Corpus Holmeticum

Apropos vores tete a tete om Holmes, kan jeg fortælle at følgende vittighed er blevet kåret som den anden (no. 2) sjoveste vittighed I VERDEN, ifølge en VERDENSomspænde internet undersøgelse. Vittighederne er sågar samlet og udgivet i bogform. Here goes :

“Sherlock Holmes and Dr Watson go on a camping trip. After a good dinner and a bottle of wine, they retire for the night, and go to sleep.
Some hours later, Holmes wakes up and nudges his faithful friend. “Watson, look up at the sky and tell me what you see.”
“I see millions and millions of stars, Holmes” replies Watson.
“And what do you deduce from that?”
Watson ponders for a minute.
“Well, astronomically, it tells me that there are millions of galaxies and potentially billions of planets. Astrologically, I observe that Saturn is in Leo. Horologically, I deduce that the time is approximately a quarter past three. Meteorologically, I suspect that we will have a beautiful day tomorrow. Theologically, I can see that God is all powerful, and that we are a small and insignificant part of the universe. What does it tell you, Holmes?”
Holmes is silent for a moment. “Watson, you idiot!” he says. “Someone has stolen our tent!”

Vist mere latterlig, end egentlig morsom. And speakin of…… Latterlig! og med chancen for at få ørene i kaminen (jeg tror desværre ikke jeg har en eneste skingrende hysterisk kvindelig bekendt tilbage, der ikke abonnerer på egoversionen af nyfeminismen).
En VERDENSomspændende undersøgelse (m. 32 spørgsmål) foretaget blandt 103 historiestuderende på Århus Universitet, om deres paratviden i faget, viste at de mandlige havde et gennemsnit på 17,1 rigtige svar, mens kvinderne havde 8,4.
Det er jo latterligt i sig selv. “Det er et problem at især de kvindelige studerende ikke klarer sig bedre”, udtaler lektor Anders Bøgh fra uddannelsen (sic .. nok snarere suk).
Og nu kommer springet fra det rent epistemologisk latterlige, over en vækkelse, til det hierakisk objektivt morsomme : Bøgh ser flere forklaringer på hvorfor kvinder ikke ved fx hvornår gældende grundlov blev vedtaget :
1. Undersøgelsen er forkert udformet.
2. kvinder opdrages og socialiseres anderledes end mænd.
3. mænd og kvinder har forskellige gener (åbenbart har det i urtiden været mere nødvendigt for mænd at have paratviden).
Og som alle vittigheder har denne også en punchline : Bøgh fortsætter : “Måske skal der anlægges andre pædagogiske vinkler, så kvinderne finder oplysningerne så interessante, at de bliver hængende“.

(tavshed ….. )

Man har iøvrigt gjort sig den opdagelse at kvinder generelt klarer sig dårligere end mænd ved olympiader og andre stævner i den rette ånd, hertil kunne man jo begynde at ligge blyplader som indlæg i herregummiskoene. Men højst sandsynligt er det blot fordi konkurrencerne er forkert udformet, eller at kvinder socialiseres anderledes end mænd.
Men hov, waita doggone minute - man har jo fundet en løsning - kønsopdelte konkurrencer.
Kunne man ikke bare gøre det samme på uddannelserne? Well you ask a silly question …

ohh ja, lige på falderæbet - Samantha Fox er ved at få et comeback (jeg så det selv på svenska televisionen i aften), det er lige ved at smilet vender tilbage igen.

“Da Nick Cave ved sit klaver var omtrent halvvejs i sin omvendte, satiriske salme ‘God’s In The House’, lød pludselig et højt »Halleluja!« ude fra den fyldte, mørke sal. Den latter, der straks rejste sig som svar, antydede, at mange havde lyst til at istemme udbruddet.”
Således skriver politikkens anmelder om Cave koncerten i fredags. Men det var jo netop ikke et samstemmende udbrud, det var et ironisk udbrud, så typisk for dansken hin hyggegode, og derfor kom den forløsende latter, der gør alt latterligt og pander al form for dybsindighed i jorden. På samme måde så man ustandseligt så de tændte lightere, der jo heller ikke menes, men skal stå som et ironisk statement som bevis på at De jo aldrig ville kunne finde på at tænde en lighter for real, og for igen at tage brodden af den værste fordybelse. Altid skal der blødes op, udvandes og vulgariseres – pinligt !

Pinligt at inkompetente oldermænd var sat til at passe 25 kroners garderoben, pinligt at 2 bartendere var sat til at passe den største bar, med konstant 300 kunder i køen til at købe en lille pinlig flad fadøl til 40 kr.

Caves format er dog ubestrideligt, og hans stemme knuser ethvert pinligt opsat anlæg. The bad seeds er stadig verdens bedste backingband (selv uden Blixa), og alle irritationer gav fortabt som koncerten skred frem.

Aftenens bedste sang: Stagger Lee

Overkriften på denne post er as it goes: to whom it may concern.

Dostojevskij blev paralyseret af kvinder (og hvem gør ikke det) i en sådan grad at han en dag besvimede, da en ukendt skønhed fra Petersborg blev præsenteret for ham.
Kun skønheden kræver sine fald, man falder ikke i svime over en karakter eller personlighed, hans veltalenhed hans intelligens - men man kan beundre en person for disse træk.
Til gengæld kan man vel ikke i egenlig forstand beundre en persons skønhed, man kan selvfølgelig beundre skønhed, men en persons skønhed? Måske hører man udtrykket “jeg beundrer din skønhed”, men det hører man kun i den svimlende akt, i selve beskuelsen. Man hører aldrig nogen sige “jeg beundrer dig for din skønhed”, reflekterende, i en samtale, som et konkret udlagt faktum - og hvis man hører det, er det kun forstået i meningen “jeg misunder dig din skønhed”.

Ja, undskyld det er sent - og med Wildes ord “I have discovered that alcohol taken in sufficient quantity produces all the effects of drunkenness“.

Har netop talt med Von Styki, som oplyste mig om at han er fra en ø-gruppe der hedder (auto da)Færøerne og som tilsyneladende ligger ude i havet længere oppe mod nord (yahh right!).
Et eller andet er vist også gået galt mht. min forståelse af kommunismen, som vist er en slags socialistisk trodsighed, eller er det omvendt?
Jeg er i al fald forvirret igen. Jeg har bedt ham om at skrive præcis 15 linier om hvad det går ud på, så dem kan han jo passende poste her.

Men nu skal alting jo ikke være bagvaskelse og latinske løgne, så in the right Xmas spirit, er her et par vers fra en gammel klassisk traditionsrig og netop selvkomponeret arbejderhymne :

Når jeg ser en kapitalist bliver jeg ond i sul
For jeg tror hverken på gud eller jesus-jul
Så den firetyvende, da kan i tro
At jeg fanger mig en børsbaron eller to
Jeg laver min egen december-revolution
Gir´dem firetyve kugler i kapitalpension

Da dørklokken ringede - jeg boede på det tidspunkt i et rum
med en stor glasrude ud mod gaden - flød jeg langsomt ind til
kysten, idet jeg vågnede fra en stille fragmentarisk drøm.
To skarpe billeder. Jeg var faldet ned mod fortovet med
ansigtet først, blottet, og jeg havde opgivet kampen på havet.
Fastfrosne lemmer. Jeg åbner døren.
- Hvad vil du?
Hun står der. Er det blevet forår? Jeg har aldrig set hende i en
kjole før.
- Du har været herinde for længe, siger hun.
Og jeg rødmer. Og hun siger det igen og igen.
- Du har været herinde for længe.
Jeg flygtede naturligvis.
Syg af mit tøj, træt af mine sko (de gør mig akavet og almindelig),
er jeg nødsaget til at gå rundt i gaderne.
Jeg står for længe og kigger ind af ruden til en kinesisk restaurant.
Et ungt par begynder at lægge mærke til mig, og kalder på tjeneren.
Vejret er næsten umærkelig på huden.
På væggen hænger der en stor montage af fotografier og postkort.
Omkring mig virker det som om alt er malet på.
Hun vil vente derhjemme i sin kjole. En selverklæret Muse der driver
én. Mit ansigt bærer ar af tidligere kampe, ud af kødet.
Det er det hun hele tiden siger.
- Se mig i øjnene, hvil dit hoved på min skulder. Hvis du vender
ryggen til dig selv, kan vi ikke dele dig.
Hvis jeg skal hjem i seng igen, må jeg gå nu.
Før det bliver for sent.

Jeg lægger mig i sengen. Mørket er stort og kan ikke bæres, men jeg kan mærke at jeg får tankerne igen.
- Hvem tror du at du er?
Skulle dét være et spørgsmål? Jeg sover hele tiden, er det ikke nok? Er det ikke mere end nok? Hvor meget er det egentlig påkrævet at man fylder i verden?
Et fnug, skyerne smelter og alting vælter ned. Fnug på fnug, lægger de sig ved siden af hinanden, som bogstaver. Jeg drømmer at det er vinter, og at ingen behøver at være lykkelige.
Jeg vågner ved at du kravler ned til mig igen. Du siger ikke noget, men det går op for mig hvad det er der sker.

Jeg står op otte gange, og der er gået en uge. Jeg kysser dig forsigtigt på næsen, og går ud. Jeg kommer hjem og der er gået en måned.
Et år.

Der er latter omkring os. Folk der taler, og folk der kan huske.
- Sover børnene?
- Ja, de skal tidligt op i morgen.
- Kan du huske dengang? Hvad er det 5 år siden?
Folk der taler, der er latter omkring os.
- Vi var aldrig i tvivl.
- Hvad tænkte i dog på?
Ja det er fem år siden. ti måske. tyve. Et helt liv. Vi har aldrig set tilbage. Vi vågner næsten aldrig mere når vi sover. Vi fik næsten alt vi forventede.
Og mere til.

Det har indrømmet stået lidt sløjt til med bloggingen på det sidste, men juledepressioner og anden virvar sætter sine spor.
Spenderede en hyggelig aften med min ven Von Styki - og min kæreste.
Har nogle gange svært ved at forstå hvad Von Styki siger, men det hænger måske sammen med at han er fra Grønland eller Nepal eller sådan noget, men han er uden tvivl et klogt menneske, med et hjerte som en hval.
Von Styki har igennem årene forsøgt at give mig en mere nuanceret forståelse af den politiske afart der kaldes kommunisme, som er noget med et teknologisk funderet paradis med et stort Depot hvor man kan hente alle livets fornødenheder. Jeg kan oprigtigt sige at jeg glæder mig.
Og så har jeg af min kæreste fået pålagt ikke at udtale mig om feministiske emner i al fremtid, endsige at prætendere at udgive mig i forstillelse af at være en mand.
Lige til sidst et par ord til en tidligere samtale om glæden ved bogbrændinger og andre auto fæer, som jeg havde glæden af at diskusse med den før så omtalte Von Styki :

Fra Oscar Wildes selvforsvar

Mr. Carson: “I take it, that no matter how immoral a book may be, if it is well written, it is, in your opinion, a good book?”
Wilde: “Yes, if it were well written so as to produce a sense of beauty, which is the higest sense of which a human being can be capable.
If it were badly written, it would produce a sense of digust.”
Mr. Carson: “Then a well-written book putting forward perverted moral views may be a good book?”
Wilde: “No work of art ever puts forward views. Views belong to people who are not artists.”

(Uddrag af Edward Carsons forhør af Oscar Wilde under retssagen i 1895)

Danmarks Radios P1, havde d. 30/10 i Eksistens, et interview med Erwin Neutzsky-Wulff omkring det overnaturlige. Programmet kan høres her!
Udover Wulff medvirker Jesper Sørensen, lektor ved Institut for Filosofi og Religionsstudier på Syddansk universitet, og Gregers Kjær, medlem af Rosenkors-Ordenen A.M.O.R.C.

Det meste af det, er selvfølgelig noget forvrøvlet vrøvlevrøvl (tæl ordet røv i denne sætning). Men Wulffs pædagogiske sans fejler as usual ikke noget, og han får nogle gode pointer igennem. Det er faktisk en sørgelig fornøjelse at besøge rosenkreuzernes lettere new age agtige hjemmeside, hvor du også kan læse deres manifest, og i øvrigt kan blive medlem ved at indsende en medlemsansøgning, hvor du bla. skal svare på om du ”forsøger at være en god medborger og at respektere landets love?” You gotta be kiddin´.

Alt andet lige, er det mit kvalificerede gæt at Rosenkreuzerne vil blive den nye kendis religion efter buddhismen, kristendommen og kabbalismen – ikke mindst pgr. den popularitet, den række af bøger i a poor mans Umberto Eco traditionen (da vinci code/angels & demons/the rule of four) har haft på det sidste – hemmelige broderskaber uhh uhh.
Den psykiatriske patients mindreværdskomplekser, slår uvægerligt over i megalomaniens behov for at gå med sølvpapirshatte, så store onde organisationer ikke kan afkode hjernebølgerne – og det er selvfølgelig det samme der sker på massepsykosens plan – mit liv styres af konspiratorer der undertrykker, ikke bare mig, men os alle (x-files kører jo ikke længere primetime – så vi må have noget andet foder). Lige nu render der en halv million danske læsere af da vinci koden rundt, med et vidende blik til deres medmennesker, og tror at lige præcist de har løst en af de store konspiratoriske gåder i historien – suk!

Anyway : Jesper Sørensen har skrevet om det overnaturlige i : Jesper Sørensen: “Magi og rituel effikacitet - en kognitiv tilgang”. I: Religionsvidenskabeligt tidsskrift, nr. 38, 2001, og Jesper Sørensen: “Den magiske illusion? En kognitiv tilgang til magiske ritualer”. I: Antropologi, nr. 41, 2000.I øvrigt er lige udkommet : Nevill Drury: Magi - fra shamanisme til tekno-magi, Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, 2004

Jeg er vokset op med håndklappet, i NY og LA electroen, synth og europoppen, og selv om det altid var lidt cheesy, det der handclap, så var det en del af lyden, og havde sin berettigelse.
Men hvis der er noget der ikke har sin berettigelse, hvis der er en del af menneskeheden der burde slås ned med håndkantslag, så de kan føle lyden af een hånd der klapper dem en på låget, så er det folk der klapper, offentligt.

Fint nok at man som gestus, sætter håndfladerne rytmisk sammen i en art stammetrommedans til rockkoncerter, og jeg kan til nød gå med til, at man som et fjols skal sidde og klappe i teateret.
Men hvad er det for idioter, der sidder og klapper i biografen? For mange år siden begyndte det med at man klappede til en premierefilm – efter filmen! Så begyndte man også at klappe før filmen, og nu klapper man åbenbart til en hver film, man har fået tildelt den guds nåde at få lov at se – og de bliver jo så glade – skuespillerne og instruktøren, derovre i Hollywood når de kan høre vi sidder i Valby og klapper.
Og nu, nu klapper de sq også i flyet, når man lander – hurra for piloten, hurra hurra. Jeg sværger inden længe så klapper vi også når vi letter. Og i bussen, når vi skal af, og af kassedamen når vi får bonnen.
Jeg er også holdt op med at se tv, for hver gang jeg tænder, så sidder der nogen og klapper – der er altid publikum på alting - recorded in front of a live studio audience – jeg er da ligeglad, jeg var der ikke, skulle det kompensere at jeg kan høre nogen andre klappe?
Har du ikke set de der interviews hvor gæsten siger noget klogt eller sjovt, hvor publikum begynder at klappe, og så begynder gæsten guddødemig også selv at klappe, af sig selv! Eller klapper han af publikum, fordi de er så gode til at klappe af ham?
Jeg ved ikke engang, om det er fordi vi er specielt amerikaniserede, det var os selv der opfandt klaphatten, fordi vi ikke ku få nok.

Det kan godt være at jeg overreagerer, men når revolutionen kommer … jeg sværger!

Jeg har netop genlæst Doyles : The Final Problem og The Bruce-Partington plans, og hvorfor nu det? Tja.. ved siden af det holmetiske finder jeg det holmesiske univers et af de mere interessante, og så sad jeg netop og bladrede igennem Peter Ackroyds monumentale bog om London, hvor han minder os om at Holmes “had at least five small refuges in different parts of london, in which he was able to change his personality.”

Denne idé, at kunne fortrække momentant både geografisk og biografisk, er mig så tiltalende at jeg straks fik lyst til at træde ind i Doyles tåger igen.
Og som alle andre Sherlock-læsere, er det af en eller anden grund historierne med Mycroft, der mest tænder de victorianske små grå. Ligesom Peter i det holmetiske, finder Sherlock i det holmesiske andre menneskers intellekt yderst begrænset, men Sherlock gør en undtagelse når det kommer til sin bror, som han omtaler som: the most indispensable man in the country.
I Bruce-Partington planerne fortæller Holmes:
Han har en enestående stilling. Han har selv skabt den. Aldrig har nogen haft eller vil få en lignende. Han har den klareste og mest velordnede hjerne, man kan tænke sig, og en fabelagtig hukommelse … alle departementernes beslutninger sendes til ham. Alle andre er specialister, men hans speciale er at være alvidende. … I begyndelsen brugte de ham som en bekvem genvej, nu har han gjort sig uundværlig. I hans store hjerne ligger alting på hver sin hylde og kan findes frem med et øjebliks varsel. Gang på gang har hans oplysninger bestemt vort lands politik.

Vi kender jo Sherlock som det klareste intellekt, han er blevet selve symbolet på den deduktive hjerne, så en sådan hyldest fra hans læber får os selvfølgelig til at spidse ører.
Interessant er det, at disse to supermennesker, samtidigt besidder nogle besynderlige karaktertræk.
Sherlock beskriver Mycroft i The Greek Interpreter således : “…he has no ambition and no energy. He will not even go out of his way to verify his own solutions, and would rather be considered wrong than take the trouble to prove himself right. Again and again I have taken a problem to him, and have received an explanation which has afterwards proved to be the correct one. And yet he was absolutely incapable of working out the practical points…”. Og Watson giver i The study of scarlet, følgende karakteristik af Sherlock:

“Sherlock Holmes– his limits :

Knowledge of Literature.—Nil.
” ” Philosophy.—Nil.
” ” Astronomy.—Nil.
” ” Politics.—Feeble.
” ” Botany.—Variable. Well up in belladonna, opium, and poisons generally. Knows nothing of practical gardening.
Knowledge of Geology.—Practical, but limited. Tells at a glance different soils from each other. After walks has shown me splashes upon his trousers, and told me by their colour and consistence in what part of London he had received them.
Knowledge of Chemistry.—Profound.
” ” Anatomy.—Accurate, but unsystematic.
” ” Sensational Literature.—Immense. He appears to know every detail of every horror perpetrated in the century.
Plays the violin well.
Is an expert singlestick player, boxer, and swordsman.
Has a good practical knowledge of British law.”

Nu har jeg læst disse Holmes historier så mange gange, og selvom nydelsen ikke formindskes, kan jeg alligevel ikke lade være med at digte videre på mytologien.
Mycroft minder mig i uhyggelig grad (bortset fra hans fysik) om min ultimative helt fra fiktionens verden : No 6 - fra tv-serien The Prisoner, der i 1968 kørte i 17 forunderlige episode på britisk tv.
En enkel analyse af et enkelt af disse afsnit, ville kræve mere serverplads, end jeg umiddelbart har til rådighed - men bare rolig no. 6 skal nok få sin berettigede behandling på et senere tidspunkt på disse sider.
Men! endnu mere ser jeg et slægtskab mellem Sherlock/Mycroft figuren med en senere nok så berømt detektiv : Nero Wolfe - skabt af forfatteren Rex Stout.
Sherlock og Mycroft forlader nemlig sjældent deres domiciler når de skal opklare noget, præcist som Wolfe, som også deler Mycrofts fysik, som Sherlock siger :
“Mycroft is “seven years my senior, and brilliant in observation and deduction, but so lazy — and fat, it turns out that he seldom moves from his accustomed cycle: his rooms, his office in a government building, and the Diogenes Club”. (Diogenes var som vi ved, den filosof, som da Alexander Den Store besøgte ham - mens Diogenes sad i sit badekar, blev spurgt om hvad Alexander kunne gøre for ham - bad ham om at træde til side fordi han skyggede for solen).
Wolfe forlod heller aldrig sit kontor, mens han deducerede sig frem til sine opklaringer, og havde sin egen Watson i Archie Goodwin.

Mit bud er at Wolfe simpelthen er Sherlocks søn (det passer også tidsmæssigt, den første Wolfe bog er fra 1934), som han fik med Irene Adler, mens han var i skjul efter hans fatale møde med ”the Napoleon of crime – Professor Moriarty (i The final problem). Wolfe kan i al fald siges at besidde genetisk materiale fra både Mycroft og Sherlock.

Spøjs sidebemærkning 1:
I Rober A. Heinleins fantastiske roman : The Moon is a Harsh Mistress optræder der et selvbevidst computersystem med navnet : Mycroft Holmes. Den beskrives som : Highly Optional, Hogical, Multi-Evaluating Supervisor” or a HOLMES IV model computer.

Spøjs sidebemækning 2:
T.S. Eliot beskriver i hans Old Possums Book of practical cats – Macavity som the napoleon of crime

Angående Doyles samlede Holmes historier : read them and weep!

Var det ikke for mine hårdt optegnede kindben, og firkantet klodsede holdninger til livet, universet and everything that goes bump in the night, var det ikke til at vide at jeg er en stor fan af lego (it´s a plastic fashion).
Så hvis der er nogen derude, der ikke har fået tudet ørene fulde af min lovprisning – og hosianna i det højeste – så vil jeg henlede opmærksomheden på en fuldstændig uovertruffen hjemmeside :
the brick testament. Det er intet mindre end en komplet, og til tænderne detaljeret bibel (GT & NT) – illustreret med
(trommehvirvel … ) Lego!
Siden er lavet af The Rev. Brendan Powell Smith, der gerne ser den oversat til alverdens sprog, som dansk stadigvæk er en del af. Så til de arbejdsløse ildsjæle derude, slip jeres fedtede fingre fra kontanthjælpshåndbogen og
…start brickin’!