Corpus Holmeticum

It’s a Camac electric/acoustic harp. It stands about five and a half feet tall and is painted blue and green and lavender and gold and pink with vines growing up the column and on the sounding board and there’s a picture of an angel with an accordion and a fishing pole catching a fish and it says in large letters ‘Hooray For Baby Dee’. It was stolen from out of its case from a house in Ghent, Belgium sometime between 1999 and 2004. I’m offering a reward of US $500 (five hundred dollars) for its safe return–no questions asked.

Please also post this request onto ANY chatgroups or other sites you may think relevant.

Contact deeinatree@aol.com

Der kan vist ikke være nogen tvivl om at Joss Whedon med Buffy The Vampire Slayer, skabte et af de mest unikke, geniale og gennemarbejdede stykker tv-fiktion de sidste 60 år. Så det er ikke underligt at det er med indædt spænding at man følger de næste skridt i karrieren.
Marvel har i de sidste år har forsøgt at genopfinde sig selv, og går stadig og drømmer om at nå de højder som rivalen DC trådte, fra midten af 80′erne og en dekade frem.
Det har de fx gjort ved at stjæle mana fra DC (Grant Morrison er selvfølgelig hofeksemplet - med X-men og Fantastic 4), men også ved finde folk uden for branchen, fortrinsvist i filmbranchen, og har haft stor succes med bla. Kevin Smith, hvis film i forvejen oser af popkulturelle referencer.

Så hvad er mere naturligt end at sætte tænderne i popculturel maestro numero uno, og give ham den serie han flere gange har udtrykt sin kærlighed til (hvem husker ikke da “Willow was going all Dark Phoenix”) : X-Men.
Og da de første 6 hæfter (ud af 12) nu er blevet samlet i 1 bog: Astonishing X-Men Vol. 1: Gifted, er der ingen grund til ikke at begynde at nyde serien i den helhed - også selvom Astonishing X-Men Vol. 2: Dangerous først udkommer til september.
Klarer Whedon den så?
Prøv at tænk efter - Hvad er X-Men egentlig? En gruppe af ret så pæne helte, meget unge og udstyret med ekstraordinære kræfter, destineret til at redde verden fra “the end of the world” igen og igen og igen. Sounds familiar?

Der har været mange rygter om Joss Whedon i instruktørstolen til den kommende X-Men 3 (det blev Matthew Vaughn), men DC der tilsyneladende vil forsøge at følge i Marvels kassesuccesspor, har hyret Whedon til at indspille Wonder Woman (- så udover Superman og Batman og nu den kommende Wonder Woman, kan man jo holde vejret og håbe på en Green Lantern, en Martian Manhunter eller Flash).

Jeg udvælger kattemad i dyreafdelingen nede i Dillons supermarked, og der møder jeg en ældre dame. Det lader til at hendes kat nægter at spise kattemad med fisk i. Nå, siger jeg til hende, mine har det ellers lige modsat. De foretrækker mad med fisk i, som Lakseguf og Alt-Godt-Fra-Havet.
“Nå ja”, siger hun, “godt selskab er de i al fald.”
Og hvordan skulle hun dog pleje sit selskab, når der ikke er nogen Dillons, ikke nogen dyreafdeling? Hvad skal jeg dog gøre? Jeg ville simpelthen ikke kunne holde ud at se mine små katte gå sultne.

I mangel af bedre fortsætter jeg min oversættelse af William Burroughs´ sublimt smukke naivistiske mesterstykke “the cat inside” - jeg er stadig ikke tilfreds med oversættelsen af titlen.
Den indvendige kat? Katten inden i? Katten på indersiden? Indersidens kat?
Hvis der er nogen der har et forslag vil jeg være åben og taknemmelig i al holmetisk evighed.

Så er den her! Alle 3 sæsoner af Batman 1966 Tv-serien - starring Adam West and Burt Ward. Alle 120 episoder på 25 DVD’er.
Check it out.
Adam West spiller i øvrigt den dag i dag med i The Batman (tegnefilmserien) hvor han lægger stemme til Mayor Grange. Interessant ikke.
I 2003 spillede West og Ward sammen igen i Return to the Batcave: the misadventures af Adam and Burt, som var en dramatiseret rekretion af hændelser under optagelserne til den gamle serie (to andre skuespillere spiller de yngre West og Ward). Her skal Adam og Burt finde en stjålen Batmobil. Lee Meriwether (den gamle catwoman) og Lyle Waggoner (der oprindeligt skulle have spillet Batman) medvirker også. Return to the Batcave er også planlagt til at udkomme på DVD senere i år.

NWA’s klassiske gangster rap album Straight Outta Compton er nu udkommet i den definitive version.
Alt overflødigt fedt er brændt af, og kun bandeordene er tilbage.
Lad os indrømme det vi lytter alligevel henover alt det andet, for bandeord er coooool!.
Gå til http://www.ni9e.com/ og lyt til verdenhistoriens første album med parental advisory stickeren “explicit content ONLY”

En døende mand i en hospitalsseng, vender sig i udlængsel fra smerten og kedsomheden fra sine fysiske omgivelser, mod sit vindue, vender sig frastødende fra :

. . . . l’homme a l’âme dure
Vautré dans le bonheur, où ses seuls appétits
Mangent, et qui s’entête à chercher cette ordure
Pour l’offrir à la femme allaitant ses petits,

(”the hard-souled man, wallowing in happiness, where only his appetites feed, and who insists on seeking out this filth to offer to his female suckling his children”)

og som modsætning udbryder han:

Je me mire et me vois ange! Et je meurs, et j’aime
-Que la vitre soit l’art, soit la mysticité -
A renaître, portant mon rêve en diadème,
Au ciel antérieur où fleurit la Beauté!

(”I marvel at myself, I seem an angel! and I die, and I love — whether the glass might be art, or mysticism — to be reborn, bearing my dream as a diadem, under that former sky where Beauty once flourished.”)

Var til Einstürtzende Neubauten koncert i Vega i forgårs, sammen med resten af københavn og tilsyneladende også en masse forstadsramte ølmaver. Sky Radio og The Voice må have reklameret heftigt for konserten.
At råbe Morrissey til en Morrissey konsert er som vi alle ved et religiøst udtryk, en hymne der i sin gentagelse vækker genklang i det inderste og forbereder til mødet med den nærværende guddom personificeret i guden selv. Men en masse bønder mener åbenbart at det er et nødvendigt udtryk for deres anmassende tilhørsforhold til en i deres tanker eksisterende incrowd konstant at bræge “Blixaaa!” og “Bargeeeeld!” Okay du ved hvad han hedder, ham deroppe, hvor vildt - du er dælme nede - respekt og alt det dér - og så synet af deres forstadsdullers tilbedende blikke på deres ølmonstre af en kæreste, mine indre affaldsstoffer laver en halv nelson.
En anden besynderlig ting ved nutidens konserter er den regnskov af digitalkamerer som en stor del af publikum åbenbart fortrækker at se koncerten igennem. Med hævet arm står de i 3 stive timer og kigger på en 3×3 centimeter stor skærm, som de så hvad? Skal hjem og se bagefter? - Det var ligesom at være der selv mand!
I Guder! At gå til koncert er snart værre end at gå i biografen, man kan ikke trække vejret for udlevet stupiditet og indeklemt agressivitet.

På grund af en masse undskyldninger har jeg ikke fået skrevet noget i et stykke tid - og sådan vil det nok fortsætte ugen ud.

Jeg har haft denne diskussion 1000 gange med snart samtlige venner, så nu har jeg sat mig for at redde trådene ud en gang for alle.

Tilsyneladende har vi alle vivre og vakre minder om Sølvpil, Korak Rahan og en masse andre små tegneserie-helte, som vi slugte som gale hunde, men lod glide ind i glemslens tåger da den spædeste pre-forpubbelse var ovre.

Jeg husker med særlig iver Sølvpil og ikke mindst hans amorøse liasson Månestråle, som af en eller anden grund altid blev fanget og bundet og bastet og knyttet og snøret og surret og kneblet og sat i lænker - indtil Sølvpil kunne komme og redde hende, og hendes altid flænsede kjoler, hjem i lejren igen.

Det var en narrativ nydelse hver gang, og har uden tvivl formet mit ellers så frigjorte syn på verden - det man kan gøre i den, og på hvad for en måde, og med hvem - hvis de altså vil på dén måde.

Hvor om alting er, så er det næsten altid Sølvpils omganskreds der fortaber sig i alkoholtågerne -
“hvad #”@!!¤#! var det nu lige den der hest hed, mand?”.
Så som således sagt så gjort - her er til alles herlighed en remse som med minimalt spildte kræfter, kan læres udenad :

Sølvpil var en belgisk serie fra belgien tegnet af en belgier
Sølvpil udkom i danmark fra 1970 til 1984 i fjorten år
Sølvpil var indiANER, ikke inder.
Sølvpil var medlem af Kiowa-stammen (de findes i virkeligheden og går med fjer)
Sølvpils hvide fosterbror hed Falk
Sølvpils lækre bondagesquaw hed Månestråle
Sølvpils hjælpepuma (tilhører vist månestråle) hed Tinka
Sølvpils japanske ven (judomester) hed Endo (hvilket er Onde bagfra ?)
Sølvpils hest hed Stormvind
Sølvpils ven Falks hest hed Ørneøje
Sølvpils lækre bondagesquaw rider på Brune

Den spændende skaberfidus bag denne klassiske indoeuropæiske serie, der i den grad forstod at berøre en hel generations veneration med multetniske multituder, historiens hermeneutiske histografi og en lidt lettere bondage fiksering - kan man læse mere om på Lambieks side om Frank Sels (1942 - 1986) - for sølvpils skaber hed Frank Sels, og er i øvrigt fader til Ervin Sels som også tegner serier.