Corpus Holmeticum

Så er det nye design up and running - indtil det sikkert crasher, i og med at jeg ikke er helt sikker på hvorfor det virker. Men det var sjovt at lave det. Heldigvis kommer min god ven Scale Krasuski forbi en af dagene som har forstand på den slags (han har bla. lavet denne side for min gode ven manu Sareen). Men umiddelbart ser det da meget pænt ud ikke ? Ikke? Ikke?

Og nu vi er ved lækre designs og grafiske monstermesterværker, så vil jeg lige henlede opmærksomheden på at der nu er kommet en 15. anniversary edition hardcover udgave af mesterværket Arkham Asylum (som jeg holder så meget af at jeg sover med den om natten) af Grant Morrison & Dave Mckean. Den indeholder selve historien, Morrisons manuskript og indledende tegninger. It´s a bargain.
Read it and weep.

Jeg er en stor stor fan af Klaus Sperber, bedre kendt som Klaus Nomi - den store tyske barytone countertenor, der desværre døde af aids i 1983.
Nomi excellerede i det bizarre og teatralske, og fremførte sine besynderlige synthesizer-operaer iført kubistiske dragter og pre-modern-romantic makeup, der inspirerede ikke mindst Bowie og Steve Strange (se videoen scary monsters).
Kuriøst kan skal det nævnes (for mine homofobiske hiphop-bekendtskaber) at HipHop legenden Man Parrish spillede keyboards på Nomis to albums.

Hvor om alting er, så er der nu endelig lavet en dokumentar om Nomi : Nomi Song, instrueret af Andrew Horn (nej ikke Audrey Horne), der vist mest af kendt for at have skrevet og instrueret den amerikanske version af Luc Bessons “The Big Blue” (avoid it with a vengance).

Kender du ikke Klaus Nomi, så er der noget galt med dig, der mangler noget i dit liv, se at få gjort noget ved det - og hold øje med dokumentaren, fyldt med interviews, live optrædener og private video optagelser.

Cold Song (by Henry Purcell), sunget af Klaus Nomi

What Power art thou, Who from below, Hast made me Rise, Unwillingly and slow, From beds of Everlasting Snow! See’st thou not how stiff, And wondrous old, Far unfit to bear the bitter Cold, I can scarcely move, Or draw my Breath, Let me, let me, Freeze again to Death.

Du kan nu få en email hver gang siden opdateres.
Send en mail til mail@peterholmrasmussen.dk
- skriv “subscribe” i subject-linjen.

“Cleanliness is close to godliness.
Tidy up your room, do the dishes.
Feel the magic flow.”

(gammelt holmetisk mundheld)

Jeg skrev i det foregående at mit udgangspunkt var baseret på moderne mytologi/religion.

Moderne religion skal i holmetisk forstand, forstås som religiøse tankesystemer, opstået fra slutningen af 1800 tallet og frem til i dag, inden for det felt man under ét kan kalde magi, og som typisk udspringer fra wicca, satanisme, chaos magick, tekno-magi og en masse andet pop.
For blot lige at sætte et par navne på, er nogle vigtige skikkelser inden for disse systemdannelser fx gjurdjieff, crowley, austen sparre, neutzsky-wulff, peter carroll og et hav af andre, med eller mod deres vilje selvbestaltede guruer.
Og moderne mytologi, er fx et virvar af konspirationsteorier, ufo-myter, jedi-religion, elvis, tegneserier, urbane legender, Lovecraft-mythos, cyberreligioner, og en kaskade af psykiatriske teknikker og sprogfilosofiske retninger som NLP, general semantics, cybernetics etc.

Én tese (min - den holmetiske) er, at det moderne religiøse udtryk er en kobling af den subjektivt filosofiske (eller religiøse) oplevelse, og den nye verdensreligion: psykologien/neurologien (med tryk på de Neuro Linguistiske afarter, hvis indledende præsentation i bogform i 1975, meget sigende hed The Structure of Magic).

Jeg håber og vil forsøge at komme ind på de fleste af disse emner hen ad vejen; som sagt er dette tænkt som et egosymposium og jeg ved hverken hvor jeg er, eller hvor jeg ender.
Men da alting til alle tider har været, og flyder langs skjulte associationsrækker, er jeg overbevist om at de nok skal komme frem til overfladen.
Allerede Platon taler jo om en form for cybernetics (i Gorgias), som en teori om kommunikation og kontrol af regulativ feedback.

For ikke at skabe yderligere forvirring, må jeg hellere slå fast at det holmetiske formål er to-delt:
fænomenologisk og praktisk. Altså hvordan ser det ud derude og hvad kan det bruges til. Og de to ting vil ikke nødvendigvis hænge sammen, hvornår jeg taler om det ene eller det andet, vil forhåbentlig, men ikke nødvendigvis fremgå naturligt.

So here we go:

Moderne popkultur skaber sine egne religioner, med fuldt ud fungerende trossystemer. Hvordan de opstår, integreres, spredes og udvikler sig er uhyre spændende.

Som eksempel findes der en del (især amerikanske og i sær inden for goth- mieuliet) som dyrker vampyrisme (check your local Jerry Springer show), således forstået at de lever i forventningen om at blive vampyrer. Deres forløsning ligger i, at de en dag vil møde en ægte vampyr som vil give dem evigt liv, gøre dem til en af nattens børn. For at opnå dette, og for at tække eventuelle vampyrer i nærheden, omgiver de sig med en mængde ritualer; de klæder sig på en ganske bestemt måde, som det forventes vampyrer deler smag for (victorianske kjoler, sort lak/læder/blonder), de lytter til en bestemt slags musik, ser en bestemt slags film, læser en bestemt slags bøger etc. (dette er selvfølgelig en generalisering, men de har klart mere til fælles i det de omgiver sig med, end det der adskiller dem).

Pointen er her, at deres opfattelse af hvad en vampyr er for en størrelse, og deres der af ritualiserede omgangsformer og levevis, ikke har så meget at gøre med fortidens indoeuropæiske, eller for den sags skyld asiatiske eller sydamerikanske opfattelse af vampyrer, som strækker sig årtusinder tilbage i tiden.
Den har ikke en gang særligt meget (men dog mere, da det tidsmæssigt er dér vampyrmyten er stagneret, ligesom alle myter/religioner på et tidspunkt tidsfæster sig - tænk på præstens 1600 tals kjole) at gøre med Bram Stokers Dracula fortælling.
Der hvor dagens vampyrtilbedere (hvis jeg må være så fri), henter deres inspiration, deres myter og konstruktioner - er fra populærkulturen. Det er fra bøger a la Anne Rice, Laurell K. Hamilton, Poppy Z. Brite etc. og især fra film og tv-serier som fx Buffy the Vampire Slayer og andre popkulturelle fænomener, så som rollespil (fx vampire the masquerade).
Det er ikke alle der elsker og lader sig bjergtage af disse ting, som begynder at “tro” på vampyrer, selvom man dårligt kan have haft interessen uden at mærke kimen i maven, dette lille “hva’ nu hvis” eller “bare nu at..”. Men der er altså nogen, der løfter fiktionen ind i et nyt univers, op i et nyt luftlag, ind i “virkeligheden”, og begynder at tro.

Her har vi altså at gøre med noget som vi kunne kalde en religionsdannelse, med et uhyre komplekst system af koder, tabuer, regler og handlemåder som er grebet ud af popkulturens fiktive universer og videreudviklet på internettet, i film og tegneserier; som alle korresponderer med hinanden, skaber kanondannelser og fastsatte normer for udførelsen i et kulturelt/religiøst rum.
Der er altså ikke noget der gør denne form for religionsdannelse anderledes end så mange andre, kristendommen osv. iberegnet. Her er udgangspunktet blot situeret i en vulgærkultur der sædvanligvis ses ned på, og der af forkastes.
Men vi kan ikke komme uden om at den findes, den ér der, der render sq folk rundt og tror på det og som føler sig som verdens herskere fordi lige præcist De har fundet de vises sten. Vi har så blot en tilbøjelighed til at se mere overbærende på religionsdannelser der baserer sig på, og er forankret i fortiden.

Men vi lever ikke i fortiden, ikke mere i al fald end vi lever i nutiden - så det som jeg ser som et Fænomen, er at vi kan danne os religiøst (nogen ville måske sige, bliver nødt til) ud fra de myter der florerer omkring os, nu og her. Og de myter der florerer omkring os nu og her, de stammer i høj grad fra populærkulturen, og selvfølgelig der i fra populærkulturens leg med kanonkulturen.

Selv om jeg personligt synes det er noget pjat, er det altså ikke pjat i den forstand at det findes, og jeg finder det fantastisk fascinerende at det “kulturelle lag” eller “det religiøse fundament”, er åbnet så meget, at vi kan plukke hvad fanden vi vil fra den, ophøje det, systematisere og ritualisere det. Man kunne også vælge at sige at kulturen ikke har åbnet sig, men simpelthen er sprængt i stumper og stykker, at det postmodernistiske helvede er et symptom på, at vi lever i der untergang des abendlandes - i en ikke-religiøs og deraf akulturel tidsalder. Men hvis dét er facit, hvad gør vi så ved det? Vi opfinder noget nyt. Make up your own gods, and set them loose. Det er uundgåeligt; og vi kan så gå til kilderne, pløje os igennem urkristendom, babyloniske/græske/nordiske/hinduistiske myter og sætte os for at genopfinde guldalderen - eller vi kan lave en ny tids myter, baseret på (wait for it …) ja netop: en ny tids myter.

be seeing you

Okay, Magi!
Lad mig tage udgangspunkt i følgende formulering :

Hjernen er den maskine der konceptualiserer verden (skaber den), og da vi rent faktisk har adgang til denne maskine, er det muligt for os dynamisk at påvirke verden. “Påvirke verden” betyder altså her at “skabe verden”, og det er vigtigt at forstå, at vi i denne henseende hele tiden skaber verden - om vi vil det eller ej. Vi lægger bare ikke mærke til det, men virkeligheden er en konstruktion.
En konstruktion vi vel at mærke er enige om; vi deler, som man siger, konsensus.

Men hvad med den virkelighed, den konceptualisation, den verden vi skaber, som vi ikke er enige om (som vi ikke deler i konsensus med andre)?
Den påvirkning af verden, den skabelse af virkeligheden, som sker enten med eller uden vor “bevidste” viden?
1. Er den ikke bevidst (hvis vi ikke er i kontrol) med den verden vi skaber, og som ingen andre kan genkende (konsensus), kaldes vi psykisk syge (vi bilder os noget ind).
2. Er den bevidst, hvis vi altså bevidst manipulerer verden frem (skaber, konceptualiserer, påvirker etc.) på en måde der kun opleves af os selv (uden konsensus), så kaldes vi magikere.
(Det skal nævnes at jeg mener, at vi også er i stand til at skabe en “ny” verden der drager andre ind i en ny konsensus - vi kommer altså til at opleve “det samme”.)

Hvor om alting er, er det med udgangspunkt i denne tese - at hjernen er en virkelighedsfrembringende maskine, som vi med hjælp at visse teknikker er i stand til at kontrollere, og som vi bør sætte os selv i stand til at kontrollere, da vi ellers blot lader os manipulere, da hjernen jo skaber virkeligheden om vi vil det eller ej - at jeg vil forsøge i et solosymposium, med mindre andre blander sig, at tale mig selv frem til hvorledes vi kan få kontrol.

Omdrejningspunktet er at vi må blive religiøse. Beherskelsen af verden er altid magisk, i al fald er dét den bedste beskrivelse jeg kan give, og det har altid været religiøsitetens udgangspunkt at beherske verden - deraf ordet: magi, som nok vil få nogen til at stejle.
Men ordet magi bruges fordi det altid vil synes som magisk, som noget overnaturligt, når verden (virkeligheden) begynder at opføre sig anderledes - når der ikke længere er konsensus, når du kontrollerer verden.

Tænk på regndanseren der skaber regn, prøv et øjeblik at tage for gode vare, at han rent faktisk skaber regn (det er ham der skaber regnen). Lad os også bare sige, at det rent faktisk begynder at regne. Hvad er det han gør? Han kontrollerer verden, men han gør det uden for verdens normale spilleregler, hans handling er magisk.
Måske vil du sige at han (som jeg sagde tidligere) bare bilder sig noget ind, hvis han virkelig tror at han kan kontrollere verden på den måde, må han være sindssyg.
Men det er jo egentlig sagen uvedkommende, for regndanseren.
Regndanseren er i fuldstændig kontrol over sin egen verden - for det er ham der manipulere den.

Hvad gør du? Lader du dig bare manipulere? Er du i kontrol? Eller står du bare ved siden af og bliver våd?

Nu skal det her hverken handle om at styre elementerne, lave guld eller trylle svigermor om til en hamster. Det skal handle om hvordan vi med nogle teknikker (som med rette kan kaldes magiske, da den benytter sig af ritualer og anden hokuspokus) kan komme i kontrol med vort eget liv. Det skal handle om hvordan vi skaber vores egen forestilling om verden, og hvordan vi får magten over denne virkelighedsskabende maskine, som vi render rundt med i hovedet.

[[[[ her vil jeg lige - føler jeg helt aproposisk (!) - indføre min begejstring og anbefaling til en ny bogudgivelse i denne uge, der nu med 186 års forsinkelse foreligger på dansk : Arthur Schopenhauers’ “Verden som vilje og forestilling”. Den gode Arthurs påstand i dette hovedværk, er at vi netop ikke kan sige noget om verden i sig selv, verden er det vi forestiller os.
Ikke at der er noget nyt i det, det mente G. Buddha jo også. Ak ja, som Koheleth siger: Der er intet nyt under solen - heller ikke fra denne Blog - But there ya go. ]]]]

Et af mine andre udgangspunkter, er at jeg ikke vil beskæftige mig sig meget med “klassisk” religion, ikke at jeg kan undgå at eksemplificere, men fordi en af pointerne med mit projekt er, at vi ligeså godt (da vi jo lever i en ikke-religiøs kultur) kan benytte os af moderne mytologi, og endnu bedre - selve pointen - opfinde vores egen.

Nå! nuff said for now.

Lad mig slutte denne afdeling af med at citere filosoffen og antropologen Claude Levi-Strauss :

- “Instead of opposing magic and science, it would be better to compare them as two parallel modes of acquiring knowledge. Their theoretical and practical results differ in value (as science is certainly more successful than magic from this point of view, although magic foreshadows science in that it also sometimes works). But both science and magic require the same sort of mental operations, which differ not so much in kind as in the different types of phenomena to which they are applied.
These relations are a consequence of the objective conditions in which magic and scientific knowledge appeared. The history of the latter is short enough for us to know a good deal about it. But the fact that modern science dates back only a few centuries raises a problem which ethnologiests have not yet sufficiently pondered. The Neolithic Paradox would be a suitable name for it.”

Be seeing you

‘This story is old – I KNOW but it goes on’

A man offers a woman a bouquet of bruises.Acts of violence shiver in dark corners. Control becomes an obsession… a fetish.

Det er nu muligt at bestille billetter til musicalen : Some Girls Are Bigger Than Others, en musical baseret på ca. 20 sange af The Smiths.
Showet er skrevet af Andrew Wale og Perrin Manzer Allen, som er kendt for et lignende koncept med “Jacques Brel’s Anonymous Society” ligeledes baseret på 20 sange (af Brel).
Musicalen beskrives som antitesen til Abba musicalen Mama Mia (som jeg ellers begejstret så for et par år siden i London).
Hver sang udspilles inden for egen kontekst ( det er altså ikke en lineær historie), men er knyttet sammen i det som de kalder: a film without a text.
Forestillingen kører fra 30 juni til 23 juli.
Check out Lyric Hammersmiths website

Alan Moore, det gnostisk inklinerede magick-udøvende geni bag bla. graphic novel mesterværkerne The Wachmen, From Hell og League of Extraordinary Gentlemen, får nok engang filmatiseret et af sine værker : V For Vendetta.

V For Vendetta er et inspirerende værk om en mystifystisk anarkist der arbejder på at vælte en fascistisk engelsk regering (much like our very own foghstitopian nightmare).
Kort fortalt følger man hovedpersonen V (som optræder som baggrundsfigur), der har fattet pointen idet at han benytter sig af antidemokratiske virkelmidler som terrorisme (bla. sprænger han Big Ben i luften) for at bringe demokratiet tilbage til magten.
Undervejs diskuteres der autoritetskontrol, anarkisme, had, frihed og spørgsmål om moral og menneskerettigheder, hvor han sammenligner nazityskland med moderne demokratiske dyder som kontrolleret forsamlingsfrihed, overvågningskameraer, social marginalisering og individualiserings politik.
Alt sammen proppet ind i et litterært genreoverskridende projekt i postmodernismens optik (værket er oprindeligt fra 1982/83 hvor denne isme var højeste mode).
Det bliver spændende at se hvordan man får disse pointer igennem in this day and age post twin towers. Eneste umiddelbare lyspunkt er at den skal instrueres af Jim Mcteigue som er kendt fra bla. Star Wars (ep. II+III), Dark City og de to sidste Matrix Film - Warchowki brødrene har også skrevet manuskriptet til V For Vendetta.

Alan moore kreerede i øvrigt også karakteren John Constantine (en kæderygende magiker) til serien Swamp Thing, som senere fik sin egen geniale serie Hellblazer (også Moore og med forrygende covers af Dave Mckean) - og en film baseret på denne figur er også netop færdiggjort med (gylp!) Kenau Reeves i hovedrollen.
Moore har imidlertid bedt filmselskabet om at fjerne hans navn fra filmen, og har frabedt sig alle royalties, og i stedet anmodet filmselskabet om at dele pengene ud mellem de fire andre tegneserieskabere, der medvirkede til at skabe Constantine-figuren.

Dette udfald er sket som en konsekvens af forfatterens voksende afsmag for Hollywood og film generelt - ikke mindst filmene baseret på Moores egne værker, som “From Hell” og “The League of Extraordinary Gentlemen”.
Ifølge Neil Gaiman har Moores holdning tidligere været, at han ikke var interesseret i at have noget med filmene at gøre, men at han gerne ville inkassere royalty-checks. Nu er han dog heller ikke længere interesseret i disse checks. Gaiman siger at Moore har samme holdning til “Constantine” som til de tidligere filmatiseringer af hans tegneserier: “Han vil måske leje den på DVD en dag - når helvede fryser over.”

The Watchmen er i øvrigt også i pre-production. Gud hjælpe os.

Jeg vil gerne skrive lidt om magi - men jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte. Så jeg tror jeg digresser lidt, fordi jeg er en popkulturel freak, og fordi det i sidste ende hænger sammen med hvor nogle af de mere interessante religiøse ny-dannelser, fra starten af 80′erne har været på vej hen; og som man nu kan tale om er så integrerede i selve dannelsen og udtrykket, for den “nye” måde at opfatte magi på.
Lad os se hvor vi ender.

70′erne kanoniserede anti-helten - og i 80′erne var troen på helten der uselvisk og rent, kæmper for Det Gode, død. Heltene var der stadig, men impulsen til at kæmpe for det gode, blev gjort til en underliggende psykologisk dynamik, der i nogen tilfælde, fx i The Batman, Punisher, Daredevil blev direkte sociopatisk.

Det Gode som begreb, er nu, efter postmodernismen, relativismen og socialkonstruktivismen, så indgroet et Forkert begreb, at der ikke bliver stillet spørgsmål ved det længere.
Det er blevet et blindt punkt, og det anses som direkte barnligt, eller som tegn på manglende forståelse, hvis man hævder det modsatte - skægt nok af de samme mennesker, der netop påstår at være imod historiens automatiske fremdrift som fremgang.
Det er i al fald sandt (!) at hovedparten af de universitetsstuderende (hvilket selvsagt er en generalisering) er relativister pr. rygmarv. Relativisme vil bl.a. sige, at et synspunkt, en beskrivelse af et mikroskopisk aspekt af verden eller en overordnet teori altid er bestemt af den der har synspunktet, beskrivelsen eller teorien, og at der ikke findes sandheder som er gyldige for alle. Det er ikke længere muligt at opstille nogle fælles kriterier for sandhed. Man vælger den teori m.m. som man nu synes bedst om, men man kunne for så vidt lige så godt have valgt en anden; andre vælger på andre måder - og sådan er det bare. Synspunktet er så indgroet at de fleste ikke er klar over at det er et synspunkt, det opfattes som indlysende og som noget alle andre også mener.
Men her menes der altså at være sket en udvikling, der gør at vi i dag er blevet så kloge, at vi ikke længere kan tale om “det gode” og “det onde”.
At det så er gået hen og har udviklet sig til, at vi der af heller ej kan tale om “det gode” og “det dårlige”, er blot endnu et søm i kisten.
Men nok om relativismen for nu.

Den Antihelt der i 70′erne udvikledes inden for vigilante-genren (og som i sin kim kom fra 60′ernes europæiske makeovers af gamle amerikanske genrefilm - fx de italienske spaghetti-westerns) blev i de britisk/skotske undergrundstegneserier i slutningen af 70′erne gjort til omdrejningspunktet i reaktion mod de amerikanske SuperHeroes fra forlagene Marvel og især D.C. hvis helte var om end endnu mere clean cut the american way end Marvels.
D.C. producerede helte uden akilleshæle, kedelige spejderdrenge med to dele mickey mouse og tre dele Tintin, udstyret med en dobbelt-op-dosis af superkræfter, der gjorde dem så super uovervindelige at de i manges øjne blev super kedelige.
Derfor er det også pudsigt, at det netop var hos D.C. at de britisk/skotske tegnere og forfattere i 80′erne og 90′erne fandt deres hjem (D.C. kreerede endda et helt nyt forlag, specielt til disse ‘typer’ kaldet Vertigo http://www.dccomics.com/vertigo/).
Det britiske tegneserie forlag 2000AD (nok mest kendt for Judge Dredd serien) skabte en række af de serietegnere og forfattere, der i dag er ånden og drivkraften i tegneseriehæfterne, og deres udvikling i graphic novel formen.

De fleste af dem er som sagt nu relokaliseret til USA, og arbejder for de store amerikanske selskaber DC og Marvel hvor de omformulerer og genskaber og udvikler de klassiske helte,
(især revitaliseringen af Swamp Thing, Doom Patrol og Animal Man var vigtige), samtidig med at der skabtes nye mytologier fx. Sandman, Invisibles, Hellblazer, 100 bullets, Preacher etc…
For lige at få nogle navne på taler jeg om skabere som alan moore, garth ennis, dave gibbons, grant morrison, kevin o´neil, john wagner, brian bolland, dave mckean, warren ellis, steve dillon, neil gaiman, mark millar, pat mills.

Deres indflydelse på, og deres samarbejde med amerikanske kindred spirits, som fx Frank Miller - der gav os den sociopatiske figur, som alle i dag tror altid har været The Batman - har været ubetalelig.
Disse forfatter/tegnere begyndte at se tegneserierne som en del af en moderne mytologi og psykologi, fuldt ud lige så gyldig og influerende, som alle mulige andre myter og religioner, og med samme vægt som alle mulige andre litterære værker. Samtidig havde de et helt andet forhold til genre-dannelse, og typisk shoppede de rundt mellem pulp-fiktionernes krimi, fantasy og science fiction universer, blandet op med højlitteratur som Shakespeare og Milton, kunstmanifester, filosofi, film og tv, gamle tegneserier, rockmusik, religioner, kulter, mytologier et cetera - alt sammen opfattet som litteratur - intet mere eller mindre værd.

Tit kørte denne postmodernisme helt ud i hampen og endte i en meta-fiktion så palimpsest-agtig og med så mange tråde ud i citationerne, at det blev ulæseligt (men en ikke mindre fantastisk oplevelse af dén grund) :
Fx endte Grant Morrisons’ version af Animal Man - en gammel traditionel superhelte figur i D.C. universet - med at hovedpersonen finder ud af, at han er en fiktiv karakter i en tegneserie, hvilket han må tage filosofisk og eksistentiel stilling til. Til sidst møder Animal Man endda Grant Morrison selv.
Denne måde at se på værk/figur/læser/skaber relationen på, kendes selvfølgelig inden for litteraturen (Borges, Auster, Nabokov, Svend Åge Madsen, Neutzsky-Wulff et cetera), men den måde, nogle af disse tegneserieskabere twister denne genremodel, gør at jeg har fundet det interessant at beskæftige mig med dem, i forbindelse med hvad der må komme på denne Weblog in a future near you.

Det er nemmerligen min påstand, at den underliggende fokus og filosofi for denne måde at se verden på, kan anskues (benyttes) langt mere radikalt, end blot som en afart af en litterær isme.
Den er religiøs, og kan anskues som et magisk system.
Nogle af de tegnere, der åbent erkender deres interesse og praktiske virke (benyttelse) af magi - det være sig crowleyism, frimureri, gnosticisme, kaos magi etc. - er Pat Mills, Mark Millar, Grant Morrison og Alan Moore, og indflydelsen ses tydeligt i serierne. Morrison skabte fx mesterværket The Invisibles som en sigil (et begreb jeg vil gå mere - meget mere, i dybden med senere).

Det skal siges at The Invisibles, er den absolut bedste, afsluttede, serie jeg til dato har læst, bedre end Wachmen sågar. Så tag det som en opfordring, read it and weep.

Be seeing you

Tog mig endelig sammen til at se Hitler : The Musical, og jeg må sige at den var overraskende god.
Specielt smuk er slutscenen hvor Hitler sidder på ruinerne af sin bunker, i et sønderbombet Berlin og synger, måske stykkets mest rørende sang, så ikke et øje er tørt :

a had this dream
this dream
of me and you
togeher in a world
without a single jew

it was just a simple dream
a dream that had to end
but maybe in a 100 years
we´ll begin to dream again

and in our shiny shiny boots
we will dance again
we will find our national roots
and we will dance again

we will dance again
we will dream again
but until then (my friend)
this is the end

Efter at have fulgt hovedpersonens (Adolfs) liv, hans drømme og hans op- og nedture tilsat forrygende danse- og musiknumre (jeg er ganske overbevist om at duetten mellem Adolf og Eva bliver en klassiker), er det, selvom man selvfølgelig kender historien, alligevel et chok - at man ikke får den sædvanlige happy ending. For man kommer til at føle med Adolf, og håber på at han alligevel vil klare den. Så da de sidste linjer “this is the end” bliver sunget, sidder man med en klump i halsen.
Personligt håber jeg i al fald at rygterne om en 2′er er sande.