3. augusta
Far, far beneath in the abysmal sea
His ancient, dreamless, uninvaded sleep
The kraken sleepeth.
- Alfred Lord Tennysson
Kraken, dette legendariske sømonster som Tennysson bruger på samme måde som jeg selv altid har brugt kimæren (tyvstjålet fra Baudelaire), som dette ubevidste monster der ligger i vort sinds “abysmal sea” og strækker sine lange fangarme ud.
Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvor tæt beskrivelsen af denne Kraken, ligger på Lovecrafts cthulhu-monster.
Erik Ludvigsen Pontoppidan (biskop af Bergen) skrev i 1752 om dette monster, som “et væsen stort som en flydende ø, flere kilometer bred med lange blæksprutteagtige arme, i stand til at trække selv den største helt ned til bunden”.
I dag er der vel ingen der stadig taler om Kraken, men der er tusinde miskatoniske proselytter, der taler om cthulhu-monstre og dens slægtninger, disse “Great Old Ones”, som ligger i dvale, ventende på at kontrollere og tage over.
Det ubevidste, dette dyr i åbenbaringen - som altid har været beskrevet i litteraturen og som altid har haft sin plads i religionen - som i dag i psykoanalysen i Freuds udformning, står som et helt centralt begreb. Den del af vort sind vi ikke uden videre kan komme i kontakt med, men som former os og bestemmer vores handlinger.
Hvor litteraturens ubevidste tit er et monster, er Freuds en dampmaskine. Så længe det ubevidste kan slippe damp ud via kommunikation med det bevidste, går det godt. Men brydes kommunikationen, stiger trykket, og giver sig til sidst til kende i neurotiske symptomer, der for bevidstheden virker meningsløse, og for sig selv og andre som urimelige.
I sær bliver det urimeligt, hvis vi begynder at opfatte dette ubevidste som en personifikation, altså hvis vi sætte navne på monsteret, og forsøger på interpersonelt at formidle monsteret, som også kunne hedde dæmonen, guden, englen, nissen eller hvad ved jeg.
Forsøget på at kommunikere på det ubevidstes egne præmisser, altså “uden” for det bevidste og der af også uden for sproget, hvor al form for almindelig konsensus brydes, dér kan vi med rette kalde denne kommunikation med det ubevidste for religiøs - som et forsøg, på at skabe mening i det meningsløse.
Denne kommunikation med det ubevidste/monsteret/guden/etc. der ligger uden for sproget som sådan, må ty til andre handlinger, hvilket giver sig udtryk i rituel praksis, religiøse/litterære metaforer osv.
For Freud vil symptomet, neurosen, det urimelige forsvinde, når patienten bliver bevidst om bruddet mellem det ubevidste og det bevidste; han må “huske” det der ligger skjult for ham.
Dette opnås via det som Freud kalder “frie associationer”, og tydninger af drømme.
“Frie associationer” er det som man ville kalde alm. mumbo jumbo, hvis man talte om religion og magi, og drømmene fremstår tit som en art surrealistiske litterære værker, hvor det som vi almindeligvis forstår ved magiske handlinger (fx ingen forskel på tanken og handlingen) florerer.
Et andet meget benyttet fænomen i psykoanalysen er brugen af Rorschachtests, hvor man fremvises en ubestemmelig blækklat, som man der af skal forsøge at kommunikere.
Dette har sin pendant i magiens brug af Sigils, et fænomen som jeg har nævnt nogle gange, og som jeg skal komme meget mere ind på senere, men kort fortalt er sigils, en personlig opfundet figur eller tegning, et symbol, som man giver mening og dynamik, og som derefter fortrænges. Fortrængningen skaber en indre dynamik, en kodning på det ubevidste plan. Sigilteknikken er således et forsøg på at manipulere (bevidst) psyken, udfra den betragtning at ALT er kodning, og at vi kun handler udfra ubevidste kodninger. Det er altså et middel til kontrol.
Det er heraf givet, at der i moderne religiøse bevægelser trækkes gevaldigt på psykoanalytiske principper og sprogbrug (scientology er et godt eksempel), og omvendt er det nogen gange umuligt, (fx i NLP) ikke at opfatte moderne psykiatriske popteknikker, som trækkende på det religiøse og magien.
Det magiske (i al fald som tendens) fokuserer mere på selve teknikken, med alle dens totem- dyr og pæle, regalier, fokalpunkter, symboler og alenlange latiniserede remser og babyloniske guderækker.
Dette giver en anden pudsig sammenligning med alm. moderne psykiatrisk/psykologisk praksis.
Det er sigende at man i dag ikke så meget fortolker diagnosen frem, i forbindelse og samklang med patientens tidligere biografi. Nu spørger man i højere grad direkte, hvad kan vi gøre for at få dig over på den anden side? Hvad for nogen teknikker kan lette dine følelser, af at have det dårligt. Processen bliver dermed, i og med at fortolkningen springes over, naturligvis hurtigere.
Dette er ikke nødvendigvis en god ting, i sær ikke når man ikke kan sætte disse teknikker i relation til noget større, ind i en kontekst, eller en systemdannelse, som fx kendetegner det religiøse verdensbillede.
Medicineringen har da også i dén grad taget over, det er trods alt både billigere og nemmere - og føler man sig udstødt, fremmedgjort, marginaliseret og trådt på, så er det i al fald ikke samfundets skyld, og dets fordeling af værdierne, det er simpelthen fordi du ikke har fået den rigtige dosis psykofarmaka.
Synes du det er uretfærdigt? Så tag en pille.
Parantes : Selv i institutionstilfælde giver dette sig til kende. Læs fx artiklen “Rapport fra en lukket afdeling” i det seneste nummer af Social Kritik (nr. 97, februar 2005), hvor en i psykiatri-kredse kendt (nu afdød) organisationssociolog Tore Jacob Hegland beretter om sine oplevelser omkring en 3 uger lang indlæggelse på en psykiatrisk afdeling i Danmark i forbindelse med en akut mani. Det fremgår heraf at der stort set ingen kontakt er mellem læge/psykiater og patient under opholdet. Kun når pårørende anmodede om en lægesamtale var det muligt. Ellers var der kun tale om kontakt til system/kontrol medarbejderne.
Nå, hvor om alting er, så er det kendetegnende for skildringen i litteraturen af det ubevidste, og kendetegnende i psykologien for traumer og psykologiske “åbninger”, dens fokus på det skræmmende, det ukendte - mødet med frygten.
“Frygten er mit våben” som en gammel Alestair McLean bog vist hed - og det er ikke før vi kender vores egen Kraken og ser den i øjnene, at vi kan binde den, og træde ud af realplanet (den virkelige virkelighed som vi opfatter den), at vi kan komme til nogen som helst form for kontrol over vort liv, at vi kan gøre os nogen forhåbninger om at manipulere Life As We Know It.
Frygten skaber ubalance i det velkendte og typisk vil man opfinde en fetish eller fobi, for at slippe ud igen og ind i det velkendte. Omvendt kan man mene at fobien skaber frygten - men idéen er at konfrontationen med frygten, og en bevidst brug af fetish (man lader sig ikke fange af fobien) - objekter, ord eller handlinger - er afgørende. Hvordan man placerer sig i en sådan situation, og hvordan man finder (opsøger) sine egne fobier, vil jeg være op til den enkelte.
Men som med alting i livet er det vigtigt at man ved hvad man gør.
Et andet spørgsmål på nuværende tidspunkt kunne være “hvorfor?”.
Svaret er at Kraken eksisterer, eller hvad du nu kalder det monster der sidder og gnaver i hjernebarken. Du mener måske at du har det fint, at der ikke er huller i den virkelighed du deler med resten af befolkningen (netop fordi i deler den) - jamen så fint.
be seeing you
Til alle os der altid har haft det på fornemmelsen, er der landet en vatikanbombe af dimensioner (forget about the da vinci code). 
Hurd og Gill har lavet en ny graphic novella betitlet
Hey alien lovers : Check lige det her ud.