Corpus Holmeticum

Æresholmetikeren Morrissey udbreder sig i et juleinterview i fanzinet True To You
Her snakker han blandt andet om sit kommende album: Ringleader Of The Tormentors, og om hvordan han aldrig kunne finde på at sidde ved et bord hvor der blev spist kød. Medmindre det var menneskekød selvfølgelig!
I ægte juletide spirit beærede mozzer os kort tid efter med et andet interview samme sted
Der kommer i øvrigt ny single fra Moz i begyndelsen af Marts: You Have Killed Me.
Rygtet går at han vil spille 30 (tredive) koncerter i england i det kommende år. Det bliver min bankrådgiver sikkert glad for.

Forbes Magazine der hvert år lister verdens rigeste personer, har i år lavet en langt mere interessant liste over de 15 rigeste fiktive personer i verden.
Det der er kendetegnende og derfor lige på kornet, er at de næsten alle er forbrydere. Vores fiktive understrøms arketypiske mytedannelser, lader sig ikke fornægte.

Listen er som følger, og udregnet efter sindrige systemer:

1. Julemanden (Har skabt sin formue ved en massiv udnyttelse af arbejdere uden for enhver form for miljø- og sikkerhedsmæssige hensyn)

2. Oliver “Daddy” Warbucks (Annies berømte adoptivfar har tjent sine blodpenge på våbenindustrien. Irak-krigen har været en velsignelse de seneste år)

3. Richie Rich (Endnu en møgunge med for mange penge)

4. Lex Luthor (En poster-boy for alle gale verdensherredømme-videnskabsmænd. Gal genial og uden skrupler)

5. C. Montgomery Burns (Xxxcellent. Ondskaben selv og stolt af det. Anæmisk animeret pengepuger)

6. Onkel Joakim (Kapitalismens grandonkel med særligt talent for udnyttelse af andre folkeslag. Imperialist til fingerspidserne. Nærig på den næbbede måde)

7. Jed Clampett (Tv-serien The Beverly Hillbillies har aldrig været vist herhjemme, Jeg har aldrig set den, så om Clampett har rent mel i posen ved jeg ikke)

8. Bruce Wayne (Psykotisk selvtægtsmand, hvis plusside dog er en stor filantropisk virksomhed)

9. Thurston Howell III(Gilligans Island er endnu en klassisk tv-serie vi blev “skånet” for af hedengangne Danmarks Radio - don’t know the man - never will)

10. Willy Wonka (Den fiktive ækvivalent til den fiktive Michael Jackson, skør skid og dødsens farlig)

11. Arthur Bach (playboy og drukkenbolt)

12. Ebenezer Scrooge (Forbryderkonge, tjener sine penge på børnearbejde)

13. Lara Croft (silikonedronning og skydegal. Stjæler kunstskatte hvor hun kan komme til det)

14. Cruella De Vil (hundehader og derfor den mest elskelige af listens personager)

15. Lucius Malfoy (Harry Potters nemesis og derfor (jeg tog fejl) den mest elskelige af listens personager)

Fik læst Pattern Recognition af William Gibson færdig, som virkelig var suveræn.
På trods af at 50% af den fiktion jeg læser er science fiction (Pattern er ikke Sci-fi), brød jeg mig ikke om Sprawl trilogien, og tro mig jeg har virkelig forsøgt at give Neuromance chancer igennem årene.
Da Cyberpunk var hot, var jeg mere på Rudy Rucker og Bruce Sterling.
Jeg har altså været en kende tilbageholdende med Gibson.
Men jeg vil gerne anbefale Pattern, der virkelig overraskede mig sprogligt.

Nu tror jeg vil læse Bridge trilogien, hvor det undrer mig at både Virtual Light og Idoru er oversat, men ikke All Tomorrows Parties.

Men for lige at holde en Gibson pause, vil jeg først gå i gang med Neal Stephensons The Diamond Age.

Stephenson er en underlig forfatter, og når jeg spørger mig omkring er der ikke mange der kender ham herhjemme. Det er virkelig ærgerligt, hans Snow Crash er en af de bøger der har gjort størst indtryk på mig de sidste 10 år (og som jeg snart bliver nødt til at genlæse).

Stephenson går for at være en svær forfatter, svær på samme måde som fx Thomas Pynchon er svær. Han er utroligt lærd, og hans ret omfattende bøger er så sprængfyldte med informationer, at man nu og her må ligge dem fra sig for at få vejret, og læse tilbage igen for at få det hele med.
Stephenson lider af lidt af det samme syndrom som Grant Morrison; der er så mange idéer og plotlines strøet ud over siderne, at almindelige forfattere ville have skrevet bøger over enkelte af dem.
Men det gør så at man selv kan drømme videre i disse sub-universer, hvis man altså ikke kommer til at søge for langt ud i dem, i informations-iver og research, og kommer for langt væk fra selve bogen (min manglende attention span er legendarisk, og jeg er hurtigt alle mulige andre steder).

Lad dette være en opfordring til at læse Stephenson, som virkelig er acquired taste, men værd at stifte bekendtskab med.
Hvis jeg får pløjet mig igennem Diamond Age, skal jeg nok vende tilbage med en holmetisk anal-yse.

The Diamond Age vandt i øvrigt Hugo Award i 1996, for bedste roman. Den handler kort fortalt om nanoteknologi, victorianisme, kongfuzianisme, krytografi og kunstig intelligens.

Nate Harrison kalder sig selv for interdisciplinary artist og et af hans projekter hedder “Can I Get An Amen?.
Det er den fascinerende historie om et de mest brugte “breaks” i især hip-hop og drum ‘n’ bass.

“Amen-breaket” er nok det mest genkendelige breakbeat nogensinde, og blev oprindeligt skabt af gruppen “The Winstons” i 1969.
Det der gør Harrisons fortælling så cool, er at selve formidlingen er et stykke medie-kunst i sig selv. Historien leveres via en quicktime der viser en Technics SL-1210 mk2, hvorfra man fra en vinylplade hører Harrison fortælle historien om Amen-breaket. Man hører også eksempler på brugen af breaket i forskellige genrer.

Læn dig lækkert tilbage med din laptop på skødet, og brug nogle minutter på denne visuelt vidunderlige lakmustest på en lærerig lydlektion.

beskrivelse:
Can I Get An Amen?, 2004
recording on acetate, turntable, PA system, paper documents
dimensions variable
total run time 17 minutes, 46 seconds

Casette Jam er en side som jeg er helt frustreret imponeret over, og som jeg vil opfordre til at man kigger nærmere på.
Siden er kreeret af en japansk samler der kalder sig not wildstyle, hvis blog også er værd at checke ud for de besynderlige billeder som man på grund af den japanske tekst kun kan forundres over hvad skal illustrere.
Cassette Jam er en tilsyneladende endeløs strøm af billeder af not wildstyles samling af kassettebånd fra 1970’erne og frem.
Det er en surreal oplevelse.
Kunne være man skulle tapetsere (no pun intended) sit sovekammerværelse med dette vidunder ?