Det er vel efterhånden ikke nogen hemmelighed at jeg er mere end glad for Shakespeare - så lad os tage udgangspunkt i ham.
To be or not to be …..
Monologen er et fremadskridende “handling-orienteret” projekt. Hamlet står altså ikke passivt og udtrykker sine “følelser”, hans tale udtrykker et klart aktivt forhold til verden, sproget bruges til at opdage verden og til at behandle den - som holmetikeren (og verden med ham) har udtrykt til hudløshed “skabes” verden” i sprogliggørelsen, i den kommunikative akt.
Vi ved det godt - som et fiat lux - hver gang vi får det at vide, men vi “glemmer” det. Det er derfor Shakespeare uafladeligt drager paralleller mellem verden og scenen (ikke blot fordi han er scenekunstner, men fordi verden er en scenekunst). Som Antonio til Gratiano (Merchant of Venice):
“I hold the world, Gratiano - A stage, where everyman must play a part, and mine is a sad one”. Eller nok endnu mere berømt fra As You Like It :
“All the world’s a stage, And all the men and women merely players; They have their exits and their entrances, And one man in his time plays many parts . . .”
Læg mærke til noget meget prægnant ved disse sætninger; ordet “part”.
Rollen vi spiller er en del af en større helhed, vores ageren er altid i samspil med andre, i konsensus - ellers bliver det meningsløst, eller rettere “opfattes” som meningsløst, da vi jo netop alle agerer sufflører for hinanden og altså forventer et aftalt modspil, we have to be in character (a seereeyous kerakter, som Ezra pound vrængende udtrykte det).
Det som vi finder interessant er så netop den karakter der træder uden for spillet, eller for at udtrykke det mere præcist: laver sit eget “play within the play”; som Hamlet opfører, helt reelt ved at bede en skuespillertrup om at opføre den “virkelige virkelighed” for kongen - “to catch the conscience of the king” - og mere subtilt ved, som jeg har været inde på før ( se nedenfor 4. imperator) ved at spille “the fool”, og derved altså skævride den rollefordeling der er blevet givet. Heldigvis sker det på en tid, hvor der hverken var monoaminnoxidasehæmmere, betablokkere, benzodiazepiner, serotonin-specifikke gentagelseshæmmere (SSRI) eller KAT-behandlinger.
Ikke underligt er det Yorick, der i den berømte memento mori scene (med kraniet i hånden), får de kærligste ord med på vejen af Hamlet : “Alas, poor Yorick! I knew him Horatio, a fellow of infinite jest, of most excellent fancy.”
Det er en vigtig scene, for det er her Hamlet accepterer “sin” rolle, træder i karakter, besegler sin skæbne og handler (”the readiness is all”). Og Yoricks rolle er typisk hos Shakespeare, “The fool” som viser protagonisten for ham selv.
Yorick, og med ham alle de narrer der optræder i Shakespeares stykker, opretholder selvfølgelig bare den trickster-rolle som alle religioner er fulde af. I vores egen fortid er Loke et godt eksempel, i min personlige fortid er John Lydon et mindre godt eksempel (but still).
Selv moderne coaching teorier (se fx Anthony Robbins), og neurolinguistiske teknikker, er fulde af den slags “overskridelser” af normalhandlingen, for at bryde prædefinerede mønstre og angstdefineret vanetænkning. I disse retninger fremhæves handlinger der er absurde, spontane og pludselige, de får vores medmennesker til at se underligt på os, og lader os træde ud af den neurotiske karakter.
Kunsten, der er det tætteste vi post-romantikken kommer til religionen, er ligeledes fulde af den slags “retninger”, dadaismen og situationismen fx.
Nyere religiøse retninger, som Kaos Magick tager direkte udgangspunkt i situationismen. Lad os citere først Jørgen Nash:
“Situationismen er ikke en ny isme i kunsten, - den er en måde at handle og leve på. En beherskelse af øjeblikket og udnyttelse af alle dets muligheder.”
Og så Jens Jørgen Thorsen:
“Samfundets ændring er betinget af de kulturelle muligheder. Et klassisk eksempel er Marx og Hegel. Det centrale i situationismen er menneskets forhold til de skabende kræfter, som det var tanken at realisere ved at organisere skabende øjeblikke. Den situationistiske tanke er baseret på en brug af kunsten og de skabende kræfter i kunsten direkte i det sociale miljø.”
Kendetegnende for både dadaismen og situationismen er at den “fjoller” (det kan man selvfølgelig med god ret sige om al moderne kunst), men pointen er her, at disse to retninger er sig fjolleriet bevidst, som en “forløser” - som noget der får os til at se verden på en anden måde.
Ligeledes er den “handlings-orienteret” og anarkistisk. Berømt er den situationiske bog-udgivelse, der blev indbundet i sandpapir, således at den kunne, når den blev stillet ind på hylden, ødelægge de andre bøger.
Kunsten er det sidste refugium, hvis vi vil opføre os tosset, men er som alt andet blevet udvandet. Det kræves nemlig at vi opfører os tosset inden for de af kunsten/samfundets udstukne regler - vi “forventer” jo af kunstneren, at han er lidt “mærkelig”.
Er han mærkelig ved siden af kunsten, er han sindssyg, hvis ikke direkte farlig. Typisk er sætningen (og er praktisk talt gået over til at være en udtalt sandhed), at: there is a thin line between genius and lunacy.
Læser man boganmeldelser vil man se, at snart sagt hver en Anders Andersen der udgiver en digtsamling er “genial”. Det skægge er at mens normalitetskriteriet er blevet mere og mere snævert, er snart sagt hver anden “kunstner” genial.
Så vi kan roligt slappe af.
Er man “virkelig” genial, er man trods alt stadigvæk sindssyg.