Corpus Holmeticum

»Sanddru hedning, tyrk og jøde,
dem har Gud i grunden kær,
hader fremfor alt de søde,
som på skrømt, ham træder nær«
(Grundtvig)

Politisk set har jeg aldrig været så desillusioneret; politikere som medieludere og medier som politikerludere. Hånd over hånd - høg over høg.

For at gå ind i politik i dag, må man virkelig være idiot, eller rent faktisk synes at dette (gameshow-udgaven) er måden at føre politik på (uanset ideologisk hælden), in which case - man virkelig må være idiot.
Men det er jo selvfølgelig en måde at blive kändis på - og hvad er vigtigere i dag?

Og væk fra den Storpolitiske arena, hvor de små slipsedrenge leger rigtige USA-politikere, er jeg i mit eget bagland blevet belært :

at den personlige frihed handler om den personlige jagt på penge, hvilket er undskyldningen for at træde hvem som helst under fode, med et ironisk sardonisk grin.

at man ikke behøver tage sig af andre mennesker, hvis man bare beslutter sig til at dét er ens ideologiske ståsted (hvilket så blot igen, gør at man kan grine af andres ulykke, og tilladt kaste al medmenneskelighed i havnen).

at 4,5 milliarder kroner, til folk der er ved at dø af sult og sygdom, er fuldstændigt underordnede peanuts - i sær hvis det betyder at vi herhjemme (de rigtig fattige i verden) hver i sær, kan få et par hundrede kr. mere om måneden.

at afrikanere (alle afrikanere) slet ikke har fortjent deres ulandsbistand, da sorte mennesker slet ikke er interesseret i andet end at sove længe og slå hinanden ihjel (et genetisk faktum).
Det er i øvrigt videnskabeligt bevist, at de i al fald ikke er så kloge som os. Det er asiaterne så vist nok, men i deres gener ligger der en umenneskelighed vi hvide mennesker slet ikke kender (og så har de små tissemænd).

Holocaust siger du ? Hvide mænd ? Nå ja, men alle jøder er jo rent faktisk rige, pisse irriterende og i bund og grund selv ude om det - den hvide mand kan i al fald ikke klandres for dét, da HolyCause jo både var forståeligt og et enkelttilfælde.

at det generelt handler om at få Magten, da man så ikke længere behøver bekymre sig om andre end dem der er enige med en selv - undertrykkelse findes ikke, da magten jo netop gives demokratisk, folk der er uenige er således udemokratiske - og kan sultes, marginaliseres, sygeliggøres og destrueres på forgodtbefindende (men vi kan heldigvis grine mens vi gør det, og det hjælper jo på humøret).

Dat veniam corvis, vexat censura columbas - og verden forgår i almindelig morskab.
Jeg sidder i al fald og griner hysterisk.

Men heldigvis bygger holdninger ikke verden - kun kærligheden - :

»Sanddru hedning, tyrk og jøde, dem har Gud i grunden kær,
hader fremfor alt de søde, som på skrømt, ham træder nær«

Det er alle dem der ikke er som os selv, vi skal elske. De anderledes, dem der ikke kan give noget tilbage, dem der ikke fortjener det, dem vi ikke bryder os om, dem der er i mod os, dem det ikke er let at elske.

Put that in your pibe and smoke it - motherfuckers !

Så Kill Bill - ved godt at jeg er lidt bag ud, men jeg har altså travlt med mine tv-serier - og scooby-doo kører på cartoon network.

Meta meta metervis af meta-data. Der er så mange kulturelle referencer i denne film, for en mand i præcis min alder (Quintin er selv ??? .. well noget nær og nogle år ældre end moi), og især hvis man siden ca. 1978, har haft en sund fanatisk interesse for alt made in Hong Kong slash Japan - og er blevet fodret med wuxiá, kung-fu, vigilante, exploitation, bruce lee, sonny chiba og ninja film. Heltinden går sq rundt i en ‘game of death’ lookalike dragt og bøffer japanske bøllefrø iført Kato-masker.

Q er i øvrigt frydefuldt suveræn til at referere sine egne produktioner (Red apple cigarettes og Big Kahuna burgers glimrer ved deres tilstedeværelse).

Og musikken! Musikken er fantatisk, en nærmest overdreven brick a brack pastice af Chaw Brothers 70′er soundtracks og surfer-rockabilly blandet med over-the-top hip hop - der kommer til at lyde som en nærmest grotesk efterligning af gamle politi tv-serie kendingsmelodier. Fx udspilles den klassiske ene-mod-uendeligt-mange kampscene, som jo er et must i Japan slash Hong Kong kung-fu flix genren (og som også Matrix dyrkede som pastice) her med et soundtrack der skifter 3-4 gange over alle de temaer før nævnt, i en og samme scene.

Lyden er i det hele taget et kapitel for sig. De japanske lydeffekter får Bud Spencer lussinger til at lyde som en våd fluesmækker der rammer en svamp, og den måde blodet i ren Holy Grail tegneserie-stil sprøjter på, er g e n n e m-ført ligesom alt andet der løfter filmen ud af filmmediets normale trummerum (selv når man prøver at lave æææventyr som Star Wars og én Tolki én, som desværre blev til tre), og ind i en egen verden af billeder, symboler og formsprog, der intet har at gøre med denne verden, men er fuldt ud selv -refererende og -opretholdende eskapisme (som fx Lynch også mestrer).

Går man ikke ind og bliver ét (1) med værket, virker det fjollet, påtaget og forceret, men forholder man sig til værkets egen indre fortælling og er i stand til at glemme “sig selv” (Le grand Illusion) og lader sig Manipulere - da er man reddet fra verdens vrimmel i 106 minutter.

Og det er faktisk kun når jeg ser enten Cronenberg eller Lynch at jeg får lyst til at tale i timevis om film. Og så er der praktisk talt ingen handling i filmen - fantastisk. Ikke mindst fordi jeg havde regnet med at den ville være p i s s e dårlig.

Glæder mig til at se 2 ‘eren, og glæder mig til at vise NSJ værket, i og med at hun på forhånd hader Kill Bill endnu mere end jeg selv gjorde.

Og til alle jer andre - see it and weep.

Ps: Dette er i øvrigt den sidste post der vil være enten anmeldelse eller bagsiden-af-Urban-agtig (at least for a while).

Det er vist på tide at få denne Weblog til at handle om det der oprindeligt var intenderet.

Næste post forestiller jeg mig, bliver en slags overgangsrite omhandlende tegneserier og antihelte som en bro mod det Holm-etiske univers.

Verden er magisk og pragmatisk. Make up your own gods, and set them loose.

pps: Hvilket betyder at jeg også får svært ved at opretholde indgåede forpligtigelser angående læsningen af det 20 århundredes påståede kanon, sammen med udvalgte venner. Men lad os nu se, måske der alligevel bliver plads til Nostromo i februar.

Jeg har T-shirts i skabet.
Okay jeg har vist også nogle på loftet, som jeg har en eller anden formodning om jeg kommer til at få lyst til at bruge igen.
Jeg prøver så vidt muligt at placere mine T-shirts i 3 bunker.
1. hvide
2. sorte
3. forskelligfarvede
Jeg forsøgte engang at opdele de hvide og de sorte i to delbunker
1. hvide
2. hvide med tryk
3. sorte
4. sorte med tryk
- og så var der også en periode hvor jeg havde en 6. bunke til polo-shirts.
Men det blev for mange bunker.
En lynhurtig optælling (minus hvad de måtte være i vasketøjs-tøjkurven) giver 38 stk sorte 20 hvide og 22 forskelligfarvede - incl. 4 stk polo (og så er der dem der på loftet).
Der er flest bandnavne af dem med tryk (print) på, fx Morrissey, Smiths, Current 93, Mesh, AC/DC. Men i øjeblikket er jeg mest glad for min Buffy the Vampire Slayer T-shirt.
Og så kan jeg afsløre at jeg netop har købt en Scooby-Doo T-shirt på Ebay - den glæder jeg mig meget til.
Den er lyseblå.

At Eminem er genial, fortæller jeg alle der gider høre på mig; det gider de fleste godt, men det er de færreste der gider høre på at Eminem er genial. Jeg tror det hænger sammen med at det er de færreste der gider høre på Eminem. Altså i mine omgivelser - men her er vi også så overbeviste om vor egen gode smag, at vi slet ikke behøver lytte til teksterne, og det er dem det drejer sig om. Musikken kan du stikke op i en ræv. Sådan er det jo også med Bobby Dylan - det er teksterne det handler om. Personligt synes jeg Dre’s musik fungerer perfekt, men jeg har ikke noget behov for at promovere Dur-akkorder, Mol-becifringer og Skalaskift - da jeg ikke aner hvad det er, og i det her tilfælde er lige så glad.

Prøv at læs følgende :

Imagine It Pouring, It’s Raining Down On Us
Mosh Pits Outside The Oval Office
Someone’s Tryina Tell Us Something,
Maybe This Is God Just Sayin’ We’re Responsible
For This Monster, This Coward,
That We Have Empowered
This Is Bin Laden, Look At His Head Noddin’
How Could We Allow Something Like This Without Pumping Our Fists
[ … ] Maybe We Can Reach Al Queda Through My Speech
Let The President Answer A Higher Anarchy
Strap Him With An Ak-47, Let Him Go, Fight His Own War
Let Him Impress Daddy That Way
No More Blood For Oil, We Got Our Own Battles To Fight On Our Own Soil
No More Psychological Warfare, To Trick Us To Thinking That We Ain’t Loyal
If We Don’t Serve Our Own Country, We’re Patronizing A Hero
Look In His Eyes Its All Lies
The Stars And Stripes, They’ve Been Swiped, Washed Out And Wiped
And Replaced With His Own Face, Mosh Now Or Die
If I Get Sniped Tonight You Know Why,
Cause I Told You To Fight.

Dette er uden tvivl den bedste anti-Bush tekst, i kølvandet på galningens kapitalkorstog. Og selv hvis man er enig med Bush, og synes han er en rigtig onkel braveheart, så vil man vel stadig være interesseret i god politisk satire, velskrevet og godt leveret.

Men er ham dersens Eminem ikke en latterlig bøssehader (hører man, og sikkert fra den samme Bushmani-type fra før - for vi ved jo alle at Bush … ) - hvilket let og elegant bringer mig frem til det næste belærende eksempel, fra Eminems nyeste Lp : Encore. For hvis det ikke er sivet ind, er dette ved at udvikle sig til en anmeldelse, hvilket gør at jeg vel bliver nødt til at udvikle et rating system - hvilket får mig til at huske at sende en kærlig tanke til den producer, som valgte at stoppe Filmland på DR2, med ham der den skaldede nar fra en fredagsbar på KUA.

Nå! Sangen hedder Rain Man, and it gosa littl something like this :

Now in the Bible it says
Thou shalt not watch two lesbians in bed,
Have homosexual sex
Unless of course you were given the consent to join in
Then of course, it’s intercourse
And it’s bi-sexual sex
Which isn’t as bad, as long as you show some remorse for your actions
Either before, during or after peforming the act of that which
Is normally referred to have such, more commonly known phrases
That are more used by today’s kids
In a more derogatory way but
Who’s to say, what’s fair to say, and what not to say?
Let’s ask Dr. Dre
Dr. Dre? (What up?)
I gotta question if I may? (Yeah)
Is it gay to play Putt-Putt golf with a friend (Yeah)
And watch his butt-butt when he tees off? (Yeah)
But, ut! I ain’t done yet
In football the quarterback yells out hutt-hutt
While he reaches in another grown man’s ass
Grabs on his nuts but just what if
It was never meant it was just an accident
But he tripped, fell, slipped and his penis went in
His teeny tiny little round hiney but he didn’t mean it
But his little weenie flinched just a little bit
And I don’t mean to go in into any more details but
What if he pictured it as a females butt?
Is that gay? I just need to clear things up
Til then i’ll just walk around with a manly strut […].

Men man skal selvfølgelig høre det leveret, det er jo poesi, det skal høres - ligesom Dylan, både Bobby og Thomas.
Eminem har holdt sig på toppen i seks år nu, uden slinger, blot med større forståelse, fordybelse og fornedring af hele resten af brancen.

Jeg begyndte med at kalde ham genial; hvad jeg mener er : at han er ved at nå det - at skabe sit eget omsigselvdrejende univers, fuldt udstyrs-ekviperet, med en i sig selv regulerende myte - urørlig. auto-indkapslet- som almond, cave, moz og meget meget få andre har været i stand til - oprigtig originalitet ses så skældent. Parentetisk bemærket (en herlig måde at slippe for at sætte sætningen i parentes), hvor er det pinligt for det sorte hip hop establishment, hvordan de har ladet MTV voldføre en ægte original kunstform(som jazz, blues og rock’n'roll), og se hvordan de vedbliver med at være alfons til eget liveshow (ikke at der er noget galt ved at være black). (syv syttens med de parenteser, der formerer sig som havde de et udråbstegn i enden !). Jeg er meget glad for den nye Lp.
Listen and weep.

PS
Uha ja ! tekstuelt hvad angår ord, både sammensatte og sådan lidt hver for sig, men i et helhedsperpektiv - så er Malk de Kojn’s Sneglzilla oså ganske forrygende, hvis det skal være dansk, og det skal det jo i ny og næ når det huer.

Jeg ved godt at det er tidligt på året, men jeg satser alligevel på at dette bliver en af de mere bizarre nyheder i 2005. I al fald er den mærkværdig, på en frastødende måde - og ikke mindst overskriften (fra TV2’s film gossip websider) er som taget ud af Louise Freverts (www.mavedans.dk) vokabularium :

Oprah-gæsts ven forsvundet i flodbølge

Tyg lige et øjeblik på dén. “Oprah-gæsts ven …” ?
Hvad i sytten prøjsiske pungdyrs pyromaner betyder det ?

Her er så historien :

Oprah Winfrey (hende den tykke offer-amerikaner - undskyld Afro-amerikaner, der fik ødelagt nobelprisen i 1993) har hyret en gruppe tidligere soldater fra det amerikanske marinekorps, til at finde en af de savnede efter tsunamien i asien.
En af fat O’s faste gæster, indretningsarkitekten Nate Berkus, var på ferie på Sri Lanka sammen med sin ven, der skvattede i havet og blev taget af en bølge.
Nu betaler chubby O for, at elitesoldaterne finder vennen. De er rejst til feriebyen Arugam Bay, hvor de starter deres eftersøgning. Winfrey har sendt et kamerahold med, så hun kan få materiale til en specialudgave af sit talkshow.

Og her er min pointe : [ … ! … ] okay jeg har ingen pointe - lad mig synge en sang i stedet for :

It’s a world of t.v.
A world of tubes
It’s a world of wires
That lead to the tubes
I’ve seen on the t.v.
More than I care to see
It’s perversion at it’s best

It’s perversion at it’s best
It’s perversion at it’s best
It’s perversion at it’s best
It’s a weird , weird world

Nu lovede jeg jo at vende tilbage mere vrissen - men:

The Spirit er fra tidernes morgen verdens bedste tegneserie-serie, og dens skaber Will Eisner er netop død. Sorry Schulz, Goscinny, Lee, Miller, Gaiman, etc .. I er måske ækvivalente med Dante, Milton, Tolstoj etc .. - men så er Eisner Shakespeare. Eller var.*

Historierne om Denny Colt (The Spirit) var humoristiske, voldelige, patosfyldte små mesterværker, fyldt med kriminalintriger, kærlighedsforviklinger, drama, tragikomik, og sort etik. Serien kørte fra 1940-52, hvorefter Eisner desværre brugte de næste mange år, på at tegne træningsmanualer til hæren. I slutningen af halvfjerserne revolutionerede han så tegneserieindustrien igen (A Contract with God), med opfindelsen af formatet Graphic Novel, som på mange måder er blevet tegneseriemediets redning.

Ved hans død var han ved at udgive en fortælling : The Plot: The Secret Story of The Protocols of the Elders of Zion om kreationen af alle konspirationsteoriers moder (tidligere har han udgivet Fagin The Jew, hvor Dickens bliver revset for sit karaktermord på Fagin).

Anyhur - og med Spandau Ballets udødelige ord: to cut a long story short : Rest In Peace **

I øvrigt : Tegneseriens svar på The Oscar Awards hedder The Eisner Awards, som jeg er himmelrøgt for (og jeg bliver så sjældent røgtet i himlen) i 2004 - best single issue - blev tildelt Kurt Busiek (som de sidste 10 år har været min favorit-tegner), for hans livtag med en af mine absolut største fiktive helte: Conan (som jeg nok skal vende tilbage til).

(Jeg bliver nødt til at finde ud af hvem der opfandt parantesen) (det der med *asterix-fodnotehenvisningerne er nu også ganske smart).

* Det er selvfølgelig noget værre rod at blande strips, comic books (hæfter), albums og graphic novels sammen, ligesom det er uhensigtsmæssigt at blande humor, horror og hero - but you get the general idéa.

** Måske man skulle slå sig ned som nekrologskribent, siden nu alle synes at dø i disse tider (en mode som jeg vel at mærke foreslog for år tilbage), og siden det synes at pisse mine venner af - to fluer, og så er jeg kæk.

Nu prøver jeg hverken at være morsom ( …) eller mandsfetichistisk, og selvom flagelanteri lyder som en herlig hobby, er mit mandsorgan (min dybe tenor, altså) mig for dyrebar til en karriere som selvkastrat.
Ved egentlig heller ikke hvorfor jeg heiler mig op over dette her, men det skyldes nok min kærestes femikirurgiske ekskursioner som er smittebærende.

Således flankeret af forhåndsundskyldninger og blødgørende special-effects, er her følgende : et udsagn - et fysiologisk problem - og en lang påstandsætningskonstruktion :

1 »Kvindens ordforråd er i reglen mindre end mandens«.

2 »Hos kvinden går ordene meget hurtigt ind ad det ene øre og ud igen - ikke just ad det andet øre, men ud ad munden«.

3 »Tegnsætning er ikke kvindernes stærke side, og man tør dristigt påstå at i alt fald komma, semikolon, punktum og ny linie, der tjener til logisk inddeling, næppe var blevet opfundne eller kommet i almindelig brug, om kvinderne hade været enerådende på de områder«.

Nu ville det jo ikke morsomt, hvis det ikke var fordi citaterne stammer fra bogen ‘Sproget’ fra 1941 skrevet og fuldblodsforsket af professor Otto Jespesen.
Vi tager derfor lige et fjerde guldkorn:

4 »Kvinden tænker i tankestreger, men det vil netop sige i spring og uden at føre tankerne til ende. (…) Hertil hører også hendes store forkærlighed for ‘opstoppersætninger’, hvor man kun får halv besked og selv i tanken må kvæde visen færdig«.

Og om kvinder på uddannelserne lyder det :

5 »Problemet er, at med den styrke, som kvinderne får, ændrer vi forestillingen om, hvad der er gyldig viden. Hvis viden kan gøres snakkesalig, mister vi forestillingen om, at der er noget, der må stå til troende,«

He he - de var sq sjove dengang i 40′erne - bortset fra at sidste udsagn er fra december 2003 (og derfor officielt den nu ældste nyhed på denne blog) fra professor og rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, Lars-Henrik Schmidt.

Det er fascinerende som halvchauvinistisk mand, og det må jo indrømmes, meget sidder jo på rygmarven, at blive konfronteret med sådanne holdninger, der sætter automatpiloten i relief.
Jeg fatter jo ikke halvdelen af hvad kvinder siger, men det opfatter jeg trods alt som en brist i min egen opfattelsesevne (som regel er jeg dog fløjtende ligeglad), og ikke som et udtryk for at kvinder ikke har gyldig viden (qua deres snakkesalighed).

Nu har jeg vist været politisk korrekt nok for i aften. Jeg vender snarest frygtelig vrissen tilbage.