Boyd Rice speaks the truth

Sep 17, 2007 @ 09:26 pm by site admin

Do you ever think about
What a lovely place the world would be
Without all the people
That make life so unpleasant?

All the small, petty people
All the ugly, annoying people
It’s hard not to think about it

I like to think about
What could be
Done to these people
Something cruel
Something mean
Something just
But the meaner the better
Goodness knows they deserve it

Have you ever dreamed of
Killing all the stupid people?
Not just the unintelligent people
But the sort that don’t know anything about anything
But seem to have opinions about everything
They’re only too ready to offer their advice about
How to run your life
And yet look at how they run their own lives
For the most part they’ve accomplished nothing
They’ve contributed nothing
Their lives are miserable
But they talk, talk, talk…
At the very least their tongues should be cut out
At the very least

Do you ever wanna
Kill all the people who tell lies?
Some certainly deserve it
Not necessarily the big liars
Or even those who teach lies as truth
I’m talking about people
Who say one thing and do another
Or who tell you they sent something express mail
When you know they haven’t

Did you ever want to
Kill all the slow people in the world?
The people who are in front of you
When they should be behind you
A crime that the swift should be help back by the slow
And it’s criminal that nothing is going to rectify it

And what about all the really ugly people?
Add them to the list as well
Some people try not to think about life’s ugliness
I’ve thought about it
I’ve thought about it quite a lot
Something should be done to these people
Something to make them suffer
The way they’ve made us suffer

I say, bring back the Circus Maximus
For starters
Unless these weeds are dealt with
They’ll poison everything
They are poisoning everything
We need a gardener
A brutal gardener
A thorough, thoughtful gardener
An iron gardener

Whatever happened to Vlad the Impaler?
Where’s Genghis Kahn when you need him?
Or Roi d’Ys?
Ayatollah Khomeini?
Adolf Hitler?
Benito Mussolini?
Nero?
Diocletian?
Kitchener?

Come back!
Come back!

Macca

Jun 05, 2007 @ 09:03 pm by site admin

mens andre … tordner mod selve Tordenen, brummer den holmetiske vind sit lydhøre lysskær ud over det tildels netbårne net, i frit fald. I hvert fald. Sådan er dét, og derfor genoptages med konstant mismod mod de sure pligter der nydes så såre når først behaget sættes ind.

From the horny seashores of perpetitrations I breing me forth a while. And O what a vile, som barden skrev. Thee evident Thee is Thee.
Det er de tre T’er.

Jeg har lavet en rundspørge blandt mine venner på verset: hvem er den største Beatle? McCartney eller Lennon? Og det der forundrer mig er, at det over én kam er Lennon som foretrækkes. Nu er det jo mine venner så jeg kan ikke afskrive det som ren og skær uvidenhed, selv om den objektive sandhed selvfølgelig er McCartney.
Det var yderst sjældent at der blev komponeret sange i Beatles i ren solo-regi, der var altid signifikante input fra den anden part, hvilket kunne ophæve hele diskussionen; i de seneste år blev solo-skriveriet dog mere markant.
Hvis man absolut skal definere deres Beatles kontributioner, kan man kortfattet sige at de skrev 10 mesterværker hver. Det klassiske eksempel er Lennons Lucy in The Sky og McCarneys Yesterday, som også tydeliggør forskellen i deres tilgang. McCartney opfattes normalt som den melodiøse og Lennon som den komplekse. McCartney var Mozart og Lennon var Beethoven.
Dette plejer at illustrere at Lennon var den intelligente, belæste, intellektuelle, hvilket hurtigt skydes i sænk hvis man kender blot en brøkdel til deres respektive liv og meritter uden for musikken.
Men lige meget.
Jeg sidder og lytter til Wings, og derfor denne overvejelse og min sms-rundspørge til vennerne.
Ubetinget skrev Lennon noget fantastiske sange post-beatles, men overvejende var det noget lort, og ubetinget skrev McCartney noget lort post-beatles, men overvejende var det godt.
Jeg er også mere til Mozart end Beethoven, og mere til Abba end Emmerson Lake and Palmer, og jeg er ret sikker på at hvis jeg spillede Beatles sangene (prøv f.eks at bede folk om at nævne Beatles sange) ville udfaldet falde ud til Macca. Det er bare en formodning, men den er rigtig.
Præferencen for Lennon har altså ikke noget med MUSIKKEN at gøre. Det er Lennons persona der er afgørende, og her tænker jeg faktisk ikke på at han døde ung (Curtis/Cobain-syndromet), men på at han står som Billedet på Beatles (vi lever i en branding-kultur). Tag ikke fejl, jeg elsker Lennon, og hans mærkat på tiden og historien, men skulle jeg vælge en HELT, og det er jo det holmetismen holder i hævd, så ville det blive Sir Paul, på grund af MUSIKKEN. Og i skal nok blive klogere.

jarvis cocker - vega

Jan 31, 2007 @ 03:58 pm by site admin

Jarvis Cocker er tilbage.
Og i fuld gymnastiel, fingerpegende, benspjættende form; men hvad der er vigtigere, med et album der slår fast at han lyrisk og musikalsk stadig er garant for det mest britisk sublime på denne side af britpoppens heydays.

Jarvis står tilbage som generationens mest fingerfærdige lyriker, og kan stadig få os til at svømme væk i romantisk kitchensink, længe efter at Blur, Oasis, Suede und et cetera blot får os til at tænke tilbage på en tidslomme hvor 3-minutters-popmusikken var sjov, ekstravagant og vedrørende.

Men selvom man ofte tænker på Pulp og Jarvis som værende den - i lyrisk henseende - selvfølgelige arvtager efter en Morrissey, der på det seneste synes at være faret vild i sit eget Armani-jakkesæt, så er det alligevel med blikket i bakspejlet og nu altså med fokus på det nye Album, at det går op for én hvor fantastisk musikalske Pulp egentlig var.
For ikke bare var Pulp “the sound of having a brain”, de var mestre i den svære kunst at fortælle every-day-is-the-same-old-shit historie indhyllet i nærmest fjollet glade popmelodier. Og selvom Jarvis på sit soloprojekt (i guder det er allerede 5 år siden den sidste pulp-plade) har pillet en del af de elektroniske pingpong effekter af sine kompositioner, så fungerer melodierne stadig med et overskud af melodiøsitet, der gør at sangene virker som gamle hits, man ikke forstår man ikke har hørt før.
Jarvis står sublimt alene, ikke bare med et soloalbum under armen, men på den britiske musikscene i dag, der i desperat arkaisk monkey stil forsøger at finde sig selv.

Men nok small-talk. Jarvis spillede på Vega i søndags, og levede i fuldt flor op til den indledende beskrivelse.
Efter et opvarmnings band (der vist nok hed super automatic dogs) som strøg direkte ind på listen som det måske nok dårligste band jeg n o g e n s i n d e har hørt live, med mindre det var ment som en eklatant practical joke.
I det sidste tilfælde må jeg tage hatten af for deres pokerfaces. Jeg troede seriøst jeg var uvildigt tilskuer til et nyt satirisk realityprogram.

Men Jarvis kom på. Kickstartede med Fat Children, og satte tonen. Ingen tvivl, intet mistet, alle forhåbninger opfyldt fra første sekund. Sangen er pladens centerpiece, og som seancen og sangene skred frem, blev det tydeligt at de fungerede bedre (even better) end studioversionerne, hvilket blev tydeligt på den Bunnymen inspirerede Heavy Weather og From A to I.
Jarvis havde valgt kun at spille sange fra pladen, hvilket gav masser af tid til fortællinger og almindelig småsnak om alt mellem himmel og jord, og vi elsker jo alle at høre den originale Sheffield accent.
Var højdepunktet den rolling-stones-som-glam-rock agtige Black Magic, hvor han gennemgik samtlige dansemoves i repertoiret, eller det afsluttende anthem: Running the world - som på pladen er gemt ca tyve minutter efter sidste sang som hidden track - eller Big Julie, hvor samspillet mellem trommer og keyboard går op i en højere enhed af syncoposition ? Jeg ved det ikke.
For jeg glemte tid og sted, og den relativt korte koncert, synes borte mellem to cigaretter.
Selv det besynderlige valg af ekstranummer, Bruce Springsteens State Trooper var en åbenbarelse.
Jeg havde teksterne i hovedet hele natten - linier som:
Yeah, go & chase your dreams –
but if your dreams are not your own then wouldn’t it be better
just to work things out at home
? - der har reminicenser af Morrisseysk
underspillet klarhed: eller
And she knows sex is just for dummies anyway:
something you do when you’ve run out of things to say
- der i sin simplicitet
og udførelse er så svært at mestre - og
How come they’re called “Adult Movies” when the only thing they show
is people making babies
filmed up close
? der balancerer så præcist på kanten af plathed og virtuositet
at ironien går i hjernen og ikke i mellemgulvet.

Ingen tvivl om Scott Walker ambitionerne, og ingen tvivl om talentets villighed. Entertaineren som performer, eller performeren som entertainer? Jarvis er præcist så mangefacetteret og tvetydig som denne anmeldelse i sin begejstring ikke er det.

jay-jay

Jun 29, 2006 @ 10:37 pm by site admin

Min infatuation med Jay-Jay (Jäjje) Johanson (den vel nok mest velklædte musiker i skandinavien efter Martin Hall) fortsætter ubetinget på 7. år, i stadig ubeskrivelig uforståenhed over hans ulastelige talents ubemærkethed.

Til trods for enkelte radiohits (i sverige, tyskland, spanien og frankrig) bliver han stadig forbigået, misforstået og tilsidesat.
Hans til dato 5 plader (tattoo 1999, whiskey 1999, poison 2000, antenna 2003 og rush 2005) er forskelligartede unikke universer, med en lyrisk og melodiøs storhed og stilsikkerhed der er fuldstændig uhørt (ikke blot i skandinavisk sammenhæng), men lever altså en ubekymret og isoleret tilværelse langt væk fra den agtelse de fortjener.

Forståeligt nok at Sverige vender næsen den anden vej, de er trods alt et jante-land i ren skandinavisk ånd, men vi danskere, der jo har travlt nok med at nedvurdere egne genier som Hall, burde se over sundet, og have syn for hvad de ikke selv kan se hinsidan.
Jeg var til konsert med Jay-Jay i Malmö tidligere på året, hvor han foran et ca. 100 stks publikum af skånske bonderøve, leverede det encyklopædiske opslag på perler for svin.
Ligeledes har jeg forgæves igennem årene spillet CD’erne tynde for vennerne uden epifani til følge (undtagen selvfølgelig Nina Sofie Jakobsen, hvis vidunderlige intuition for storhed og fald altid har været af Buddenbrook’ske dimensioner).

Jay-Jay’s melankolske vokaliseringer over ultra-kølige harmoniseringer, og de svært naivt tilpassede tekster svinger i den tynde vibrerende linie mellem kitsch og petshop-pop. Det er upbeat uden at blive euro-dance og corny uden at blive lounge. Det er præcist så simpelt at man kan ane dybderne og så konstrueret at 0verfladen aldrig bliver glat.
Tattoo og Whiskey virker charmerende og eksperimenterende og man fornemmer kunstneren der leder efter en formfuldhed han ikke selv aner er der.
Poison træder han tekstmæssigt i karakter, og melodier og produktion går op i en højere enhed. Det virker som om han har indset sin position som pop-outsideren in persona.
Med Antenna laver han så en ren Bowie, komplet med Aladin Sane-agtigt cover og et fuldstændig pop-skifte, der selvfølgelig pissede hans få fans af (præcist som da den hjemlige (igen) Martin Hall sprang på pop-vognen i 80′erne). Er det dét her i vil have, er det sådan her i vil have mig - fint - så får i noget andet. Endnu et tegn på den fuldendte kunster - kamæleon-genet - der blot er kunstnerens naturlige nysgerrighed, men som altid opfattes som forræderi, træder i effekt.
Jay-Jays sidste plade (udover singlen med The Knife, lader han desværre vente på sig) Rush, er så en foreløbig kulmination af den rene sten-stilsikre elektroniske pop, aldrig anmassende og aggressiv.
Samarbejdet med stjärnproducenten Magnus Frykberg (army of lovers etc.) på co-produktion og trommer, rammer et zenit der bliver svært at overgå.

Det kan vel ikke kaldes egentlig kritik, at jeg nærer en forhåbning om at Jay-Jay vil træde nye territorier på sit næste plade, for disse ekskursioner ud i stilrene elektro-picaresque pop-landskaber bliver svære at overgå.

Lad dette for nu være en kort introduktion, med en forhåbning om at læserne vil give Jay-Jay den chance han fortjener. Dette er trods alt Corpus Holmeticum - stedet hvor den subjektive smag objektiveres.

morrissey - Malmö

Apr 08, 2006 @ 08:53 pm by site admin

På sine modne dage er Morrissey kommet til at ligne en Alex Ross udgave af Superman, og han kan bære mytologien.
De fleste jeg kender der elsker Moz, ønsker egentlig ikke at vide mere om ham end de små flager af info, der flyver en i farvandet når man flakker om på nettet eller falder over i et magasin.
Man bærer ham med sig i hjertet, og udvikler sine livsforløb sideløbende, uden således at kende hverken sig selv eller sin angel on the shoulder. På samme måde lever enhver anden religion på det ubesmittede og ubekendte.
Hvad der modsat er få religioner givet, er et møde med ikonet in the full frontal flesh.

rilleogven

Malmö koncerten fredag aften i Baltiska Hallen var selvfølgelig prædestineret og a priori endnu en epifani.
The Boyfriends bakkede op igen, hvilket vi ikke nåede denne gang - det var simpelthen for hyggeligt hos Anders & Sara der graciøst havde slået dørene op til pre-party i deres nye penthouse.

Ringleader ligger nu nr. 1 på hitlisten i Sverige, og det kan undre at de har svært ved at fylde eventet op, især med tanke på at halvdelen af publikum var danske.
Men de smagfulde og håbefulde, de ærlige og legelystne, de sofistikerede og angst-besatte, de kyniske, og sarkastiske, de sørgelige og ironiske, de stilfulde og intime der var mødt op, stod med tilbageholdt åndedræt i et fikspunkt i de 70 minutter denne katarsis varede.

Setlisten var :

First Of The Gang To Die
Still Ill
You Have Killed Me
The Youngest Was The Most Loved
Let Me Kiss You
My Life Is A Succession Of People Saying Goodbye
Girlfriend In A Coma
In The Future When All’s Well
To Me You Are A Work Of Art
A Song From Under The Floor Boards
I Just Want To See The Boy Happy
How Soon Is Now?
Irish Blood, English Heart
At Last I Am Born
I Will See You In Far-off Places
Life Is A Pigsty
Og igen som eneste encore :
Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me

Setlisten var således ændret og som det fremgår, var der udover Smiths numrene, kun medtaget numre fra de sidste 2 LP’er, hvilket med Morisseys oevre i øje kan synes besynderligt.

Det er altid ventet med spænding om Morrissey inkluderer coverversioner, fordi det åbner op for helt nye kvasi-parallelle indblik i hans smag og præferencer.
I aftes spillede han Magazines : A Song From Under The Floor Boards (en titel taget fra Dostoevski’s: Kældermennesket - hvis russiske titel mere ordret translateres Noter fra under gulvbrædderne). Selvom fascinerende og en fantastisk sang (og gammel Magazine fan som jeg er), havde jeg nok alligevel foretrukket Trouble loves me eller Reader meets author.

NB: Der ligger nogle billeder og lidt video fra koncerten på Rasmus’ blog.

Tak til Jenny for afterparty - now my heart is full

morrissey - Gothenburg

Apr 02, 2006 @ 08:54 pm by site admin

At anmelde en Morrissey koncert er en pauliansk oplevelse, for hvordan videreformidle en epifani?
Morrissey står på scenen som den måske mest karismatiske figur siden Kristus optrådte med sine undere til brylluppet i Kana, og at stå i Götteborg lørdag aften i Scandinavium hallen var storslået, religiøst, skræmmende og fuldendt.

Opvarmingsbandet The Boyfriends, der ikke var annonceret, spillede først en halv time. En noget besynderlig oplevelse, egentlig ikke dårligt, men når man venter på Kristus er Johannes bare ikke godt nok. Forsangeren der fremstod som en slags skaldet version af Morrissey selv, havde da også sit hyr med publikum, men set i bakspejlet var deres numre ikke helt uefne.

Men til hovedretten:
Et eksalteret (på den svenske måde) publikum der talte ca. 4700 var vidne til en Moz i topform, og med et band der for engang skyld ikke virkede som ren karaoke staffage, noget der især gjorde sig gældende på de åndeløst forløsende Smiths-variationer: Still ill, Girlfriend in a coma, Last night I dreamed somebody loved me og ikke mindst How soon is now?

Morrissey var i et humør jeg ikke tidligere har set ham i. Aldrig har han talt og joket så meget med et publikum.
Han havde inkluderet gamle svenske melodi grand prix sange på det mixtape han havde kompileret og spillede før koncerten gik i gang, “Trouble loves me” begyndte med stroferne til den gamle svenske folkesang “Helan Går“, og han præsenterede bandet med den afsluttende replik: And I am off course Tommy Körberg (i ved ham fra Chess); flere onde svenske tunger udtrykte bagefter at han jo også har en vis physical resemblance (desværre fik jeg ikke fat på nogen af dem).

Der blev spillet 6 numre fra den nye LP, og ikke et øje var tørt da han fra “I will see you in far off places” croonede linjerne:

If your god bestows protection upon you
And if the USA doesn´t bomb you
I believe I will see you somewhere safe
Looking to the camera, messing around
And pulling faces.

Og Morrissey har virkelig på sine “gamle” dage fået indkorporeret et helt nyt sæt ikonografiske pullin´ faces der ikke lader de Neutzskyanske ticks noget tilbage at ønske. Han mere end synger sine one-liner sange, han udspiller dem med en brandonsk subtillitet og overlegent showmanship der gør ham til den naturlige arvtager til Frank Sinatra om nogen.

Setlisten var:
First of the gang to die
Still ill
You have killed me
The youngest was the most loved
Reader meets author
I have forgiven Jesus
I will see you in far of places
My life is an endless succession
Girlfriend in a coma
Let me kiss you
Life is a pigsty
Trouble loves me
How soon is now
At last I am born
I just want to see the boy happy
Irish blood, English heart
og ekstranummeret Last night I dreamed somebody loved me.
(sidste års showstopper: There is a light… er besynderligt nok ikke udgangsreplik i år, men det ændrer sig måske som turneen skrider frem)

Man kan jo diskutere valget af numre til uendelighed, men når det er Morrissey er det en absurd foreteelse; det er ikke så meget det der er inkluderet, mere hvad der undlades (intet fra Vauxhall ?).
Og selvom settet var kort, var det perfekt timet, og efterlod indtrykket af ét langt højdepunkt fra første guitarriff i First of the gang til den teatralske kulmination på Last night I dreamed.

Højdepunktet var således de 70 minutter koncerten varede, nedturen at jeg ikke fik fat på en af de sveddryppende skjorter han kastede i grams.

Og på fredag i Malmö … så er den holmetiske presse der igen.

albert

(Modelfoto : Alfred Fisker, yngste holmetiske medlem, der desværre var forhindret i at deltage i koncerten)

moz news

Dec 24, 2005 @ 12:54 am by site admin

Æresholmetikeren Morrissey udbreder sig i et juleinterview i fanzinet True To You
Her snakker han blandt andet om sit kommende album: Ringleader Of The Tormentors, og om hvordan han aldrig kunne finde på at sidde ved et bord hvor der blev spist kød. Medmindre det var menneskekød selvfølgelig!
I ægte juletide spirit beærede mozzer os kort tid efter med et andet interview samme sted
Der kommer i øvrigt ny single fra Moz i begyndelsen af Marts: You Have Killed Me.
Rygtet går at han vil spille 30 (tredive) koncerter i england i det kommende år. Det bliver min bankrådgiver sikkert glad for.

can i get an amen?

Dec 03, 2005 @ 12:32 pm by site admin

Nate Harrison kalder sig selv for interdisciplinary artist og et af hans projekter hedder “Can I Get An Amen?.
Det er den fascinerende historie om et de mest brugte “breaks” i især hip-hop og drum ‘n’ bass.

“Amen-breaket” er nok det mest genkendelige breakbeat nogensinde, og blev oprindeligt skabt af gruppen “The Winstons” i 1969.
Det der gør Harrisons fortælling så cool, er at selve formidlingen er et stykke medie-kunst i sig selv. Historien leveres via en quicktime der viser en Technics SL-1210 mk2, hvorfra man fra en vinylplade hører Harrison fortælle historien om Amen-breaket. Man hører også eksempler på brugen af breaket i forskellige genrer.

Læn dig lækkert tilbage med din laptop på skødet, og brug nogle minutter på denne visuelt vidunderlige lakmustest på en lærerig lydlektion.

beskrivelse:
Can I Get An Amen?, 2004
recording on acetate, turntable, PA system, paper documents
dimensions variable
total run time 17 minutes, 46 seconds

sound and vision

Aug 23, 2005 @ 07:40 pm by site admin

Har alligevel besluttet mig at fylde noget beat på mp3-afspilleren. Besluttede mig så for i det mindste at vælge de 10 bedste plader EVER!
En idiotisk idé. Det er selvfølgelig umuligt at vælge. Prøver alligevel. Sætter nogle grundregler. Ingen Smiths, ingen Cure, ellers ville det være for latterligt. Ender med:

Velvet Undergrund & Nico - Der går alligevel ikke en hel uge uden jeg lytter til den, måske den bedste plade nogensinde ?

Joy Divison: Unknown Pleasures - Ligesom med Velvet, en plade der er blevet en del af mit nervesystem. Måske den bedste plade nogensinde ?

Roxy Music: Roxy Music - Den første og den bedste, overrasker mig til stadighed. Et godt Berliner-tapet.

Gram Parsons: Grivous Angel - Burde jeg lytte noget mere til. En underlig plade der kravler rundt i min bevidsthed, kan ikke finde ud af om det er mig, men jeg kan ikke lade den være. Bizar country. Crasher totalt med Berliner-følelsen.

Big Star: Record #1 - En plade der stadig vokser efter jeg opdagede den for et par år siden. Ligesom med Parsons en plade der nogen gange irriterer mig.

Associates: Sulk - Mackenzie er på en bizar måde den rigtige Morrissey, bindeleddet mellem David Sylvain og Bowie ? Sikke noget vrøvl. Bliver bevæget bare ved at tænke på ham

Fleetwood Mac: Rumours - Fuldstændigt sindssygt og ingen undskyldninger. Et besynderligt indskud, hvorfor kommer jeg til at tænke på den?

Kraftwerk: Trans-Europe Express - Ingen forklaring nødvendig. Har i øvrigt tænkt mig at leje en cykel i Berlin, noget som jeg sikkert kommer bort fra igen. T-E-X giver mig det samme chok hver gang jeg sætter den på, desværre kan jeg ikke have vinyl-udgaven med.

Bowie: Heroes - Jeg skal til Berlin for helvede

Bowie: Low - Havde egentlig tænkt mig Ziggy, men jeg skal til Berlin for helvede.

Hmmm … Kan tænkes at enten Gram eller Fleetwood ryger for noget New Order .. Movement eller Power, Corruption & Lies. Ender nok med begge to. Mere Berliner stemning. Bernard Sumners stemme :

Everybody makes mistakes
Everybody makes mistakes
Even me
Just be free
This is a place
Where in the end
It happens in
Our world within

Time to go
Time to go

tidens musik

Aug 16, 2005 @ 11:40 pm by site admin

Kan ikke holde den rytmiske musik ud i øjeblikket (hører til nød lidt Tindersticks, røg på dem igen efter at have set deres smukke videosamling). Ved ikke hvordan jeg skal holde ud at se Cure i Berlin her sidst på måneden. Åh hvilke problemer ! Nå, det kommer nok snart tilbage. Har allerede lavet en mp3 samling til vandreturene i byen, lidt Beethoven, Schubert, Ravels sange + lidt mere moderne: Philip Glass, John Adams, Zbigniew Preisner og Gavin Bryars.

Læste i CD-hæftet til Gavin Bryars: Allegresco/Alaric/Three Elegies, den mest formfuldendte hyldest til manden:

“A traveller who wanders in unceasing steps along the rooms of the babel library searching for fragments of sentences, Gavin bryars unfolds his melodies as poet of the slow.
This great creator, Captain nemo’s equal, has been leading us for many years in a slow voyage during which his music has been gliding above deep sea beds like a subtle metaphor of eternity, and in the end he has managed to make his music being as subversive and as iconoclastic as the logical continuation of a story that went from Purcell to britten.

And moreover, the man like Marcel Duchamp, Erik Satie, Jules Verne, Sherlock Holmes.”

Eer det ikke smukt? Man skulle tro det var skrevet af en sand holmetiker, disse præferencer, disse præferencer.
Duchamp som jeg hylder mere end nogen anden ved siden af Picasso, Satie som er den komponist jeg sætter højest fra perioden på regnfulde dage, Jules Verne som man aldrig, aldrig, aldrig bliver træt af at læse (kaptajn Nemo, som arketypen på det moderne menneske), og så det at han nævner Sherlock Holmes og ikke Conan Doyle - enhver som har læst denne blog i et stykke tid, må kunne høre de små klapsalver fra mine synapser.
[the] unceasing steps along the rooms of the babel library searching for fragments of sentences - kan man være mere holmetisk ?

Gavin Bryars : Then you can´t go wrong in the city !

Hvad ér det i øvrigt med den kompositionsmusik? Når jeg i løbet af dagen lytter til eksempelvis Beethoven, ligger intet mig fjernere om aftenen end at tænde for fjernsynet, læse avisen eller gå til grunde i den almindelige ugidelighed. Jeg får lyst til at rydde op, læse tunge bøger, gå lange ture, starte en religion.

recycled heroes

May 29, 2005 @ 06:44 pm by site admin

Har nu lyttet til Oasis: don’t believe the truth og The Tears: here come the tears i et par uger nu - og britpop 90′erne er tilbage! Yahh right! Det ville også være ganske forfærdeligt, det eneste man får ud af den evige genkomst er, at der er lidt mindre tryk på tryksværten hver gang.
Oasis lyder som sig selv og det er ikke specielt opmuntrende længere, men det er heller ikke helt håbløst. The Tears lyder som … sig selv (!), og det går lidt bedre, håbet bliver mindre løst for hver gennemlytning.
Oasis skiven kræver en del tålmodighed, men jeg synes faktisk den begynder at vokse, om ikke andet har den fået mig til at lytte til definately maybe igen.
The Tears holder bare en smule bedre. Skægt nok lyder de mere som Suede post Butler (enkelte af numrene ligner i skræmmende grad numre fra de sidste Lp’er), men de bagvedliggende melodistykker og den svungne guitar er til dels tilbage, og det er jo dejligt. Numrene skifte fra det ligegyldige til det charmerende, ligeledes teksterne, som aldrig helt har været en force hos Anderson.
Begge Bands har stadig ubetinget lavet deres bedste værk - begge klassikere - med deres debut - og for ikke at støde forvirrede sjæle så tillader jeg mig i denne sammenhæng, at kalde suede for The Tears debut.

for your listening pleasure

Apr 21, 2005 @ 09:03 am by site admin

maanestraaleNWA’s klassiske gangster rap album Straight Outta Compton er nu udkommet i den definitive version.
Alt overflødigt fedt er brændt af, og kun bandeordene er tilbage.
Lad os indrømme det vi lytter alligevel henover alt det andet, for bandeord er coooool!.
Gå til http://www.ni9e.com/ og lyt til verdenhistoriens første album med parental advisory stickeren “explicit content ONLY”

udmeldelse

Apr 19, 2005 @ 12:21 am by site admin

Var til Einstürtzende Neubauten koncert i Vega i forgårs, sammen med resten af københavn og tilsyneladende også en masse forstadsramte ølmaver. Sky Radio og The Voice må have reklameret heftigt for konserten.
At råbe Morrissey til en Morrissey konsert er som vi alle ved et religiøst udtryk, en hymne der i sin gentagelse vækker genklang i det inderste og forbereder til mødet med den nærværende guddom personificeret i guden selv. Men en masse bønder mener åbenbart at det er et nødvendigt udtryk for deres anmassende tilhørsforhold til en i deres tanker eksisterende incrowd konstant at bræge “Blixaaa!” og “Bargeeeeld!” Okay du ved hvad han hedder, ham deroppe, hvor vildt - du er dælme nede - respekt og alt det dér - og så synet af deres forstadsdullers tilbedende blikke på deres ølmonstre af en kæreste, mine indre affaldsstoffer laver en halv nelson.
En anden besynderlig ting ved nutidens konserter er den regnskov af digitalkamerer som en stor del af publikum åbenbart fortrækker at se koncerten igennem. Med hævet arm står de i 3 stive timer og kigger på en 3×3 centimeter stor skærm, som de så hvad? Skal hjem og se bagefter? - Det var ligesom at være der selv mand!
I Guder! At gå til koncert er snart værre end at gå i biografen, man kan ikke trække vejret for udlevet stupiditet og indeklemt agressivitet.

hip hop posters

Mar 11, 2005 @ 03:45 pm by site admin

Det vil sikkert få vandet til at løbe fra den svage underlæbe fra i al fald een af mine enzympropagandistiske venner, men også tjene til andres historiske bevidsthed, at se nogle gamle originale hip hop posters.

heifer whines

Mar 08, 2005 @ 09:34 am by site admin

De ganske almindelige genvordigheder i Nina & Peters liv fortsætter med uformindsket styrke :

modificeret pix fra http://www.dieselsweeties.com/

Det kan nogen gange være svært ikke at følge i blodsporet - men til almindelig opbygning kan jeg for fyrretyvende gang anbefale at læse Grant Morrisons: Animal Man - eller se denne musikvideo (!) med Goldfinger.
En nuser lille sang, med en video som trodser al fornuft og som næsten er umulig at sidde igennem. Sangen hedder Free Me og beskrives som : An acoustic walk through the horror of factory farms.

Det kan også i tider med mindre standhaftighed betaler sig at lytte til :

The Smiths : Meat is Murder (ikke engang bacon er en grønsag)
Howard Jones: Assault and Battery (også sangen Tame Yourself)
Captain Sensible: No Meat
Various Artists: Their Eyes Don’t Lie (en mini e.p.)
Skinny Puppy (flere sange - se i øvrigt deres konserter, hvor forsangeren Ocre ofte ses udspille hele scener omkring hvorledes stor- og medicinindustrien torturerer og dræber dyr)

Når jeg taler om vegetarisme, er der altid en der siger: Hitler var også vegetar.
Jeg plejer at svare at: Franz Kafka, Milton, Platon, Percy Shelley, Socrates Tolstoy, Mark Twain, Voltaire, H.G. Wells, Carl Jung, Leonardo Da Vinci Thomas Edison, Sir Isaac Newton, Pythagoras, Nikola Tesla, Gandhi, Emanuel Swedenborg og Schopenhauer også var vegetarer.

My Kung-fu is better than yours !

wicker man

Mar 05, 2005 @ 09:56 pm by site admin

Robin Hardy klassikeren The Wicker Man (1973) med den udødelige Christopher Lee, skal nu genindspilles med Nicolas Cage i hovedrollen, indlysende da manden “actually is made of wood” ( sorry, men efter Wild at Heart er det gået ned ned ned for cage).
Den skal instrueres af Neil LaBute .
Må jeg benytte lejligheden til at opfordre alle til at lytte til soundtracket (til den oprindelige film), som ganske enkelt er fænomenalt.

nomi

Feb 25, 2005 @ 11:39 pm by site admin

Jeg er en stor stor fan af Klaus Sperber, bedre kendt som Klaus Nomi - den store tyske barytone countertenor, der desværre døde af aids i 1983.
Nomi excellerede i det bizarre og teatralske, og fremførte sine besynderlige synthesizer-operaer iført kubistiske dragter og pre-modern-romantic makeup, der inspirerede ikke mindst Bowie og Steve Strange (se videoen scary monsters).
Kuriøst kan skal det nævnes (for mine homofobiske hiphop-bekendtskaber) at HipHop legenden Man Parrish spillede keyboards på Nomis to albums.

Hvor om alting er, så er der nu endelig lavet en dokumentar om Nomi : Nomi Song, instrueret af Andrew Horn (nej ikke Audrey Horne), der vist mest af kendt for at have skrevet og instrueret den amerikanske version af Luc Bessons “The Big Blue” (avoid it with a vengance).

Kender du ikke Klaus Nomi, så er der noget galt med dig, der mangler noget i dit liv, se at få gjort noget ved det - og hold øje med dokumentaren, fyldt med interviews, live optrædener og private video optagelser.

Cold Song (by Henry Purcell), sunget af Klaus Nomi

What Power art thou, Who from below, Hast made me Rise, Unwillingly and slow, From beds of Everlasting Snow! See’st thou not how stiff, And wondrous old, Far unfit to bear the bitter Cold, I can scarcely move, Or draw my Breath, Let me, let me, Freeze again to Death.

re-evaluate the songs

Feb 13, 2005 @ 10:06 pm by site admin

‘This story is old – I KNOW but it goes on’

A man offers a woman a bouquet of bruises.Acts of violence shiver in dark corners. Control becomes an obsession… a fetish.

Det er nu muligt at bestille billetter til musicalen : Some Girls Are Bigger Than Others, en musical baseret på ca. 20 sange af The Smiths.
Showet er skrevet af Andrew Wale og Perrin Manzer Allen, som er kendt for et lignende koncept med “Jacques Brel’s Anonymous Society” ligeledes baseret på 20 sange (af Brel).
Musicalen beskrives som antitesen til Abba musicalen Mama Mia (som jeg ellers begejstret så for et par år siden i London).
Hver sang udspilles inden for egen kontekst ( det er altså ikke en lineær historie), men er knyttet sammen i det som de kalder: a film without a text.
Forestillingen kører fra 30 juni til 23 juli.
Check out Lyric Hammersmiths website

Hitler : The Musical

Feb 02, 2005 @ 09:56 pm by site admin

Tog mig endelig sammen til at se Hitler : The Musical, og jeg må sige at den var overraskende god.
Specielt smuk er slutscenen hvor Hitler sidder på ruinerne af sin bunker, i et sønderbombet Berlin og synger, måske stykkets mest rørende sang, så ikke et øje er tørt :

a had this dream
this dream
of me and you
togeher in a world
without a single jew

it was just a simple dream
a dream that had to end
but maybe in a 100 years
we´ll begin to dream again

and in our shiny shiny boots
we will dance again
we will find our national roots
and we will dance again

we will dance again
we will dream again
but until then (my friend)
this is the end

Efter at have fulgt hovedpersonens (Adolfs) liv, hans drømme og hans op- og nedture tilsat forrygende danse- og musiknumre (jeg er ganske overbevist om at duetten mellem Adolf og Eva bliver en klassiker), er det, selvom man selvfølgelig kender historien, alligevel et chok - at man ikke får den sædvanlige happy ending. For man kommer til at føle med Adolf, og håber på at han alligevel vil klare den. Så da de sidste linjer “this is the end” bliver sunget, sidder man med en klump i halsen.
Personligt håber jeg i al fald at rygterne om en 2′er er sande.

encore igen

Jan 12, 2005 @ 09:47 pm by site admin

At Eminem er genial, fortæller jeg alle der gider høre på mig; det gider de fleste godt, men det er de færreste der gider høre på at Eminem er genial. Jeg tror det hænger sammen med at det er de færreste der gider høre på Eminem. Altså i mine omgivelser - men her er vi også så overbeviste om vor egen gode smag, at vi slet ikke behøver lytte til teksterne, og det er dem det drejer sig om. Musikken kan du stikke op i en ræv. Sådan er det jo også med Bobby Dylan - det er teksterne det handler om. Personligt synes jeg Dre’s musik fungerer perfekt, men jeg har ikke noget behov for at promovere Dur-akkorder, Mol-becifringer og Skalaskift - da jeg ikke aner hvad det er, og i det her tilfælde er lige så glad.

Prøv at læs følgende :

Imagine It Pouring, It’s Raining Down On Us
Mosh Pits Outside The Oval Office
Someone’s Tryina Tell Us Something,
Maybe This Is God Just Sayin’ We’re Responsible
For This Monster, This Coward,
That We Have Empowered
This Is Bin Laden, Look At His Head Noddin’
How Could We Allow Something Like This Without Pumping Our Fists
[ … ] Maybe We Can Reach Al Queda Through My Speech
Let The President Answer A Higher Anarchy
Strap Him With An Ak-47, Let Him Go, Fight His Own War
Let Him Impress Daddy That Way
No More Blood For Oil, We Got Our Own Battles To Fight On Our Own Soil
No More Psychological Warfare, To Trick Us To Thinking That We Ain’t Loyal
If We Don’t Serve Our Own Country, We’re Patronizing A Hero
Look In His Eyes Its All Lies
The Stars And Stripes, They’ve Been Swiped, Washed Out And Wiped
And Replaced With His Own Face, Mosh Now Or Die
If I Get Sniped Tonight You Know Why,
Cause I Told You To Fight.

Dette er uden tvivl den bedste anti-Bush tekst, i kølvandet på galningens kapitalkorstog. Og selv hvis man er enig med Bush, og synes han er en rigtig onkel braveheart, så vil man vel stadig være interesseret i god politisk satire, velskrevet og godt leveret.

Men er ham dersens Eminem ikke en latterlig bøssehader (hører man, og sikkert fra den samme Bushmani-type fra før - for vi ved jo alle at Bush … ) - hvilket let og elegant bringer mig frem til det næste belærende eksempel, fra Eminems nyeste Lp : Encore. For hvis det ikke er sivet ind, er dette ved at udvikle sig til en anmeldelse, hvilket gør at jeg vel bliver nødt til at udvikle et rating system - hvilket får mig til at huske at sende en kærlig tanke til den producer, som valgte at stoppe Filmland på DR2, med ham der den skaldede nar fra en fredagsbar på KUA.

Nå! Sangen hedder Rain Man, and it gosa littl something like this :

Now in the Bible it says
Thou shalt not watch two lesbians in bed,
Have homosexual sex
Unless of course you were given the consent to join in
Then of course, it’s intercourse
And it’s bi-sexual sex
Which isn’t as bad, as long as you show some remorse for your actions
Either before, during or after peforming the act of that which
Is normally referred to have such, more commonly known phrases
That are more used by today’s kids
In a more derogatory way but
Who’s to say, what’s fair to say, and what not to say?
Let’s ask Dr. Dre
Dr. Dre? (What up?)
I gotta question if I may? (Yeah)
Is it gay to play Putt-Putt golf with a friend (Yeah)
And watch his butt-butt when he tees off? (Yeah)
But, ut! I ain’t done yet
In football the quarterback yells out hutt-hutt
While he reaches in another grown man’s ass
Grabs on his nuts but just what if
It was never meant it was just an accident
But he tripped, fell, slipped and his penis went in
His teeny tiny little round hiney but he didn’t mean it
But his little weenie flinched just a little bit
And I don’t mean to go in into any more details but
What if he pictured it as a females butt?
Is that gay? I just need to clear things up
Til then i’ll just walk around with a manly strut […].

Men man skal selvfølgelig høre det leveret, det er jo poesi, det skal høres - ligesom Dylan, både Bobby og Thomas.
Eminem har holdt sig på toppen i seks år nu, uden slinger, blot med større forståelse, fordybelse og fornedring af hele resten af brancen.

Jeg begyndte med at kalde ham genial; hvad jeg mener er : at han er ved at nå det - at skabe sit eget omsigselvdrejende univers, fuldt udstyrs-ekviperet, med en i sig selv regulerende myte - urørlig. auto-indkapslet- som almond, cave, moz og meget meget få andre har været i stand til - oprigtig originalitet ses så skældent. Parentetisk bemærket (en herlig måde at slippe for at sætte sætningen i parentes), hvor er det pinligt for det sorte hip hop establishment, hvordan de har ladet MTV voldføre en ægte original kunstform(som jazz, blues og rock’n'roll), og se hvordan de vedbliver med at være alfons til eget liveshow (ikke at der er noget galt ved at være black). (syv syttens med de parenteser, der formerer sig som havde de et udråbstegn i enden !). Jeg er meget glad for den nye Lp.
Listen and weep.

PS
Uha ja ! tekstuelt hvad angår ord, både sammensatte og sådan lidt hver for sig, men i et helhedsperpektiv - så er Malk de Kojn’s Sneglzilla oså ganske forrygende, hvis det skal være dansk, og det skal det jo i ny og næ når det huer.

Cave quid dicis, quando, et cui

Nov 21, 2004 @ 01:43 pm by site admin

Da Nick Cave ved sit klaver var omtrent halvvejs i sin omvendte, satiriske salme ‘God’s In The House’, lød pludselig et højt »Halleluja!« ude fra den fyldte, mørke sal. Den latter, der straks rejste sig som svar, antydede, at mange havde lyst til at istemme udbruddet.
Således skriver politikkens anmelder om Cave koncerten i fredags. Men det var jo netop ikke et samstemmende udbrud, det var et ironisk udbrud, så typisk for dansken hin hyggegode, og derfor kom den forløsende latter, der gør alt latterligt og pander al form for dybsindighed i jorden. På samme måde så man ustandseligt så de tændte lightere, der jo heller ikke menes, men skal stå som et ironisk statement som bevis på at De jo aldrig ville kunne finde på at tænde en lighter for real, og for igen at tage brodden af den værste fordybelse. Altid skal der blødes op, udvandes og vulgariseres – pinligt !

Pinligt at inkompetente oldermænd var sat til at passe 25 kroners garderoben, pinligt at 2 bartendere var sat til at passe den største bar, med konstant 300 kunder i køen til at købe en lille pinlig flad fadøl til 40 kr.

Caves format er dog ubestrideligt, og hans stemme knuser ethvert pinligt opsat anlæg. The bad seeds er stadig verdens bedste backingband (selv uden Blixa), og alle irritationer gav fortabt som koncerten skred frem.

Aftenens bedste sang: Stagger Lee

Overkriften på denne post er as it goes: to whom it may concern.

it´ll end in

Oct 29, 2004 @ 12:57 pm by site admin

Bret anderson og hans Butler er nu nået så langt at de har navngivet deres orkester : The Tears. Tilsyneladende er det en reference til et Phillip Larkin digt : Femmes Damnées’ ” The only sound heard is the sound of tears“. Var det ikke Bret der engang stolt udtalte at han aldrig havde åbnet en bog – men digtet er måske blevet filmatiseret?
De planerer at turnere inden året er omme – højst sandsynligt sammen med Andrew Strong og Johnny Logan (skal vi gætte på Jamie Walters som opvarmning?).
Lp’en dukker op engang i foråret, og kommer forhåbentlig til at bestå af lutter b-sider.

pink dots

Oct 22, 2004 @ 02:19 pm by site admin

Så Legendary Pink Dots på Rust i går.

pink dots in action

“She whispered sleazy secrets on the couch by the TV.
3D visions of a soapflake, trumpetsblared, a voice declared:
“Are you feeling dirty?”Yes but also very pleased.”

Udmærket gig, uden for meget at bitche om (nå ja ølpriserne ! ! ). Alle dem der skulle være der, var der - undtagen dem der burde være der, som ikke var det (u know who u are).
Og tillykke til manden fra Påskeøen, der kom og fejrede sin nye tillidspost med os. Første skridt på vejen mod den totale politiske magt. Mon Postmand Per ved, at der nu bliver indført 2 timers arbejdsdage med udvidede kaffepauser?

sanser berus jer

Oct 20, 2004 @ 02:14 pm by site admin

Arthur Rimbaud har fødselsdag i dag. Han blev født i 1854 og revolutionerede poesiens væsen i en så latterlig abnorm grad, at abnorme grader må gradbøjes superlativistisk abnormt, for at yde ham retfærdighed.
Marc Almond - som vi alle sender tanker i øjeblikket - satte i øvrigt (belærte lille Nina Sofie mig om forleden) musik til Rimbauds digt :
Mes Petites Amoureuses (My Little Lovers).
Tillykke Arthur – i dagens anledning, og i konfus glæde over at verden endnu engang hænger sammen, vil vi beruse samtlige sanser med både le originale et le copy, af førnævnte stykke poesi :

Mes petites amoureuses
Un hydrolat lacrymal lave Les cieux vert-chouSous l’arbre tendronnier qui bave, Vos caoutchoucs Blancs de lunes particulières Aux pialats ronds, Entrechoquez vos genouillères, Mes laiderons ! Nous nous aimions à cette époque, Bleu laideron ! On mangeait des oeufs à la coque Et du mouron ! Un soir, tu me sacras poète, Blond laideron : Descends ici, que je te fouette En mon giron ; J’ai dégueulé ta bandoline, Noir laideron ; Tu couperais ma mandoline Au fil du front. Pouah ! mes salives desséchées, Roux laideron, Infectent encor les tranchées De ton sein rond ! Ô mes petites amoureuses, Que je vous hais ! Plaquez de fouffes douloureuses Vos tétons laids ! Piétinez mes vieilles terrines De sentiment ;- Hop donc ! soyez-moi ballerines Pour un moment ! …Vos omoplates se déboîtent, Ô mes amours ! Une étoile à vos reins qui boitent Tournez vos tours ! Et c’est pourtant pour ces éclanches Que j’ai rimé ! Je voudrais vous casser les hanches D’avoir aimé ! Fade amas d’étoiles ratées, Comblez les coins !- Vous crèverez en Dieu, bâtées D’ignobles soins ! Sous les lunes particulières Aux pialats ronds, Entrechoquez vos genouillères, Mes laiderons !

My little Lovers
A tearful tincture washes The cabbage green skies Beneath the dribbling tree With tender shoots…Your raincoats White with special moons With round eyes Knock together your kneecaps My ugly ones We loved each other At that time Blue, ugly one We ate soft boiled eggs And chickweed One evening, you anointed me poet Blond ugly one Come down here that I may whip you Across my lap I spewed your brilliantine Black, ugly one You would chop my mandolin On the edge of my brow Ugh! My dried saliva Red-haired, ugly one Still infects the trenches Of your round breast Oh my little lovers How I hate you Plaster with painful blisters Your ugly tits Stamp on my old pots Of sentiment Come on up Be ballerinas for me Just for a minute Ohhhh…..Your shoulder blades Are dislocated Oh, my loves A star on your lame back Turn your turns And yet it’s for these mutton shoulders That I’ve written poems I would like to smash your hips For having loved Pointless heap of failed stars Crowd the corners You will burst in God Saddled with ignoble worries Beneath the special moons With Round eyesKnock together your kneecaps My ugly ones!

edward gorey

Oct 10, 2004 @ 01:55 pm by site admin

Peter Ackroyd, Alan Moore, Michael Moorcock, A.C. Doyle, Neil Gaiman etc. er alle kunstnere der har givet liv til min interesse for victoriatidens jack-the-ripper-mytologiske London, og nu har “Tiger Lillies: The Gorey end” cd’en, tilføjet Edward Gorey til listen (han er godt nok amerikaner, but what the hell).
Der findes en masse Gorey relateret habengut hos Goreydetails - og se om ikke lille marc almond optræder på siden i bedste Gorey style, på coveret til sin seneste autobiografi.