville have været utænkeligt for 10 år siden.
Lige på den anden side af det socialdemokratiske spektrum, ligger udtalelser som ” Uha ja, det er typisk for landsforræderne, der hellere ser vores land overtaget af Saddam Hussein og hans muslimske pestrotter, at lave sammenligninger med Nazityskland”.

Så lad mig straks indrømme det : Regeringen er ikke nazister, de er ikke engang nynazister.
Og hvis de ikke er klassiske 20/30′er fascister, så lad os kalde dem pseudo-fascister. Trods alt er de jo situeret i vor tid, med vores referencer og bevæggrunde. Lad os dog give dem et navn vi kan forholde os til.

Forskellen er selvfølgelige at den ikke er racistisk, ikke en gang Dansk Folkeparty er racistisk i egentlig forstand.
Idéen i dag er at ALLE andre folkeslag er os underlegne KULTURELT, ikke racemæssigt.
Det er altså en chauvinisme, en nationalchauvinisme.
Ikke mindst vores demokrati, men også vores naturlige tilbøjeligheder, vores idealistiske følelsesliv og vores nærmest medfødte tilgang til næsten, gør os absolut overlegne over alle andre KULTURER.
Det er endda et spørgsmål om man overhovedet kan kalde andres samfundsdannelser for kulturer, da ALLE i hele verden, hvis ikke de netop blev undertrykt, ville vælge vores model, og vores følelsesliv, vores kultur.
Det er bla. derfor de (alle andre) er så aggressive mod os; de er misundelige, og som små børn slår de ud efter os, prøver at ødelægge hvad de ikke kan få.

Det er altså ikke længere genetisk, de er undermennesker - vi er jo ikke racister - det er KULTURELT at de er som dyr, eller fem hundreder år bagefter, mindst.
Selv vores egen “kultur” kan vi nemlig heller ikke se i øjnene, hvis den ikke lige er fra i forgårs, derfor al den snak om andre folk på middelalderniveau.

Der har i vores kultur udviklet sig en frygt og nedladenhed over for ALT hvad der er anderledes og fremmedartet, og det er måske dét der efterhånden kendetegner VORES kultur bedst.
Det er en fremskridtstro, en Hegeliansk potensforlænger og en manglende historisk indsigt der er fænomenalt ude af kontrol.

Og når nu man udtrykker sine meninger med et “enten er i med os eller imod os”, og derved tilsidesætter alle demokratiske spilleregler, er det vel på tide at reagere.

Men hold nu fast.

Hvad er fascisme, hvad er pseudo-fascisme?

Fascisme er kendetegnet ved totalitære tiltag, statskontrol over forskellige aspekter af det sociale, kulturelle og økonomiske system.
(tildelelse af forskerpenge til regeringsvalgte emner, subsidiestyret uddannelsesvalg, kulturkanon etc.)

Fascisme regulerer og kontrollerer produktionsmidlerne, men nationaliserer dem ikke.
Fascisme indikerer staten, nationen eller en bestemt race eller kultur som værende overlegne i forhold til de enkeltelementer der udgør helheden.
(Den danske stammes fortrinsret, 24/28 års regler, udtalelser om andre kulturers middelalderlige status etc.)

Fascismen benytter sig udpræget af populistisk retorik, og som oftest med henblik på en tidlige historisk storhed eller kontekst.
(Krarup-nationalismen fx. som også har det fascistiske islæt af sammenkædning med det religiøse rum)

Fascisme er typificeret ved en høj grad af nationalisme.

Fascismen er kendetegnet ved en udsøgt auarbejdelse af fjendebilleder, for at skabe fælleskabsfølelse og sammenhold. Os imod DEM.

Fascismen er anti-kommunistisk (fx er en ny EU lov der gør kommunisme til terror og derved ulovlig er under forberedelse, og støttes af regeringen).

Til forskel fra den oprindelige fascisme udformer pseudo-fascismen sig normativt modsat revolutionært, og kan derfor skjules i demokratiets rammer. I stedet for direkte udøvelse af vold, gemmer den sig bag opretholdelse af lov og orden, det være sig ad hoc love (rocker-lov / terrorlov fx.), som er mere acceptable end direkte udøvelse af magt udøvet som vold.

Genialt nok har man formået at lave en cocktail der ville gøre molotav stiv på en time.
En neokonservativ økonomisk politik uden det personlige frihedsideal.
Altså en suveræn styring på alle fronter, hvor alle der ikke er rige (produktionskompetente), danske og kultur og regeringsvenlige stemples, udstødes, mistænkeliggøres og langsomt kriminaliseres.

Hvem er den ældste maskerede helt i tegneseriekronologien (og med maskeret mener jeg the full body-suit). Svaret er næsten skandinavisk: The Phantom.
Gode gamle Fantomet, der altid har nydt større respekt i Skandinavien, og i Sverige i særdeleshed, end i resten af verden (okay okay måske lige med undtagelse af Australien, men det ligger så langt væk at det ikke gælder).

Lee Falk der oprindeligt hed Leon Harrison Gross (1911-1999) var figurens navnkundige skaber, og tog efter eget udsagn inspiration fra Den Røde Pimpernel, Tarzan og Zorro (i dag ville vi nok mest se ham som et mix af The Batman og Tarzan).
Falk gjorde dertil figuren udødelig, ved at lade historien gå 400 år tilbage i tiden. Fantomet-gerningen gik videre til søn efter søn, ned gennem generationerne, uvist for alle der derved troede at det var den samme udødelige figur. Der af fik han navnet - ånden der vandrer.
Alle har de overholdt den ed, som det første Fantomet aflagde: altid at kæmpe for retfærdigheden.
Efter i fem årtier at have været forlovet med den smukke Diana Palmer, giftede Fantomet - den tyvende i rækken - sig endelig med sin udkårne og fik tvillinger i 1980.

Tre andre mærkbare personligheder var med til at sætte præg på den vandrende ånd.
Ray Moore var den første tegner på hverdagsstrip’en og et par år senere på søndagssiden
Moore var dog en bonafide warhero, med skade og det hele, der gradvist tvang ham til at overlade serien til assistenten Wilson McCoy. I 1947 overtog McCoy så serien fuldstændigt og da han døde i 1961 blev den videreført af Sy Barry, hvis streg virkelig gjorde serien ære.

I Danmark er figuren evigt forbundet med Flash Gordon og Mandrake the Magician (som Falk som sagt havde skabt i 1924), da de to sidstnævnte figurer sideløbende kørte i Fantometbladet. De tre helte dannede i øvrigt på besynderlig vis en gruppe under Marvel i 1987, i den animerede serie Defenders of the Earth.

Fantomet begyndte d. 17 februar 1936, og har altså lige haft 70 års fødselsdag. Holmetiske hilsner herfra og til kraniegrotten.

Serien har levet en lidt omtumlet tilværelse. Den gik i Ace Comics i 1938-49, med reprints i andre titler op igennem 50′erne. I 1962 begyndte Gold Key Comics at udsende egentlige The Phantom titler. Den røg så til King Comics der blev overtaget af Charlston der kørte serien indtil 1977.
Charlton blev som bekendt overtaget af D.C., der fandt nåde i serien og publicerede 17 titler fra 1988-1990
En række romaner blev udsendt mellem 1972-75, og der blev produceret 33 episode af en tegnefilm-udgave der hed Phantom 2040 (der handlede om den 24 fantomet i rækken).

Som sagt har han altid været et hit i Skandinavien. I Sverige hvor hæftet var begyndt i 1950, tog de simpelthen konsekvensen da det amerikanske materiale ikke længere var nok, og begyndte selv i 70′erne (forlaget Semic) at producere historier på licens, skrevet af bl.a. Ulf Granberg, og tegnet af bl.a. Georges Bess, Jaime Vallvé og Knut Westad.

I Danmark havde serien siden 1938 og til 1963 kørt i Skipper Skræk. og Aller forlaget udsendte et decideret Fantomhæfte fra 1952-54 (sammen med Prins Valiant, King, Mandrake,
Rip Kirby og Steve Canyon). Ude og Hjemme kørte endvidere striben 1970-77.
Interpresse begyndte i 1971-94 en rigtig månedlig udgivelse af det svensk redigerede hæfte, indtil det blev afløst af kvartalsudgivelsen Fantomet krønike, som tidligere 1986-87 var udkommet parallelt med månedshæftet.
I 1998 genoptog Serieforlaget udgivelsen af et dansk månedshæfte. Første hæfte, som i modsætning til tidligere var i farver, bar nr. 359 , idet udgivelsen fortsatte Interpresse/Semics nummerering.
Ud over disse har Fantomet optrådt på dansk i en række one-shots og album og selvfølgelig som avis-strip.

Forsiderne havde selvfølgelig altid været i farver, og her kommer så spørgsmålet : hvad farve har Fantomets dragt ? Herhjemme vil vi selvfølgelig sige blå, alt andet er jo latterligt. Men Fantomets dragt er oprindeligt lilla. En trykteknisk fejl gjorde at dragten i de danske (og svenske) hæfter blev blågrå. Hvilket man siden hen fastholdt. Resten af verden tror således vi er farveblinde herhjemme, hvilket er ironisk da vi jo netop er mest kendt i vores omverden som rascister.

I dag varetages serien af Moonstone Comics og skrives af Chuck Dixon og Ben Raab (der faktisk begyndte da han fik muligheden for at skrive fantomet historier for Skandinaviske Egmont). I øjeblikket tegnes den bla af Paul Guinan, Pat Quinn, Doug Klauba, Eric J og Gabriel Rearte

Mandrake havde allerede kørt som serial i biograferne i 1939, og i 1943 blev det Fantomets tur. Først i 1996 kom der så en regulær spillefilm med Billy Zane i hovedrollen. Zane huskes i dag kun for sin rolle som John Justice Wheeler, hvem den guddommelige Audrey Horne faldt for i de sidste afsnit af Twin Peaks
Filmen blev instrueret af Simon Wincor, der nok mest er kendt i holmetiske cirkler for at have instrueret en hel række af fanfavoriten Adventures of young Indiana Jones.

Nu slog jeg i starten ud med armen og fastslog at Fantomet var den første maskerede helt.
Så lad mig med det samme anføre : Diskussionen omkring hvem der var den første “masked hero”, er selvfølgelig lang og uomtvistelig indviklet. Den første superhelt var måske nok Gilgamesh, men jeg er ikke sikker på at han bar maske. Og det ér altså det afgørende punkt: der skal en maske/kostume til for at skabe en helt, det ved alle. Der er selvfølgelig også forskel på om vi taler om helte eller superhelte (sidstnævnte kategori var måske nok når alt er sagt Superman), men lad os nu ikke forvirre diskussionen yderligere.

The Scarlet Pimpernel og Zorro var måske de første der klædte sig ud og bekæmpede uretfærdighed og forbrydelser. I det hele taget havde den victorianske populærkultur en række skikkelser som kan ses som forgangsfigurer for de maskerede helte (Sherlock Holmes inklusiv) - Scarecrow of Romney Marsh og Spring Heeled Jack fx., der oprindeligt var en slags urbane legender, men ingen af dem var tegneserie-figurer. Og det var de mest umiddelbare forløbere i pulp-litteraturen - Doc Savage, The Shadow og The Spider - heller ikke. Så diskussionen går oftest på Crimson Avenger (1938), Doctor Occult (1935) og The phantom Magician (1935).

Hvis ret skal være ret, så var en anden af Lee Falks figurer måske den første, der havde et decideret “outfit”, nemlig Mandrake The Magician (1934), men han er ikke rigtig en “rigtig” maskeret helt.
I det holmetiske univers holder vi af nostalgiske, logiske og uimodsigelige grunde på at det var The Phantom. Og når det er sagt er der ikke mere at sige (men du er selvfølgelig velkommen til at poste en post).
Nu har jeg alligevel viklet mig ind i det, så : Lad os lige bare for et eksperiments skyld breake det ned, som man siger i hip-hoppen.

En (super)helt har følgende karakteristika:

1. Han (og jeg orker ikke skrive - eller hun - hver gang) skal have specielle kræfter, eller evner.
2. Han skal have et stærkt moralsk kodeks
3. Han skal have en speciel motivation (oftest sat i værk i hans origin-story)
4. Han skal have en hemmelig identitet
5. Han skal have et specielt kostume
6. Han skal som oftest have et specielt våben som kendetegn
7. Han skal have et specielt varetegn - et tema
8. Han skal have et fast ensemble omkring sig - et supporting cast
9. Han skal have en Origin-story - en fortælling om hvordan og hvorfor han begyndte som helt
10. Han skal helst have et “hovedkvarter”
11. Han skal helst være uafhængig af penge.
12. Han skal have en tilbagevende galleri af fjender og helst en ærke-fjende som han kan kæmpe mod igen og igen.

Alt dette, måske med undtagelse af det sidste (men okay det er svært at have en tilbagevendende fjende over 400 år), opfylder Fantomet.

Så konkluderende: Fantomet var den første helt der unikt maskerede sig, og gemte sig bag ved en hemmelig identitet (Kit Walker), et kendemærke der som vi har bevist nærmest er synonymt med superhelten som figur i tegneserien som genre.

Til sidst: En morsom anekdote: under 2. verdenskrig forsøgte tyskerne at få aviserne i Norge til at skrive historier om at USA var blevet overvundet og ødelagt. Nordmændene vidste dog modsat Nazi-regeringen åbenbart, at Fantomet som dagligt kørte i avisen, blev kreeret i USA, og så længe der kom nye striber hver dag, kunne de snildt regne ud, at nyhederne om USA var falske.