Corpus Holmeticum

Bare lige en kort opsummering af et af de helt store events i DC-universet de senere år:
Infinite Crisis.
Hele historien, som ikke kan overvurderes, er selvfølgelig lang og infiltreret i et utal af titler, men for os der ikke er millionærer kan det måske være nødvendigt med et breakdown af de “nødvendige titler”, nu hvor de efterhånden er kommet i paperbacks.
Følgende 12 titler + den stadig igangværende “52″ burde være nok til at kunne få et næsten fuldstændigt overblik. Har man favoritter blandt heltene, kan man selvfølgelig dykke ned i de dertil tilhørende titler, men dette er altså ment som en guide til dem der vil have hele historien i sammenhæng og rækkefølge.

Infinite crisis tpb’s

the omac project
superman sacrifice
villains united
day of vengeance*
jla: black vengeance
prelude to infinite crisis
jsa mixed signals
superman the journey*
superman strange attractors*
jla: crisis of conscience
infinite crisis
superman infinite crisis
52 (de to første er ude nu - flere undervejs)

*måske ikke supernødvendige

God fornøjelse

J. Michael Straczynski som vi har hyldet i lange baner her på siderne, for hans uovertrufne Babylon 5 serie, har netop annonceret at han er instruktør på den kommende Silver Surfer film. Surferen var eneherskende totemfigur i de tidlige holmentiske dage i 1980′erne, så vi glæder os med tilvant skuffelse over at endnu en kultfigur bliver dyrket til døde (jeg nægter at se fantastic 4 af samme grund, man er vel en snob). Men hvad mere vigtigt er, har han netop lanceret endnu en instalment i Babylon serien.
Det er en direct to video produktion og bærer navnet “The Lost Tales - Voices in the Dark“. To historier af 35 minutters varighed med tydeligt præg af mangel på et ordentligt budget, hvilket også er tydeligt i og med at kun 3 af de originale medlemmer af serien er med.
Straczynski har både skrevet og instrueret episoderne så det er tydeligt at Babylon 5 er et hjertebarn for ham, for han er klart en travl herre.
Straczynski har to film på vej hvor han har leveret manuskriptet : Clint Eastwoods ” The Changeling”, og “They marched into sunlight” der instrueres af Paul Greengrass der svæver højt i øjeblikket med succesen “The Bourne Ultimatum”. Greengrass deler Straczynskis lidenskab for tegneserier og det var meningen han skulle have instrueret Alan Moores “The Watchmen” før Zack Snyder tog over. Zack Snyder instruerede jo også Frank Millers “300″. Og for at ende cirklen på smuk holmetisk vis var det den selv samme Zack Snyder, der instruerede den bedste Morrissey musikvideo der til dags dato er lavet: “Tomorrow”.
En tilfældighed? Det tror vi næppe. Det kan godt være der er langt imellem vores præferencerammer, men de hænger sammen.

Endelig en nyhed der er værd at skrive om.
D. 7 marts kommer Joss Whedon stærkt tilbage fra alle de andre stærke projekter han har kørende, og bringer os - jeg siger og skriver - Buffy the Vampire Slayer Season 8.
Som tegneserie vel at mærke.
Men ligemeget, Whedon har bevist gang på gang at han er en mester i genren. Selvom jeg nødigt vil indrømme det, overgik han sågar den store husgud Grant Morrions run på X-men (mere credit kan man ikke få her fra).
Hans X-men var i øvrigt nomineret til flere Eisner priser (Serialized Story, Best Continuing Series, Best New Series og Best Writer) og han vandt Best Continuing Series award i 2006. Ikke dårligt i et år som faktisk bød på rigtig mange gode sager (Daredevil og Captain America for lige at nævne et par andre formidable Marvel-serier fra det seneste år).

Serien kommer altså fra Marts, udgives af Dark Horse, og er en direkte fortsættelse fra hvor vi slap vores helte i sæson 7.
Serien tegnes af Georges Jeanty som vi bedst kender fra The American Way serien han laver for Wildstorm.

Så glæd jer kære holmetiske akolytter, trods fascismens fremmarch og de kinesiske pandaers fortsatte rædselsregime i bambusplantagerne, produceres der stadig stor kunst.

Når man med lødig og letglanspoleret lup studerer de holmetiske annaler, kan det med løsagtig lethed se ud som om den guddommelige Grant Morrison, er den eneste stjerne på en letantændelig himmel af comic book heroes (forfatterne altså, ikke undertøjsmodellerne).

Men men men … der er selvfølgelig flere figmenter i pantheon, og da vi dagligt modtager sækkevis af mails med håb om anbefalinger, flyder mit hjerte over med mig, og jeg vil på de næste par linier præsentere en serie af uhørt karatkvalitet, der udmærker sig på flere indtil talrigt mangfoldige områder.

Jeg taler naturligvis om Bill Willinghams eventyrligt vanedannende : Fables.

For nogle år siden stod jeg pludselig med et lille hæfte i hånden, af denne Willingham, som jeg kun sporadisk kendte fra to Sandman spinoff serier om Thessaly.
Det jeg stod med var en ny serie ved navn Fables, som jeg umiddelbart troede var endnu en Sandman relateret serie. Den handlede trods alt om en eller anden eventyrverden, men jeg kunne ikke genkende nogle af karaktererne, bortset fra, at jeg selvfølgelig kendte alle karaktererne.

I contradict myself … very well, I contradict myself - I am large - I contain multitudes.

Det gik hurtigt op for mig at dette vist ikke var det sædvanlige DC/VERTIGO univers, ikke engang Sandman-versionen.
Den var knaldlækkert illustreret, og bortset fra et par enkelte paneler med blood and gore, var der hverken i dette eller de efterfølgende hæfter jeg hurtigt hev ned fra hylden, nogen særlig brug af grafisk vold.
Og på det tidspunkt havde jeg ærlig talt fået nok af den “realistiske genre”.

Interessant tænkte holmetikeren, mens navnene på karaktererne blev studeret :
Bigby Wolf, Snow White, Prince Charming, Three little pigs, Boy Blue, Jack of the Tales, Rose Red - og jeg kunne godt se idéen udfolde sig.

Simpelt og med uanede muligheder, havde denne Bill Willingham, skabt en verden befolket med alle karaktererne fra alle de gamle folkeeventyr, fortællinger og nursery rhymes.
Godt rodet sammen, mixet up og sat ind i en ny kontekst, der så ud til at være tilpas metafiktivt til at pirre mit palimpsest-pergamenterede hjerte.

Som Willingham selv præsenterer en af sine historier:
“In true oral tradition, Its been much altered under my care, which is a polite way of saying that I stole everything I thought I could use. Changed a bunch of stuff to suit my whims, and made up the rest.”

Plottet kort fortalt:
En stor del karaktererne fra alle de eventyr vi kender, blev for hundereder af år siden drevet ud af deres såkaldte “Homeland” af en stor ukendt fjende, kun kendt under navnet The Adversary.
De fandt vej ind i vores verden og lever nu i en lille skjult koloni i New York kaldet Fabletown (undtagen alle de ikke-menneskelige skikkelser som fx De tre små grise, der bor lidt uden for byen i en kommune kendt under navnet The Farm.
Brug af forskellige fortryllelser og besværgelser, sørger for at de kan leve hemmeligt imellem os .
Og her lever de så; i deres udødelige dagligdag, med alle de problemer og situationer deres specielle personligheder udbyder. Intrigerne indeholder især elementer fra kriminalgenren, blandet op med humor og kærlighed.

Okay?
You get the general idea.
Lyder det fjollet?
Det fungerer perfekt!
Og det gør det af den ene årsag at historierne er så utroligt velkomponerede og godt fortalte, så overraskende og naturligt narrativt nøjeregnende, at man efter hvert endt hæfte sidder og stirrer op i loftet med en følelse af fuldstændig fuldbyrdelse.
Det kan ikke forklares, det skal læses, og så er der ikke andet at sige.

I skrivende stund er serien oppe på # 50, og de første 41 hæfter er samlet i 6 trade paperbacks :
1. Fables: Legends in Exile
2. Fables: Animal Farm
3. Fables: Storybook Love
4. Fables: March of the Wooden Soldiers
5. Fables: The Mean Seasons
6. Fables: Homelands

og nr. 7 Fables: Arabian Nights (and Days), der udkommer senere på året.
og nr. 8 Fables: 1001 Nights of Snowfall, der udkommer senere på året.

Enjoy !

Ordet superhero ejes vel ikke af nogen. Eller gør det?

Nu findes der jo få objektive sandheder livet (hvis i ønsker en liste så lad mig det vide), men én af dem er at konkurrerende firmaer med milliardomsætninger, ikke har samarbejdsproblemer når det gælder om at gøre livet surt for andres markedsandele, selvfølgelig med varietetens udvanding og den offentlige undren til følge.

Marvel Comics og DC Comics, der sammen sidder på 80% af det amerikanske tegneseriemarked, har gudhjælpemig igen indgivet begæring om at få trademark sikret ordet Superhero.
(U.S. Trademark Serial Nos. 72243225 og 73222079).
Det gjorde de allerede i 1979 - og fik rettighederne (!), hvilket fik andre firmaer til at bruge termen super-hero (altså med bindestreg), men nu har de to grådige mastodonter begæret rettighederne til denne spidsfindighed også, samt andre variationer af ordet.

For nyligt er fx forlaget GeekPunk blevet nødt til at ændre titlen på en af deres publikationer fordi det i titlen indeholdt ordet Superhero.

Deres sag bygger på en påstand om, at de fleste når de hører ordet “Superhero” tænker Marvel og DC, og det burde give dem retten til ordet, og selvfølgelig efterfølgende kompensation ved andre firmaers brug.
Marvel og DC er nu begyndt at sætte et lille TM tegn ved siden af ordet, og lader derved som om de ejer ordet.
Hvis dette griber om sig, og folk vender sig til dette lille mind-control-trick, ender det med at Marvel og DC får ret i deres absurde påstand, og ordet bliver deres ejendom, at ordet “Superhero” bliver et brand.
Lad os holde fast ved at ordet superhelt er et begreb (modsat for eksempel Alan Moores betegnelse Science-Hero, som han med god ret kunne registrere - men ikke gør).

Opfordringen herfra lyder : kald alle andre helte end Marvels og DCs for superheroes, men referer konsekvent til M’s og D’s som selvtægtsmænd, mutanter, maskerede helte - eller som den gode Warren Ellis har foreslået - underwear perverts.

Hvem er den ældste maskerede helt i tegneseriekronologien (og med maskeret mener jeg the full body-suit). Svaret er næsten skandinavisk: The Phantom.
Gode gamle Fantomet, der altid har nydt større respekt i Skandinavien, og i Sverige i særdeleshed, end i resten af verden (okay okay måske lige med undtagelse af Australien, men det ligger så langt væk at det ikke gælder).

Lee Falk der oprindeligt hed Leon Harrison Gross (1911-1999) var figurens navnkundige skaber, og tog efter eget udsagn inspiration fra Den Røde Pimpernel, Tarzan og Zorro (i dag ville vi nok mest se ham som et mix af The Batman og Tarzan).
Falk gjorde dertil figuren udødelig, ved at lade historien gå 400 år tilbage i tiden. Fantomet-gerningen gik videre til søn efter søn, ned gennem generationerne, uvist for alle der derved troede at det var den samme udødelige figur. Der af fik han navnet - ånden der vandrer.
Alle har de overholdt den ed, som det første Fantomet aflagde: altid at kæmpe for retfærdigheden.
Efter i fem årtier at have været forlovet med den smukke Diana Palmer, giftede Fantomet - den tyvende i rækken - sig endelig med sin udkårne og fik tvillinger i 1980.

Tre andre mærkbare personligheder var med til at sætte præg på den vandrende ånd.
Ray Moore var den første tegner på hverdagsstrip’en og et par år senere på søndagssiden
Moore var dog en bonafide warhero, med skade og det hele, der gradvist tvang ham til at overlade serien til assistenten Wilson McCoy. I 1947 overtog McCoy så serien fuldstændigt og da han døde i 1961 blev den videreført af Sy Barry, hvis streg virkelig gjorde serien ære.

I Danmark er figuren evigt forbundet med Flash Gordon og Mandrake the Magician (som Falk som sagt havde skabt i 1924), da de to sidstnævnte figurer sideløbende kørte i Fantometbladet. De tre helte dannede i øvrigt på besynderlig vis en gruppe under Marvel i 1987, i den animerede serie Defenders of the Earth.

Fantomet begyndte d. 17 februar 1936, og har altså lige haft 70 års fødselsdag. Holmetiske hilsner herfra og til kraniegrotten.

Serien har levet en lidt omtumlet tilværelse. Den gik i Ace Comics i 1938-49, med reprints i andre titler op igennem 50′erne. I 1962 begyndte Gold Key Comics at udsende egentlige The Phantom titler. Den røg så til King Comics der blev overtaget af Charlston der kørte serien indtil 1977.
Charlton blev som bekendt overtaget af D.C., der fandt nåde i serien og publicerede 17 titler fra 1988-1990
En række romaner blev udsendt mellem 1972-75, og der blev produceret 33 episode af en tegnefilm-udgave der hed Phantom 2040 (der handlede om den 24 fantomet i rækken).

Som sagt har han altid været et hit i Skandinavien. I Sverige hvor hæftet var begyndt i 1950, tog de simpelthen konsekvensen da det amerikanske materiale ikke længere var nok, og begyndte selv i 70′erne (forlaget Semic) at producere historier på licens, skrevet af bl.a. Ulf Granberg, og tegnet af bl.a. Georges Bess, Jaime Vallvé og Knut Westad.

I Danmark havde serien siden 1938 og til 1963 kørt i Skipper Skræk. og Aller forlaget udsendte et decideret Fantomhæfte fra 1952-54 (sammen med Prins Valiant, King, Mandrake,
Rip Kirby og Steve Canyon). Ude og Hjemme kørte endvidere striben 1970-77.
Interpresse begyndte i 1971-94 en rigtig månedlig udgivelse af det svensk redigerede hæfte, indtil det blev afløst af kvartalsudgivelsen Fantomet krønike, som tidligere 1986-87 var udkommet parallelt med månedshæftet.
I 1998 genoptog Serieforlaget udgivelsen af et dansk månedshæfte. Første hæfte, som i modsætning til tidligere var i farver, bar nr. 359 , idet udgivelsen fortsatte Interpresse/Semics nummerering.
Ud over disse har Fantomet optrådt på dansk i en række one-shots og album og selvfølgelig som avis-strip.

Forsiderne havde selvfølgelig altid været i farver, og her kommer så spørgsmålet : hvad farve har Fantomets dragt ? Herhjemme vil vi selvfølgelig sige blå, alt andet er jo latterligt. Men Fantomets dragt er oprindeligt lilla. En trykteknisk fejl gjorde at dragten i de danske (og svenske) hæfter blev blågrå. Hvilket man siden hen fastholdt. Resten af verden tror således vi er farveblinde herhjemme, hvilket er ironisk da vi jo netop er mest kendt i vores omverden som rascister.

I dag varetages serien af Moonstone Comics og skrives af Chuck Dixon og Ben Raab (der faktisk begyndte da han fik muligheden for at skrive fantomet historier for Skandinaviske Egmont). I øjeblikket tegnes den bla af Paul Guinan, Pat Quinn, Doug Klauba, Eric J og Gabriel Rearte

Mandrake havde allerede kørt som serial i biograferne i 1939, og i 1943 blev det Fantomets tur. Først i 1996 kom der så en regulær spillefilm med Billy Zane i hovedrollen. Zane huskes i dag kun for sin rolle som John Justice Wheeler, hvem den guddommelige Audrey Horne faldt for i de sidste afsnit af Twin Peaks
Filmen blev instrueret af Simon Wincor, der nok mest er kendt i holmetiske cirkler for at have instrueret en hel række af fanfavoriten Adventures of young Indiana Jones.

Nu slog jeg i starten ud med armen og fastslog at Fantomet var den første maskerede helt.
Så lad mig med det samme anføre : Diskussionen omkring hvem der var den første “masked hero”, er selvfølgelig lang og uomtvistelig indviklet. Den første superhelt var måske nok Gilgamesh, men jeg er ikke sikker på at han bar maske. Og det ér altså det afgørende punkt: der skal en maske/kostume til for at skabe en helt, det ved alle. Der er selvfølgelig også forskel på om vi taler om helte eller superhelte (sidstnævnte kategori var måske nok når alt er sagt Superman), men lad os nu ikke forvirre diskussionen yderligere.

The Scarlet Pimpernel og Zorro var måske de første der klædte sig ud og bekæmpede uretfærdighed og forbrydelser. I det hele taget havde den victorianske populærkultur en række skikkelser som kan ses som forgangsfigurer for de maskerede helte (Sherlock Holmes inklusiv) - Scarecrow of Romney Marsh og Spring Heeled Jack fx., der oprindeligt var en slags urbane legender, men ingen af dem var tegneserie-figurer. Og det var de mest umiddelbare forløbere i pulp-litteraturen - Doc Savage, The Shadow og The Spider - heller ikke. Så diskussionen går oftest på Crimson Avenger (1938), Doctor Occult (1935) og The phantom Magician (1935).

Hvis ret skal være ret, så var en anden af Lee Falks figurer måske den første, der havde et decideret “outfit”, nemlig Mandrake The Magician (1934), men han er ikke rigtig en “rigtig” maskeret helt.
I det holmetiske univers holder vi af nostalgiske, logiske og uimodsigelige grunde på at det var The Phantom. Og når det er sagt er der ikke mere at sige (men du er selvfølgelig velkommen til at poste en post).
Nu har jeg alligevel viklet mig ind i det, så : Lad os lige bare for et eksperiments skyld breake det ned, som man siger i hip-hoppen.

En (super)helt har følgende karakteristika:

1. Han (og jeg orker ikke skrive - eller hun - hver gang) skal have specielle kræfter, eller evner.
2. Han skal have et stærkt moralsk kodeks
3. Han skal have en speciel motivation (oftest sat i værk i hans origin-story)
4. Han skal have en hemmelig identitet
5. Han skal have et specielt kostume
6. Han skal som oftest have et specielt våben som kendetegn
7. Han skal have et specielt varetegn - et tema
8. Han skal have et fast ensemble omkring sig - et supporting cast
9. Han skal have en Origin-story - en fortælling om hvordan og hvorfor han begyndte som helt
10. Han skal helst have et “hovedkvarter”
11. Han skal helst være uafhængig af penge.
12. Han skal have en tilbagevende galleri af fjender og helst en ærke-fjende som han kan kæmpe mod igen og igen.

Alt dette, måske med undtagelse af det sidste (men okay det er svært at have en tilbagevendende fjende over 400 år), opfylder Fantomet.

Så konkluderende: Fantomet var den første helt der unikt maskerede sig, og gemte sig bag ved en hemmelig identitet (Kit Walker), et kendemærke der som vi har bevist nærmest er synonymt med superhelten som figur i tegneserien som genre.

Til sidst: En morsom anekdote: under 2. verdenskrig forsøgte tyskerne at få aviserne i Norge til at skrive historier om at USA var blevet overvundet og ødelagt. Nordmændene vidste dog modsat Nazi-regeringen åbenbart, at Fantomet som dagligt kørte i avisen, blev kreeret i USA, og så længe der kom nye striber hver dag, kunne de snildt regne ud, at nyhederne om USA var falske.

DC´s Vertigo har velsignet os med endnu en Grant Morrison trade paperback (udkommer februar/marts 2006). Da hans geni nu er uomtvisteligt (og det giver penge i kassen), er man begyndt at samle hans tidligere værker og denne gang er det KID ETERNITY der er gået i pressen.

Kid Eternity blev oprindeligt publiceret som en 3 numres miniserie tilbage i 1991, og var en del af Morrisons relanceringer af gamle DC figurer ( med Animal Man og Doom Patrol som hovedværkerne).

Hvem er så denne Kid Eternity ?

Oprindeligt er figuren fra 1942 og blev publiceret af Quality Comics (solgt til DC i 1956) i hæftet Hit Comics.

The Kid var en ung dreng der døde da en nazi-ubåd under 2. verdenskrig knaldede ind i hans farfars fiskekutter.
Desværre havde himlen lavet en regnefejl (as usual) og han døde 75 år for tidligt.
For ligesom at opveje denne fejltagelse, sættes han på en 75 års mission i verden for at sprede fred og fordragelighed blandt menneskeheden.
Til dette formål gives han evnen til at fremkalde alle “gode” historiske og mytologiske figurer, ved at sige det magiske ord: “Eternity”.
Han fik også en følgesvend: “Mr. Keeper”, som var den engel der havde lavet fejlen (hans første i 2 millioner år, som han på typisk englemanér blærer sig med).

Som alle gode helte havde han sine modstandere, og den værste var Master Man, der havde fået tilsvarende evner som Kid, men givet af djævlen.
Når Master Man sagde “Stygia” kunne han fremkalde alle “onde” figurer fra historien.

Kid Eternity fortsatte sine meritter i hvert eneste nummer af Hit Comics (et hæfte der samlede en masse superhelte) indtil 1949, og havde samtidigt et hæfte under egen titel fra 1946 til 1949.

Efter Dc’s overtagelse af Quality, blev der ikke gjort meget ud af The Kid.
I 1970′erne blev han kædet sammen med mythos’en omkring Captain Marvel, men stadig blot som en baggrundsfigur.

I 1991 kommer så Morrisons version, som er en smule anderledes (oh really ! ).

Her er den gamle mand som oprindeligt var The Kids farfar, nu en seksualforbryder der har bortført den unge forældreløse dreng, til hans fiskekutter.
Båden bliver knaldet ned af en ubåd og drengen dør.
The Kid bortføres til en falsk himmel, der er skabt af de onde Lords of Chaos, der gør drengen til deres uvidende tjener, ved at fortælle ham den historie (altså en løgn) der var hans oprindelige historie i 1942 versionen.
The Kid tror derfor han er på jorden i himlens tjeneste, men hvad han i virkeligheden fremmaner når han siger “Eternity” er dæmoner i skikkelser af de historiske figurer.
I denne version har han også følgeskab af “Mr. Keeper”, hvis opgave er at få The Kid til at sætte en masse “Chaos Engines” i gang der vil give dæmonerne adgang til himlen, og ultimativt Guds tilgivelse.

Mere skal ikke afsløres her. Fik jeg i øvrigt nævnt at den er formidabelt tegnet af Duncan Fegredo?

Okay måske skulle man lige tilføje at the Kid endelig, efter i 1993 at have kørt i en ny serie på Vertigo (16 numre), blev slået ihjel af troldmanden Mordru i JSA #1 (1999).
Hvis man regner hans tid på jorden ud burde han jo egentlig have til 2017 ?
Hmmm … måske har vi ikke set det sidste til KID ETERNITY ty ty (ekko ekko fade out …).

Stumlede ind på dette ganske morsomste sidesite. Many faces of er et batman fan-site hvor en behjertet sjæl har samlet alle (næsten) kendte udgaver af The Batman, altså forskellige tegneres udgaver.

Selve hovedsiden er en ret så god weblog om Læderlappen, samt alt hvad rumsterer i hans verden, og er i sig selv værd at tzecke ud.

Paramount har standset udviklingsarbejdet på filmatiseringen af Alan Moore og Dave Gibbons’ Watchmen, som vi har namedroppet et par gange her på siden. Watchmen går som bekendt for at være verdens bedste (afsluttede) tegneserie (hvis man ser bort fra den holmetiske præference for alt.grant.morisson.projekter)
Årsagen er udskiftninger i filmstudiets ledelse. Producenterne Larry Gordon og Lloyd Levin har fået carte blanche til at afsætte projektet til andre filmstudier. Et af de store stridspunkter har været det enorme budget på 100 mio.
Watchmen udkom oprindeligt som 12 hæfter fra DC Comics i 1986, og er siden blevet optrykt i en grad så man i dag i argentina mangler et stykke af regnskoven på størrelse med Sydamerika.

Kort fortalt handler den om et USA, hvor superhelte er en del af regeringens officielle politistyrke. Da en ukendt morder begynder at gøre det af med superheltene, følger man den uberegnelige enspænder Rorschachs forsøg på at finde morderen. Han er den eneste af de gamle superhelte, der stadig arbejder uden regeringens velsignelse, og mærker snart selv, at nogen vil ham til livs.

Dette kan så stå som endnu en opfordring til at få den læst, bla. og ikke mindst fordi den er curriculum i de af første grad fastsatte holmetiske initieringsriter.

Grant Morrison, som er blevet lidt af en husgud i de holmetiske gemakker, med en suveræn placering med 3 værker på de første 3 pladser på tegneserie hitlisten ( Animal Man, The Invisibles og Doom Patrol), er i skrivende stund i gang med sit nye opus: Seven Soldiers.
Umiddelbart er det lidt forvirrende (hvilket ikke er så underligt med Morrison), da Serien består af 7 mini-serier af 4 titler og to titler - en i begyndelsen og en i slutningen.
De 7 serier er:

Klarion
Mister Miracle
Frankenstein!
Zatanna
The Guardian
Bulleteer
Shining Knight

Foreløbig er kommet Soldiers of Victory (# 0), Shining Knight 1+2, Zatanna 1, The Guardian 1 og Klarion 1.

Igen har Morrison taget udgangspunkt, og fuldstændigt og totalt omvurderet nogle ældre obskure DC titler, og behøver man at sige det: har gjort det med bravur.

1. Klarion the witch boy optrådte første gang i 1973, som en noget fjollet figur, men er i M’s version en ufatteligt smuk, næsten Neil Gaimansk eventyrfortælling.

2. Zatanna har en lang ærværdig fortid i DC universet, som datter af en af de absolut ældste figurer hos DC: Zatara. M formår her at føre sin dekonstruktion af superhelte-rollen videre, historien starter med Zatanna i en gruppeterapi for mislykkede superhelte

3. The (Manhatten) Guardian er en gammel Jack Kirby figur, og måske foreløbigt den bedste af titlerne. En superhelt ansat af en avis som personifikationen af avisens engagement i samfundet. Han er simpelthen en “brandet” superhelt - genialt! Min foreløbige favorit.

4. The Shining Knight er endnu en meget gammel figur (1942), som i M’s version har meget lidt at gøre med originalen, selvom han selvfølgelig alligevel får det hele til at give mening. Dette var den svageste af titlerne, men kender jeg Morrison ret, vil den alligevel sammen med de andre udvikle sig til en klassiker.

Af de to titler uden for serierne er skægt nok kun den første kommet (!), men den giver så også læsning og genlæsning et års tid frem. Simpelthen fantastisk.

Vil man have den foreløbigt bedste Comic book experience - i det nye årtusind, kan jeg ikke andet end at anbefale at hoppe på vognen mens tid er.
Den kommer jo nok samlet om et par år, i en trade paperback, men hvem kan vente ?

read it and weep!

Der kan vist ikke være nogen tvivl om at Joss Whedon med Buffy The Vampire Slayer, skabte et af de mest unikke, geniale og gennemarbejdede stykker tv-fiktion de sidste 60 år. Så det er ikke underligt at det er med indædt spænding at man følger de næste skridt i karrieren.
Marvel har i de sidste år har forsøgt at genopfinde sig selv, og går stadig og drømmer om at nå de højder som rivalen DC trådte, fra midten af 80′erne og en dekade frem.
Det har de fx gjort ved at stjæle mana fra DC (Grant Morrison er selvfølgelig hofeksemplet - med X-men og Fantastic 4), men også ved finde folk uden for branchen, fortrinsvist i filmbranchen, og har haft stor succes med bla. Kevin Smith, hvis film i forvejen oser af popkulturelle referencer.

Så hvad er mere naturligt end at sætte tænderne i popculturel maestro numero uno, og give ham den serie han flere gange har udtrykt sin kærlighed til (hvem husker ikke da “Willow was going all Dark Phoenix”) : X-Men.
Og da de første 6 hæfter (ud af 12) nu er blevet samlet i 1 bog: Astonishing X-Men Vol. 1: Gifted, er der ingen grund til ikke at begynde at nyde serien i den helhed - også selvom Astonishing X-Men Vol. 2: Dangerous først udkommer til september.
Klarer Whedon den så?
Prøv at tænk efter - Hvad er X-Men egentlig? En gruppe af ret så pæne helte, meget unge og udstyret med ekstraordinære kræfter, destineret til at redde verden fra “the end of the world” igen og igen og igen. Sounds familiar?

Der har været mange rygter om Joss Whedon i instruktørstolen til den kommende X-Men 3 (det blev Matthew Vaughn), men DC der tilsyneladende vil forsøge at følge i Marvels kassesuccesspor, har hyret Whedon til at indspille Wonder Woman (- så udover Superman og Batman og nu den kommende Wonder Woman, kan man jo holde vejret og håbe på en Green Lantern, en Martian Manhunter eller Flash).

Jeg har haft denne diskussion 1000 gange med snart samtlige venner, så nu har jeg sat mig for at redde trådene ud en gang for alle.

Tilsyneladende har vi alle vivre og vakre minder om Sølvpil, Korak Rahan og en masse andre små tegneserie-helte, som vi slugte som gale hunde, men lod glide ind i glemslens tåger da den spædeste pre-forpubbelse var ovre.

Jeg husker med særlig iver Sølvpil og ikke mindst hans amorøse liasson Månestråle, som af en eller anden grund altid blev fanget og bundet og bastet og knyttet og snøret og surret og kneblet og sat i lænker - indtil Sølvpil kunne komme og redde hende, og hendes altid flænsede kjoler, hjem i lejren igen.

Det var en narrativ nydelse hver gang, og har uden tvivl formet mit ellers så frigjorte syn på verden - det man kan gøre i den, og på hvad for en måde, og med hvem - hvis de altså vil på dén måde.

Hvor om alting er, så er det næsten altid Sølvpils omganskreds der fortaber sig i alkoholtågerne -
“hvad #”@!!¤#! var det nu lige den der hest hed, mand?”.
Så som således sagt så gjort - her er til alles herlighed en remse som med minimalt spildte kræfter, kan læres udenad :

Sølvpil var en belgisk serie fra belgien tegnet af en belgier
Sølvpil udkom i danmark fra 1970 til 1984 i fjorten år
Sølvpil var indiANER, ikke inder.
Sølvpil var medlem af Kiowa-stammen (de findes i virkeligheden og går med fjer)
Sølvpils hvide fosterbror hed Falk
Sølvpils lækre bondagesquaw hed Månestråle
Sølvpils hjælpepuma (tilhører vist månestråle) hed Tinka
Sølvpils japanske ven (judomester) hed Endo (hvilket er Onde bagfra ?)
Sølvpils hest hed Stormvind
Sølvpils ven Falks hest hed Ørneøje
Sølvpils lækre bondagesquaw rider på Brune

Den spændende skaberfidus bag denne klassiske indoeuropæiske serie, der i den grad forstod at berøre en hel generations veneration med multetniske multituder, historiens hermeneutiske histografi og en lidt lettere bondage fiksering - kan man læse mere om på Lambieks side om Frank Sels (1942 - 1986) - for sølvpils skaber hed Frank Sels, og er i øvrigt fader til Ervin Sels som også tegner serier.

As you know Im quite keen on comic books - og det er måske derfor jeg blev så overraskende begejstret for Kill Bill Volume 1, som jeg har holmeteret andetsteds på denne blog.
Okay - jeg har nu endelig fået set Volume 2, og ikke med mindre begejstring, men i slipper for endnu en anmeldelse. Ikke desto mindre vil jeg fremhæve én enkelt (i mangel af andre ord) genial scene i filmen - Bills monolog sidst i filmen, som jeg simpelthen ikke kan lade være med at quotere:

“As you know im quite keen on comic books, especially the ones about superheroes.
I find the whole mythology surrounding superheroes fascinating.
Take my favorite superhero, Superman, not a great comic book, not particularly well drawn, but the mythology, the mythology is not only great, it’s unique…
Now a staple in the superhero mythology is there is the superhero there is the alter ego.
Batman is actually Bruce Wayne, Spiderman is actually Peter Parker.
When that character wakes up in the morning he’s peter parker, he has to put on a costume to become Spiderman.
And it is in that characteristic that Superman stands alone.
Superman didn’t become Superman, Superman was born Superman.
When Superman wakes up in the morning he’s Superman, his alter ego is Clark Kent.
His outfit with the big red S … that’s the blanket he was wrapped in as a baby when the Kents found him. Those are his clothes.
what Kent wears, the glasses, the business suit, that’s the costume.
That’s the costume that Superman wears to blend in with us.
Clark Kent is how Superman views us.
And what is the characteristics of Clark Kent?
He’s weak - he unsure of himself - he’s a coward.
Clark Kent is Superman’s critique on the whole human race.”

Med Joss Whedons alt for brat afsluttede science fiction serie Firefly kørende på tvzulu, og siden Buffy stadig holder skansen som bedste tv-serie siden 1968 - vil jeg lige have lov at reklamere lidt for Whedons sidegesjæft med at skrive X-Men. Netop nu nemlig udkommet er: Astonishing X-Men: Gifted - af Joss Whedon & John Cassaday (Marvel , 144 pp , £7.99 , PB) - som er værd at samle op, nemlig.

And on the same note: Den ultimative Hunk David Boreanaz (en vampyrudgave af Joey fra Friends) fra Angel (også Joss Whedon - hvis nogen skulle være i tvivl) er med i den kommende gothfest, i og med at vi nu er nået til nr. 4 i sagaen om “kragen der snupper din sjæl”.

Men hvad underligere mystiskere og mærkværdigere er: de har også fået Edward Furlong, Tara Reid og Dennis Hopper til at hoppe på : The Crow: Wicked Prayer, og den havde vistnok har premiere forleden i udvalgte filmteatre, selvom den oprindeligt skulle have været straight to video.

Hurd og Gill har lavet en ny graphic novella betitlet
A Strange Day.
16 årige Miles pjækker fra skole for at købe det nye Cure album. Han møder Anna som pjækker af samme grund :
“A Strange Day is an original graphic novella about alienation, kindred spirits, and two Cure heads’ serendipitous friendship, and the lessons they learn from each other.” Du kan se et par af siderne her !

Så er det nye design up and running - indtil det sikkert crasher, i og med at jeg ikke er helt sikker på hvorfor det virker. Men det var sjovt at lave det. Heldigvis kommer min god ven Scale Krasuski forbi en af dagene som har forstand på den slags (han har bla. lavet denne side for min gode ven manu Sareen). Men umiddelbart ser det da meget pænt ud ikke ? Ikke? Ikke?

Og nu vi er ved lækre designs og grafiske monstermesterværker, så vil jeg lige henlede opmærksomheden på at der nu er kommet en 15. anniversary edition hardcover udgave af mesterværket Arkham Asylum (som jeg holder så meget af at jeg sover med den om natten) af Grant Morrison & Dave Mckean. Den indeholder selve historien, Morrisons manuskript og indledende tegninger. It´s a bargain.
Read it and weep.

Alan Moore, det gnostisk inklinerede magick-udøvende geni bag bla. graphic novel mesterværkerne The Wachmen, From Hell og League of Extraordinary Gentlemen, får nok engang filmatiseret et af sine værker : V For Vendetta.

V For Vendetta er et inspirerende værk om en mystifystisk anarkist der arbejder på at vælte en fascistisk engelsk regering (much like our very own foghstitopian nightmare).
Kort fortalt følger man hovedpersonen V (som optræder som baggrundsfigur), der har fattet pointen idet at han benytter sig af antidemokratiske virkelmidler som terrorisme (bla. sprænger han Big Ben i luften) for at bringe demokratiet tilbage til magten.
Undervejs diskuteres der autoritetskontrol, anarkisme, had, frihed og spørgsmål om moral og menneskerettigheder, hvor han sammenligner nazityskland med moderne demokratiske dyder som kontrolleret forsamlingsfrihed, overvågningskameraer, social marginalisering og individualiserings politik.
Alt sammen proppet ind i et litterært genreoverskridende projekt i postmodernismens optik (værket er oprindeligt fra 1982/83 hvor denne isme var højeste mode).
Det bliver spændende at se hvordan man får disse pointer igennem in this day and age post twin towers. Eneste umiddelbare lyspunkt er at den skal instrueres af Jim Mcteigue som er kendt fra bla. Star Wars (ep. II+III), Dark City og de to sidste Matrix Film - Warchowki brødrene har også skrevet manuskriptet til V For Vendetta.

Alan moore kreerede i øvrigt også karakteren John Constantine (en kæderygende magiker) til serien Swamp Thing, som senere fik sin egen geniale serie Hellblazer (også Moore og med forrygende covers af Dave Mckean) - og en film baseret på denne figur er også netop færdiggjort med (gylp!) Kenau Reeves i hovedrollen.
Moore har imidlertid bedt filmselskabet om at fjerne hans navn fra filmen, og har frabedt sig alle royalties, og i stedet anmodet filmselskabet om at dele pengene ud mellem de fire andre tegneserieskabere, der medvirkede til at skabe Constantine-figuren.

Dette udfald er sket som en konsekvens af forfatterens voksende afsmag for Hollywood og film generelt - ikke mindst filmene baseret på Moores egne værker, som “From Hell” og “The League of Extraordinary Gentlemen”.
Ifølge Neil Gaiman har Moores holdning tidligere været, at han ikke var interesseret i at have noget med filmene at gøre, men at han gerne ville inkassere royalty-checks. Nu er han dog heller ikke længere interesseret i disse checks. Gaiman siger at Moore har samme holdning til “Constantine” som til de tidligere filmatiseringer af hans tegneserier: “Han vil måske leje den på DVD en dag - når helvede fryser over.”

The Watchmen er i øvrigt også i pre-production. Gud hjælpe os.

Nu lovede jeg jo at vende tilbage mere vrissen - men:

The Spirit er fra tidernes morgen verdens bedste tegneserie-serie, og dens skaber Will Eisner er netop død. Sorry Schulz, Goscinny, Lee, Miller, Gaiman, etc .. I er måske ækvivalente med Dante, Milton, Tolstoj etc .. - men så er Eisner Shakespeare. Eller var.*

Historierne om Denny Colt (The Spirit) var humoristiske, voldelige, patosfyldte små mesterværker, fyldt med kriminalintriger, kærlighedsforviklinger, drama, tragikomik, og sort etik. Serien kørte fra 1940-52, hvorefter Eisner desværre brugte de næste mange år, på at tegne træningsmanualer til hæren. I slutningen af halvfjerserne revolutionerede han så tegneserieindustrien igen (A Contract with God), med opfindelsen af formatet Graphic Novel, som på mange måder er blevet tegneseriemediets redning.

Ved hans død var han ved at udgive en fortælling : The Plot: The Secret Story of The Protocols of the Elders of Zion om kreationen af alle konspirationsteoriers moder (tidligere har han udgivet Fagin The Jew, hvor Dickens bliver revset for sit karaktermord på Fagin).

Anyhur - og med Spandau Ballets udødelige ord: to cut a long story short : Rest In Peace **

I øvrigt : Tegneseriens svar på The Oscar Awards hedder The Eisner Awards, som jeg er himmelrøgt for (og jeg bliver så sjældent røgtet i himlen) i 2004 - best single issue - blev tildelt Kurt Busiek (som de sidste 10 år har været min favorit-tegner), for hans livtag med en af mine absolut største fiktive helte: Conan (som jeg nok skal vende tilbage til).

(Jeg bliver nødt til at finde ud af hvem der opfandt parantesen) (det der med *asterix-fodnotehenvisningerne er nu også ganske smart).

* Det er selvfølgelig noget værre rod at blande strips, comic books (hæfter), albums og graphic novels sammen, ligesom det er uhensigtsmæssigt at blande humor, horror og hero - but you get the general idéa.

** Måske man skulle slå sig ned som nekrologskribent, siden nu alle synes at dø i disse tider (en mode som jeg vel at mærke foreslog for år tilbage), og siden det synes at pisse mine venner af - to fluer, og så er jeg kæk.