Corpus Holmeticum

If you can keep your head when all about you
Are losing theirs and blaming it on you,
If you can trust yourself when all men doubt you,
But make allowance for their doubting too;
If you can wait and not be tired by waiting
Or being lied about, don’t deal in lies,
Or being hated, don’t give way to hating,
And yet don’t look too good, nor talk too wise:

If you can dream - and not make dreams your master;
If you can think - and not make thoughts your aim;
If you can meet with Triumph and Disaster
And treat those two impostors just the same;
If you can bear to hear the truth you’ve spoken
Twisted by knaves to make a trap for fools,
Or watch the things you gave your life to, broken,
And stoop and build ‘em up with worn-out tools:

If you can make one heap of all your winnings
And risk it on one turn of pitch-and-toss,
And lose, and start again at your beginnings
And never breathe a word about your loss;
If you can force your heart and nerve and sinew
To serve your turn long after they are gone,
And so hold on when there is nothing in you
Except the Will which says to them: «Hold on!»

If you can talk with crowds and keep your virtue,
Or walk with Kings - nor lose the common touch,
If neither foes nor loving friends can hurt you,
If all men count with you, but none too much;
If you can fill the unforgiving minute
With sixty seconds’ worth of distance run,
Yours is the Earth and everything that’s in it,
And - which is more - you’ll be a Man, my son!

Det er vist længe siden jeg lovede nogle oversættelser af den navnkundige digter Lucien Anguec.
Så her er et lille triptycon-digt fra samlingen Sur les pieds ardents:

X

Slå til skaglerne
mens vi synkroniserer hinanden
ind i denne natverden
- så lygterne rasler.

XX

Sæt fingrene hårdt ind i kødet
som gaskammerater
svanser om fremmedhad
tærsker stødt dansen ind i dagen
- mens vognlyset falder.

XXX

Så vil jeg
først og fremmest bladre
lidt frem og tilbage
som den kornfede digter der siger:
“Jeg iagttager kattenes melodiske mekanik”.

Først forsvarede Venstres socialminister og levebrødsfascist Eva Kjer Hansen ulighed i samfundet. Så spillede hun sit es : Hun gentog hun det. Og nu trækker hun ‘uforbeholdent’ sine udtalelser tilbage igen.
Denne joke kunne selv Anders Fogh lade gå fra sig, så da han blev spurgt om han delte disse holdninger, kom udtalelsen, at han “ikke ville udtrykke det på den måde“.

De væddemål der florere i regeringen om hvem der kan sige de mest rascistiske og fascistiske ting i medierne, hvem der kan lyve mest åbenhjerteligt og hvem der kan overgå de andre i grådighed, har fået en glimrende spiller i Kjer Hansen.
Kjer Hansen har forstået pointen i spillet, og der bliver sikkert grinet meget i lejren. Jeg mener nu at Fogh vandt første omgang, selvom Kjer Hansen i dag lader spillet gå videre, med en udtalelse i Jyllands Posten :
»Forudsætningen for, at de svagest stillede kan få det bedre, er faktisk, at indkomsterne stiger. At de rigere bliver rigere«, skriver hun.
Så godt kommet tilbage Eva, du har lært af de bedste, og det kan mærkes.

Forandringens evige kataklysme.
Joseph Carey Merrick led af Proteus Syndrom.
Opkaldt efter den navnkundige shape-shifter (siger man skifting på dansk?) Proteus. Vi taler græsk mytologi. Den gamle mand fra havet, som Homer kaldte ham (modsat den gamle mand på bjerget: Hassan I Sabbah, som Burroughs har mytologiseret - master of the assasins).
Protogonos betyder den første-fødte.
Forandringen skaber nye tilstande, nye begyndelser, nye menneskeracer.
Oprindeligt havde Proteus ingen forældre (senere skrifter taler om at han var søn af Poseidon), det aktivt og originalt nye, har intet ophav, men opstår fra bunden.
Proteus kan forudsige fremtiden, hvilket er det samme som at bestemme den, men han ændrer hele tiden sin form for ikke at blive fanget i den.

Joseph Carey Merrick kunne på grund af sin deformitet ikke sove som almindelige mennesker, hans hoved vejede for meget.
Han forsøgte alligevel, i et eksperiment på at imiterer “normal adfærd”, og blev kvalt til døde.

Uddrag selv lærdommen heraf.

En artikel om Proteus Syndrom, ender således :
Researchers are still trying to determine the cause(s) of Proteus syndrome.. There is no cure.

There is no cure.

På Goggle giver frasen “there is no cure” 1.450.000 opslag.

Der har været en del forvirring om hvilken rækkefølge, i forhold til serien, det er tilrådeligt at se Babylon 5 filmene i.
Da serien er obligatorisk pensum i de holmetiske initiationsriter, er hermed en vejledning:

The Gathering (1993)
Blev oprindeligt vist i 1993, et år før serien begyndte. Det er en prelude, og afslører en masse,
så det er faktisk bedst at se den efter sæson 3.
Tidsmæssigt foregår den 6 måneder før serien begynder.

In the beginning (1998)
Indeholder også en masse spoilers, så se den først efter sæson 3, og nyd den som et flashback.
Tidsmæssigt foregår den 10 år før serien begynder.

Thirdspace (1998)
Se den lige efter episode 7 i 4. sæson.
Tidsmæssigt foregår den den i begyndelsen/midten af sæson 4.

River of souls (1998)
Handler om The Soul Hunters (fra sæson 1), se den lige før sidste episode i sæson 5.
Tidsmæssigt foregår den 6 måneder efter sæson 5.

Call to arms (1999)
Er lavet efter serien, og er en slags begyndelse på spin-off serien:
Crusade, som kun varede 1 sæson (13 episoder).
Tidsmæssigt forgår den den 5 år efter sæson 5.

Der er lavet 1 film mere: Legend of the Rangers (2002), men den er ikke udkommet endnu.
Tidsmæssigt foregår den 6 år efter The Shadow War, og to år før Crusade serien.

Endvidere er der skrevet manuskript til 1 film mere, som modsat de andre der var “made for tv”, skulle være en biograffilm: The Memory of Shadows - denne film blev droppet januar 2005, og bliver nok aldrig til noget.

enjoy

Eftersom alle de små husarer i de tjekkiske kabaretteatre lagde ed på at sejre eller dø til dystre arrangementer af gammel kærlighed (hvortil de i sin tid stammede sig igennem digtenes begyndende Oh! og Alas!), må også vi skabe en verden uden fortidens besavlede kraveflipper, og træde ud af tiden med selveste Kronos båret på ryggen.

Lad os finde os selv og vende koboltblå øjne bort fra dem der sagde Nej!

Når man har vandret langt nok ind i en skov, bør man så standse op og spørge hver stamme, hvert blad og hver gren: Hvorfor vokser du? Ved du ikke det blot er vandet der flyder i dine rødder, ved du ikke det blot er jernet fra jorden der fæstner dig i evigheden, ved du ikke det blot er lyset, og varmen og regnen og vinden der pisker dig ind i mit udsyn?
Drømmer du om øksen om efteråret i stormen?

Jeg selv har mødt kvinder som træer, med hjerter som fugle.
De hoster fjer op i flugtens askese.

Holmetikeren er med selvfølgelig bravour tilbage i sit selvfølende selvstudium af egen ensomhed.

Verden er i sig selv værdiløs (jeg mener værdi-løs). Kriteriet for tolkningens værdi bliver således hvor meget vi kan acceptere. Den værdifuldeste tolkning, den der tillægger verden størst værdi er naturligvis den der accepterer ALT, hvilket igen er at acceptere sig selv helt.

(som filosoffen skreg)

Pingviner er selvdestinerede bomber
detoneret i hænderne på universets tavse engle

(som profeten sagde)

Don’t believe in yourself
Don’t deceive with belief
Knowledge comes
with death’s release

(som popguden sang)

Selvom pandaerne uforstyrret får lov til at køre deres rædselsregime i de kinesiske skove, tillader jeg mig at holde fokus på det der i virkeligheden interesserer massen: Mig!

Tror jeg er ved at blive syg, trænger i dén grad til forandring, altomstyrtende forandring. Ud med det hele, ind med alt det andet. Martin Hall (han er jo oppe i tiden) udtrykte vist en gang noget i retning af, at ens fortid skal bæres videre i ens karakter, ikke i ens erindringer. Der er vist også noget om at han smider alting ud, lever i små lommer af 2-3 års projekter eller lignende. I et radiointerview for år tilbage, sagde han de berømte ord - sentimentalitet æder sjæle op - som jeg har citeret uafladeligt siden, mest fordi jeg selv er uendelig sentimental, og hænger fast ved de gamle objekter. Bliver fysisk dårligt tilpas ved tanken om at skulle skille mig af med bøger og plader. Drømmer evigt om forandring, radikal forandring, melde mig ind i Scientology, Synoptik eller de Højre-Egalistiske Isolations-Leninister (HEIL).

Vi lever i skæringspunktet mellem det vi er, og det vi gerne vil være - and in between falls the shadow.
Et af de digte der har betydet mest for mig, og som aldrig mistet sin kraft, er T-S. Eliots: The Hollow Men, der ender med de på shakespeare-højder smukke linjer, der udsiger alt om netop dette paulianske::

Between the idea
And the reality
Between the motion
And the act

Falls the Shadow

Der er en verden mellem ideen og udførelsen, mellem det der bevæger os og handlingen hen i mod det.

Between the conception
And the creation
Between the emotion
And the response
Falls the Shadow

Life is very long

Sekunder skiller os fra planen om det liv vi vil leve, og det liv vi ikke kan holde ud at leve.
Det er en guddommelig vittighed at vi altid er i øjenhøjde med vores drømme. For de fleste mennesker er der en afgrund mellem det følte og reaktionen, derfor foretrækker de nu-og-her underholdningen, den umiddelbare glæde - og er ude af stand til at lægge planer for egen frelse, der ikke er rent økonomisk.
Reklamebrancen har det godt.

“Life is very long ” skriver Eliot, “when you´re lonely” tilføjer Morrisssey på The Queen Is Dead.

Between the desire
And the spasm
Between the potency
And the existence
Between the essence
And the descent
Falls the Shadow

For Thine is the Kingdom

For dette er den nye religion -for thine is the kingdom - det moderne gennemindividualiserede menneske har aldrig været mere ensomt. Personligt hader jeg også min næste. Lidenskaben er blevet en spasme - But the rain that flattens my hair - These are things that kiiiiill me.

Nok negative toner for én aften, der er jo en dag i morgen.

I’ve been taking so many pictures for you
That I almost believe that they’re real
I’ve been taking so many pictures of you
That I almost believe that the pictures are
All I can feel

… og her er de !