Time is out of joint!: O cursed spite, that ever I was born to set it right!
På den anden side er der jo kun mig i livet, så hvem skulle ellers gøre det?
Aye there’s the rub!
Hamlet er den perfekte rollemodel, han spiller sindssyg for at skjule den åndstildragelse det er at finde og udføre sin skæbne - hvis skæbnemenneskets ageren falder for meget i øjnene på den omgivende virkelighed, er det en helt anden sindssygdom vi taler om, den der får samfundet til at sætte en bag lås og slå, eller som en af mine veninder ville udtrykke det - får lægen til at tage ladegreb på receptblokken.
Hamlet laller altså lidt rundt, savler og siger mærkelige ting, alt sammen meget uskyldigt - alt imens han udlægger sin verden og planlægger at sætte den “wrong” “right” som der er blevet gjort mod den (verden).
Hvad os angår, hvad er det for en “wrong” der gør tiden “out of joint”, der altså gør verden så skæv at den kræver at blive “set right”?
“That ever I was born” siger Hamlet, det er altså ikke noget vi selv har ødelagt, verden er sådan givet os fra day one, arvesynden lurer i det fjerne.
Men arvesynden kan vi ikke bruge til noget, selv folkekirkepræsterne tør ikke taget ordet i deres mund længere, ikke fordi de er blevet klogere, men fordi de har formået at gøre deres budskab endnu mere forsludret, selvmodsigende og lattervækkende (hvis det ikke var fordi det dækkede over en helt anden ondskab).
Verden skal rettes til, fordi vi simpelthen i dåbsgave har fået en halvfærdig model (den stringent kommunikative), og som vi begyndte med at påpege, er det kun op til os selv at færdiggøre den (udfylde de ikke-kommunikative aspekter).
Som Wittgenstein påpeger i The Tractatus: 5.6:
The limits of my language are the limits of my world. (and the namedrobbing bomb returns again - ten times the terror in technicolor).
Man kunne også opfatte modellen (virkeligheden) som en boks, som vi må forsøge at bryde ud af, det er selvfølgelig svært at forestille sig, at der skulle være noget uden for boksen - men det er der. Og nej, det har ikke noget med tro at gøre (sorry mr. kierkegaard), det har noget med virkelighedens beskaffenhed at gøre.
Samme Ludvig skriver i sine Philosophical Investigations: …ask yourself whether our language is complete; -whether it was so before the symbolism of chemistry and the notation of the infinitesimal calculus were incorporated in it; for these are, so to speak, suburbs of our language. (And how many houses or streets does it take before a town begins to be a town?) Our language can be seen as an ancient city: a maze of little streets and squares, of old and new houses, and of houses with additions from various periods and this surrounded by a multitude of new boroughs with straight, regular streets and uniform houses… And to imagine a language means to imagine a form of life.
Hamlet står og nikker ovre i hjørnet, og udtrykker det mere lakonisk : There is more in the world than you have dreamt of in all of your philosophies, Horatio. For at være Rasmus-Modsat og således sige det samme på en anden måde, kunne man indføre samme kritik som Nelson Goodman (Fact, Fiction & Forecast) - Actually, Hamlet had it reversed. The philosophical problem is that there appears to be much less in the world than we have dreamt of in our philosophies.
Som det er blevet nævnt før, handler virkeligheden om det sindsbillede der påduttes os af andre (vi er selv med i puljen), og påstanden herfra som a priori er en almengyldig objektiv fundamentalgrundsten er, at vi godt kan melde os ud.
Det har så sin pris - dig selv. Til gengæld er gevinsten lig med indsatsen, blot er det en valuta der ikke har megen gyldighed “in the real world”, men den ved vi jo på den anden side godt hvordan vi skal famle os rundt i, blot er vi ikke længere tosser som de andre tosser, men vel vidende om “The play within the play“, hvilket så for at gå hele vejen rundt om enebærtræet, gør os til tosser i de andre tossers øjne.
Kulturer (modeller for virkeligheden) opstår, forædles, kulminerer, sygeliggøres, ældes og dør - and around and around we go. Hvor vi befinder os på et givent tidspunkt må guderne vide, men vi aner det. Og således er der intet til hinder for at vi skaber vor egen forståelse, intet til hinder, men dog alligevel en skov af forhindringer. Kultur er ikke blot kollektiv, den er også personlig
Man kan så pessimistisk mene, at vi i dag er lykkeligt fri for kultur, men i så fald er det en dobbelt ligning af kvadratroden af sig selv, vi taber både på gyngerne og karrusellen.
Når den kollektive bevidsthed så går op i sømmene, vil det ofte blive opfattet som rene hallucinationer, der ofte griber i barmen af den religiøse forestillingsverden - vi tolker jo og bliver nødt til at tolke verden symbolsk - eller som Jung ville sige om netop den kollektive bevidsthed (what we agree upon), som arketyper. Vælger vi Freud i stedet, kan vi bortforklare den angst/frygt/nervøsitet der vil opstå i konfrontationen med en ikke konsensus præget verdensmodel, med henvisninger til fortrængte barndomsoplevelser, som så igen “symbolsk kan udspilles i sessionens psyko-dramaer.
Det inkommunikable vil uværgeligt afstedkomme og manifestere sig som angst. men angsten er ikke specielt irrationel. I den psykolologiske optik opretholder og stimulerer den netop begrebsrammen. Dette blot for at påpege at der selvfølgelig findes andre modeller end den religiøse, som er subjektiv og nok den mindst fascistiske. Hvornår er du syg, og hvornår har du personlighed? I et store og hele handler det om at kunne befærde sig, og in my book hjælper det ikke synderligt at få mærkatet syg hæftet på sig, eller at få en diagnose som man så kan bære som en ny La Coste t-shirt, med medfølgende identitetsdannelse.
Be seeing you
