Corpus Holmeticum

Man får altid lyst til at læse PK Dick klokken to om natten. Eller rettere, hvorfor får man altid lyst til at læse Dick klokken 2 om natten?
Jeg drømte om VALIS, og vågnede. Stod op og gik ind til bogreolen for at finde UBIK. Den er væk! Hvor hulen er min UBIK? Er der nogen der har lånt den. Så kom frem. Jeg ved godt den er fantastisk, jeg har læst den 7 gange. Jeg har gennemset hele reolen 3 gange nu, også bagved og de stakke der ligger rundt omkring i soveværelset. Den er væk.
Hvordan kan UBIK blive væk. Hvem i al verden har jeg lånt den til? Nej jeg låner den jo ikke ud, den er fuld af noter. VIGTIGE noter.

Endte med at læse lidt i Divine Invasions: A Life of Philip K. Dick.
Kom til at tænke på hvor mange gange jeg har forsøgt at få folk til at læse Dick, og har fået svaret ”jeg læser ikke science fiction”. Og så står man i dilemmaet at forklare folk at DENNE science fiction er mere end almindelig science fiction, uden at skulle forklejne science fiction generelt som genre.
Det er ligesom at sige ”du skulle prøve at læse Dostojevskijs Rodion Raskolnikov” og få svaret ”Nej jeg læser ikke krimier”. Man skriger til himlen. Folks generelle stupiditet er simpelthen chokerende.

Valis,
The divine invasion,
Ubik,
The three stigmata of Palmer Eldritch.
Læs disse 4 bøger hvis du er træt af dit gamle liv. Du bliver aldrig den samme igen.

Købte en stor stabel bøger fra Villy Sørensens bibliotek (dødsboet) i går. Herligheder som Treichel, Handke, Hamsun, Gide, Strauss, Stuart Mill, Tolstoy etc.
Nekrofil bibliomani er en besynderlig disciplin. Må indrømme at jeg finder det rørende at de har samlet støv hos VS, og nu kommer til at gøre det hos mig. Frydede mig også lidt ved at flere af dem var uopsprættede, man tror altid at alle andre end en selv, får læst alt de har på reolerne.
Fik også fat i Ravignants: Åndelige Vejledere i Vor Tid, et to bindsværk som jeg slugte med en appetit så stor som Galaktus i min pureste ungdom. En skønsom blanding af skønånders biografier fylder siderne, og det var her jeg første gang stiftede bekendtskab med Crowley, Lautreamont, Hesse,Watts, Levi osv. En besynderlig blanding, selv Bob Dylan og Ghandi er med. Ren pop og ren nydelse.

Har netop grinlæst mig igennem Michel Houellebecqs “Udvidelse af Kampzonen“, som hermed står til anbefaling.
Jeg læste mig for en halvanden års tid siden næsten igennem Houellebecqs “Platform“, men måtte opgive, da jeg simpelthen fik det dårligt. Mit indtryk var på givne tidspunkt at det var excellent godt skrevet, men havde jeg virkelig brug for at læse noget sådant - ligegyldigt hvor stor litteratur det var?
Altså, på hylden med Houelle.

Efter en hyggelig litteratursnak for nyligt, med en længe ventet veninde, måtte jeg dog overgive mig til at forsøge igen. Jeg begyndte at samle alle de artikler der var skrevet om og med Huellebecq sammen, og blev mere og mere interesseret. En mand der er så hadet og samtidigt så beundret, måtte jeg give en chance til. Alas! Forfra!
“Udvidelse af Kampzonen” viste sig at være formidabel, ikke bare citérbar på omtrent hver side, men så morsom at jeg tog mig selv i at grine højlydt på offentlige steder. Den slog mig som værende en moderne udgave af Albert Camus, men mindede mig også om Botho Strauss.

Lad mig slå ned på nogle pointer: For Houllebecq er det tydeligvis sociologien og ikke psykoanalysen der fortæller os mest om mennesket. Den måde hvorpå man individualiserer sig på (i den moderne kontekst) er netop ikke ved at blive en ener, ved at skille sig ud - men ved at melde sig ind i en gruppe, hvor man klæder sig ens, lytter til den samme musik, har samme politiske standpunkt, samme smag, samme helte og samme fjender etc.

Houllebecq (måske er det derfor jeg kommer til at tænke på Botho Strauss?) bliver hele tiden beskyldt for at være reaktionær og neokonservativ, og vist ikke kun fordi han er en torn i øjnene på den humanistiske fløjs (der ikke længere er humanister i kraft af deres boglæsninger) tomgang med islam. Om islam er latterlig eller ej, er en diskussion jeg dyrker i lukkede cirkler - men at man skal have ret til at sige det, er en naturlig konsekvens af den kulturradikale credo, der jo paradoksalt nok dyrkes med ildhu af netop kritikkerne. Men et eller andet skal man jo slå ned på, når man ikke har talegaverne, de litterære forudsætninger eller en almindelig intelligens til at forsvare sig med. Fornærmetheden kræver ingen blod på skjorten, især ikke hvis man er fornærmet på nogle andres vegne.
Om han er neokonservativ eller ej (and so fuckin what - den guddommelige Hamsun var jo heller ikke medlem af minoritetspartiet), synes jeg at følgende citat fra bogen er lige i øjet, så kan man jo selv tage stilling:
“Af alle økonomiske og sociale systemer er det kapitalistiske uden tvivl det mest naturlige.
Det er i sig selv et tegn på, at det må være det værste”.
Citatet er uden tvivl taget totalt ude af kontekst, men det er sådan noget man med stolthed kunne få trykt på en T-shirt.

Mest af alt morede jeg mig over hans tirader over psykoanalysen. På et tidspunkt er protagonisten hos psykiater (han trøster sig med at det trods alt ikke er en psykolog) - jeg citerer:

“En uge senere konsulterer jeg ham (psykiatikeren). Jeg har ikke noget særligt at sige; jeg siger alligevel et par sætninger. Jeg læser på hovedet på hans spiralblok, at han noterer: “nedsat tankevirksomhed”. Ah ha. Ifølge ham er jeg altså ved at blive dum. Det er en hypotese.
-
Ind imellem kaster han et blik på sit armbåndsur (læder, rektangulær og forgyldt urskive); jeg har ikke indtryk af, at jeg interesserer ham synderlig. Jeg overvejer om han har en revolver i skuffen til patienter med voldsomme kriser. Efter en halv time kommer han med nogle temmelig overordnede bemærkninger om perioder af nedtrykthed, forlænger min sygemelding og sætter min medicindosis op.
Han afslører også at min tilstand har et navn: Det er en depression. Jeg har altså officielt en depression. Det forekommer mig at være en heldig formulering. Ikke fordi jeg egentlig føler mig nede; det er snarere verden, der forekommer mig at være højt oppe.”

Hans betragtninger over kvinder i analyse, er endnu morsommere, men så grove at jeg ville få svare problemer, hvis jeg gentog dem her - læs selv (s. 86, for de dovne).

I stedet tror jeg at jeg vil gentage den nok så omtalte Botho Strauss´ linjer fra hans roman Der Junge Mann (den unge mand , 1986), nu vi er i gang med at luge ud i diagnosefabrikkerne:

“[Vi er] opvokset i en tid, hvor man blev uddannet mere af kritiske programmer end af erfarne mennesker. […] Jeg ville sone […], men for guds skyld ikke i terapi, ikke drives ind i psykiatriens uoverskuelige undskyldnings-labyrint. Der truede faldet ned i det ubegrænsede inderliges helvede […]. Lovens straf ville derimod holde mig fast i den verdsligt barske orden uden at spolere min sans for skyld.”

read them and weep

Hjemvendt fra ferie, hvor jeg fik stavet mig igennem og oversat nogle af de lovede Lucien Anguec digte (se ovenfor). Hertil vil jeg lige benytte lejligheden til at anbefale et par bøger som jeg fik læst i ugen.

Philip Roth: The Ghostwriter. Den første i serien om hans alter ego: Zuckermann. Suveræn selvfølgelig. Roth som jeg har gået uden om i årevis blæste i sidste års ferie benene væk under mig med An American Pastorale. Roth som af Harold Bloom beskrives som en af de 3 store forfattere der endnu skriver (de to andre er Delilo og Pynchon, som jeg ikke bryder mig stort om). Jeg har allerede anskaffet mig de to næste Zuckermann bøger, og hvis de bare er halvt så godt skrevet er sommeren i den grad reddet.

Det var den nu alligevel, da jeg endelig fik taget mig sammen til at læse Knut Hamsun: Mysterier. (move over Dostojevskij, there´s a new sherif in town).
Det er en af de bøger som jeg har haft så høje forventninger til, at det har været svært at komme i gang. Til gengæld fik jeg så næsten læst den to gange i en, da den er så svimlende smukt skrevet at jeg tog mig i at læse sider og visse kapitler forfra midt i læsningen. Hamsun er et litterært monster, en tekniker og improvisator af et så guddommeligt talent at han danner sin egen kanon. Hvilket selvfølgelig ikke giver nogen mening - but you get the point.

Ud over at genlæse Raymond Radiguet: Grev D’Orgels bal, som vel holder til en 8-9 genlæsninger endnu, fik jeg læst Ian McEvan: Amsterdam. Det er en af de bøger man kan læse på en aften (jeg har virkelig fået en kærlighed til “små” romaner), men man føler bagefter man har været i selskab med personerne i ugevis (på den fede måde - gud hjælpe det). Altså: Anbefalet!

Read them and weep!

Angående Lucien Anguec kommer der altså et par smagsprøver i ugens løb, originalteksterne venter jeg altså med at præsentere indtil jeg evt. kan få dem udgivet. Jeg forestiller mig originalen på den ene side og oversættelsen på den anden - men da jeg stadig er lidt shaky mht. til nogen af de mere kringlede passager, og måske ændrer lidt hen ad vejen, må de stå for sig selv indtil da.

En appelsin er dumpet ned i den holmetiske turban, i det at jeg i en obskur lille antikvariat i Malmö har fundet en lille antologi fra 1958 betitlet “23 poems NOW!”. Det sensationelle ved denne samling er at der blandt samlingens andre forfattere (none of which I ever heard of) er et digt af den navnkundige David Aames, som ikke er trykt Nogen andre steder (trust me!)
Det fuldstændigt urimeligt sensationelle er digtets tema.
Selvom næsten alle vel kender Aames skæbne, må jeg nok hellere fortælle hvorfor jeg er så oprørt over dette fund.
Aames var i 1959 involveret i en bilulykke, var på vej til Maryland fra New York, efter en kongres hvor både Burroughs, Nabokov og Sentoveil havde deltaget. Aames ryger i et koma, der efter et halvt år resulterer i hans alt for tidlige død. Han blev 36 år. Godt nok hedder en af han mest berømte digtsamlinger “Prophecies of the here and now” - men det her er alligevel spooky.
Digtet lyder i al sin enkelhed :

Last night when I woke up
I suddenly died
It was no big deal
and I saw an amazing angel

My only problem is
I can´t wake up

I can’t wake up without dying

Det var en mørk og stormfuld aften…” som Nuser fra Radiserne altid begyndte sine romaner med, er definitionen på en dårlig åbningsscene (vist nok nolet fra Bulwer-Lyttons : It was a dark and stormy night; the rain fell in torrents - except at occasional intervals, when it was checked by a violent gust of wind which swept up the streets..”
(hvilket sq da er morsomt).

Nå, min pointe er at debutpladen, de første 3 -takter af sangen -minutter af filmen, ouverturen og altså ikke mindst åbningsscenen til litterære tekster, er højvigtige, afgørende og definerende. Jeg kommer til at tænke på alt dette, fordi jeg igen sidder og bladrer igennem Billys’ Twelfth Night. Willy - som jo objektivt set er verdens, til en hver tids bedste forfatter - har jo selvfølgelig skrevet en hel del af verdens bedste åbningsscener, ikke mindst Twelfth Nights :

“If music be the food of love, play on;
Give me excess of it, that, surfeiting,
The appetite may sicken, and so die.”

(I, i,1-3)

Vi møder Orsino, regenten af Illyria - det udtrykte billede på en hopeless romantic, forelsket i kærligheden og melankolsk bevæget ved tanken om sin egen forelskelse. Olivia, målet for hans atrå – er også forelsket, men i sin egen sorg, over sin netop afdøde bror.
Efter således at have afdækket det menneskelige behov for trods alt at føle noget (”when usually it’s nothin, surely you´re happy it should be this way” – som moz synger), begynder forvekslingsfesten ellers – you know the story. Højspændt passion mixes med lavkomik – just like in real life.
Nå, men jeg ville egentlig bare dele min glæde over dette ultrakorte og hyperpoetiske værk, af barden over dem alle.
Read it and weep!

Jeg har netop genlæst Doyles : The Final Problem og The Bruce-Partington plans, og hvorfor nu det? Tja.. ved siden af det holmetiske finder jeg det holmesiske univers et af de mere interessante, og så sad jeg netop og bladrede igennem Peter Ackroyds monumentale bog om London, hvor han minder os om at Holmes “had at least five small refuges in different parts of london, in which he was able to change his personality.”

Denne idé, at kunne fortrække momentant både geografisk og biografisk, er mig så tiltalende at jeg straks fik lyst til at træde ind i Doyles tåger igen.
Og som alle andre Sherlock-læsere, er det af en eller anden grund historierne med Mycroft, der mest tænder de victorianske små grå. Ligesom Peter i det holmetiske, finder Sherlock i det holmesiske andre menneskers intellekt yderst begrænset, men Sherlock gør en undtagelse når det kommer til sin bror, som han omtaler som: the most indispensable man in the country.
I Bruce-Partington planerne fortæller Holmes:
Han har en enestående stilling. Han har selv skabt den. Aldrig har nogen haft eller vil få en lignende. Han har den klareste og mest velordnede hjerne, man kan tænke sig, og en fabelagtig hukommelse … alle departementernes beslutninger sendes til ham. Alle andre er specialister, men hans speciale er at være alvidende. … I begyndelsen brugte de ham som en bekvem genvej, nu har han gjort sig uundværlig. I hans store hjerne ligger alting på hver sin hylde og kan findes frem med et øjebliks varsel. Gang på gang har hans oplysninger bestemt vort lands politik.

Vi kender jo Sherlock som det klareste intellekt, han er blevet selve symbolet på den deduktive hjerne, så en sådan hyldest fra hans læber får os selvfølgelig til at spidse ører.
Interessant er det, at disse to supermennesker, samtidigt besidder nogle besynderlige karaktertræk.
Sherlock beskriver Mycroft i The Greek Interpreter således : “…he has no ambition and no energy. He will not even go out of his way to verify his own solutions, and would rather be considered wrong than take the trouble to prove himself right. Again and again I have taken a problem to him, and have received an explanation which has afterwards proved to be the correct one. And yet he was absolutely incapable of working out the practical points…”. Og Watson giver i The study of scarlet, følgende karakteristik af Sherlock:

“Sherlock Holmes– his limits :

Knowledge of Literature.—Nil.
” ” Philosophy.—Nil.
” ” Astronomy.—Nil.
” ” Politics.—Feeble.
” ” Botany.—Variable. Well up in belladonna, opium, and poisons generally. Knows nothing of practical gardening.
Knowledge of Geology.—Practical, but limited. Tells at a glance different soils from each other. After walks has shown me splashes upon his trousers, and told me by their colour and consistence in what part of London he had received them.
Knowledge of Chemistry.—Profound.
” ” Anatomy.—Accurate, but unsystematic.
” ” Sensational Literature.—Immense. He appears to know every detail of every horror perpetrated in the century.
Plays the violin well.
Is an expert singlestick player, boxer, and swordsman.
Has a good practical knowledge of British law.”

Nu har jeg læst disse Holmes historier så mange gange, og selvom nydelsen ikke formindskes, kan jeg alligevel ikke lade være med at digte videre på mytologien.
Mycroft minder mig i uhyggelig grad (bortset fra hans fysik) om min ultimative helt fra fiktionens verden : No 6 - fra tv-serien The Prisoner, der i 1968 kørte i 17 forunderlige episode på britisk tv.
En enkel analyse af et enkelt af disse afsnit, ville kræve mere serverplads, end jeg umiddelbart har til rådighed - men bare rolig no. 6 skal nok få sin berettigede behandling på et senere tidspunkt på disse sider.
Men! endnu mere ser jeg et slægtskab mellem Sherlock/Mycroft figuren med en senere nok så berømt detektiv : Nero Wolfe - skabt af forfatteren Rex Stout.
Sherlock og Mycroft forlader nemlig sjældent deres domiciler når de skal opklare noget, præcist som Wolfe, som også deler Mycrofts fysik, som Sherlock siger :
“Mycroft is “seven years my senior, and brilliant in observation and deduction, but so lazy — and fat, it turns out that he seldom moves from his accustomed cycle: his rooms, his office in a government building, and the Diogenes Club”. (Diogenes var som vi ved, den filosof, som da Alexander Den Store besøgte ham - mens Diogenes sad i sit badekar, blev spurgt om hvad Alexander kunne gøre for ham - bad ham om at træde til side fordi han skyggede for solen).
Wolfe forlod heller aldrig sit kontor, mens han deducerede sig frem til sine opklaringer, og havde sin egen Watson i Archie Goodwin.

Mit bud er at Wolfe simpelthen er Sherlocks søn (det passer også tidsmæssigt, den første Wolfe bog er fra 1934), som han fik med Irene Adler, mens han var i skjul efter hans fatale møde med ”the Napoleon of crime – Professor Moriarty (i The final problem). Wolfe kan i al fald siges at besidde genetisk materiale fra både Mycroft og Sherlock.

Spøjs sidebemærkning 1:
I Rober A. Heinleins fantastiske roman : The Moon is a Harsh Mistress optræder der et selvbevidst computersystem med navnet : Mycroft Holmes. Den beskrives som : Highly Optional, Hogical, Multi-Evaluating Supervisor” or a HOLMES IV model computer.

Spøjs sidebemækning 2:
T.S. Eliot beskriver i hans Old Possums Book of practical cats – Macavity som the napoleon of crime

Angående Doyles samlede Holmes historier : read them and weep!

Har netop færdiglæst Paul Austers : illusionernes bog, der som sædvanligt er en intertekstual metatekst af matryoshka dukker, gemt i kinesiske æsker og placeret i en palimpsestverden af labyrintiske spejlkabinetter.
Det univers bogens hovedperson David Zimmer (i øvrigt en biperson fra moon palace) spejder sig igennem, er så gennem austersk at jeg som sædvanligt håber, at det aldrig får en ende (selvom hans sidste bog : orakel nat – besynderligt nok var så austersk, at det faktisk gik hen og blev for meget).

I starten af bogen fortæller Zimmer, at han har oversat lidt fransk litteratur og skrevet to bøger; det pudsige er, at den sidste af disse bøger er en bog jeg (moi) altid (okay, i nogle år ) har drømt om selv at skrive. Den hedder The Road to Abyssinia og handler om “forfattere der var holdt op, en refleksion over tavsheden; om Rimbaud, Dashiel Hammett, Laura Riding, J. D. Salinger m.fl., store lyrikere og romanforfattere, der af en eller anden grund var holdt op med at skrive” (s. 20).
Oh ja, spejlingerne i tekstbrudstykkernes genklangoverflader, rækker helt ud i den virkelige læsers uvirkeligt fiktive virkelighed.
Read it and weep!

Arthur Rimbaud har fødselsdag i dag. Han blev født i 1854 og revolutionerede poesiens væsen i en så latterlig abnorm grad, at abnorme grader må gradbøjes superlativistisk abnormt, for at yde ham retfærdighed.
Marc Almond - som vi alle sender tanker i øjeblikket - satte i øvrigt (belærte lille Nina Sofie mig om forleden) musik til Rimbauds digt :
Mes Petites Amoureuses (My Little Lovers).
Tillykke Arthur – i dagens anledning, og i konfus glæde over at verden endnu engang hænger sammen, vil vi beruse samtlige sanser med både le originale et le copy, af førnævnte stykke poesi :

Mes petites amoureuses
Un hydrolat lacrymal lave Les cieux vert-chouSous l’arbre tendronnier qui bave, Vos caoutchoucs Blancs de lunes particulières Aux pialats ronds, Entrechoquez vos genouillères, Mes laiderons ! Nous nous aimions à cette époque, Bleu laideron ! On mangeait des oeufs à la coque Et du mouron ! Un soir, tu me sacras poète, Blond laideron : Descends ici, que je te fouette En mon giron ; J’ai dégueulé ta bandoline, Noir laideron ; Tu couperais ma mandoline Au fil du front. Pouah ! mes salives desséchées, Roux laideron, Infectent encor les tranchées De ton sein rond ! Ô mes petites amoureuses, Que je vous hais ! Plaquez de fouffes douloureuses Vos tétons laids ! Piétinez mes vieilles terrines De sentiment ;- Hop donc ! soyez-moi ballerines Pour un moment ! …Vos omoplates se déboîtent, Ô mes amours ! Une étoile à vos reins qui boitent Tournez vos tours ! Et c’est pourtant pour ces éclanches Que j’ai rimé ! Je voudrais vous casser les hanches D’avoir aimé ! Fade amas d’étoiles ratées, Comblez les coins !- Vous crèverez en Dieu, bâtées D’ignobles soins ! Sous les lunes particulières Aux pialats ronds, Entrechoquez vos genouillères, Mes laiderons !

My little Lovers
A tearful tincture washes The cabbage green skies Beneath the dribbling tree With tender shoots…Your raincoats White with special moons With round eyes Knock together your kneecaps My ugly ones We loved each other At that time Blue, ugly one We ate soft boiled eggs And chickweed One evening, you anointed me poet Blond ugly one Come down here that I may whip you Across my lap I spewed your brilliantine Black, ugly one You would chop my mandolin On the edge of my brow Ugh! My dried saliva Red-haired, ugly one Still infects the trenches Of your round breast Oh my little lovers How I hate you Plaster with painful blisters Your ugly tits Stamp on my old pots Of sentiment Come on up Be ballerinas for me Just for a minute Ohhhh…..Your shoulder blades Are dislocated Oh, my loves A star on your lame back Turn your turns And yet it’s for these mutton shoulders That I’ve written poems I would like to smash your hips For having loved Pointless heap of failed stars Crowd the corners You will burst in God Saddled with ignoble worries Beneath the special moons With Round eyesKnock together your kneecaps My ugly ones!

Peter Ackroyd, Alan Moore, Michael Moorcock, A.C. Doyle, Neil Gaiman etc. er alle kunstnere der har givet liv til min interesse for victoriatidens jack-the-ripper-mytologiske London, og nu har “Tiger Lillies: The Gorey end” cd’en, tilføjet Edward Gorey til listen (han er godt nok amerikaner, but what the hell).
Der findes en masse Gorey relateret habengut hos Goreydetails - og se om ikke lille marc almond optræder på siden i bedste Gorey style, på coveret til sin seneste autobiografi.