Corpus Holmeticum

I’ve been taking so many pictures for you
That I almost believe that they’re real
I’ve been taking so many pictures of you
That I almost believe that the pictures are
All I can feel

… og her er de !

Fandt mindepladen for Christopher Isherwood i Nollendorfstrasse.

Fotograferer stadig husnummeret 23. Har efterhånden en betydelig samling fra forskellige byer. Når jeg en gang er død og man skal i gang med min retrospektive udstilling, vil det være en idé at lade et af lokalerne stå tomt, blot med alle 23-fotografierne sat op på væggene.

Venter på bussen. Tager ned på den lokale café og får en mokka cafee mit chocoladen etc… Brødrene er på vej.
Med Isherwood in mente : Farvel til Berlin - eller rettere: På gensyn.

Holder mig til Mitte i dag. Der er sindssygt varmt. Langsom slentren, mit hovede er ved at eksplodere. Har haft smerter i jeg ved ikke hvor mange dage, let løbende henover kraniet.

Sidste aften.
Coctails i Prenzlauer Berg, som blev det foretrukne sted på turen.
Endte aftenen på jazz-club i Charlotenburg. Meget avant gardé (var det et einstürtzende cover i Tom Waits regi de spillede?). Min hovedpine har taget nye højder og selv om man skulle tro det, hjalp den sidste white russian ikke på det. Er trods alt mæt af oplevelser og tæt på huj-hej lykken (fnis og hvin) - er nok bare overtræt. Sidste dag i morgen - hvis benene kan bære, så en let slentren gennem bymidten.

Sidder på Alexanderplatzs airconditionerede “Dunkin Donuts internet café” og trækker vejret, der er uhyggeligt varmt derude.
Forsøgte at få et billede af Marx & Engels statuen på Marx-Engels-Forum, men der var simpelthen så mange mennesker (eller japanere) der skulle fotograferes med de to koryfæer så jeg måtte opgive at få et clear shot. The first popstars of the new century.

Oh well - Må se at komme videre, skal ud og dyrke den såkaldte Ostalgie (nostalgi efter det gamle østtyskland).
Karl Marx Allee synes at være et godt sted at starte, arkitekturen er holdt i den nydelige stalinistisch-neoklassizistischen Stil (no kiddin’).

Ellers står dagen på shopping (hvis ellers varmen ville falde bare lidt). Leder efter smykker, fortrinsvis fingerringe. Er på jagt efter Wim Wenders 4,5 times dvd-udgave af Until the end of the world, der udkom i maj.

Nomi-song (der er omtalt i en tidligere post her på siden) går i biografen hernede - weird! Springer den nu over i denne omgang, så må min Nomi-fascination stå på stand-by.

Senere middag i Prenzlauer med de to brødre, hvis vi kan finde hinanden, min telefon opfører sig lidt underligt.

Bøger som genstande. Jeg trækkes ind i antikvariske refugier. Mørkt træ, mahognihylder, støv og mælkede papirdufte. Min hovedpine forsvinder fuldstændigt, og jeg er for en tid helt lykkelig. Kæler for indbindingerne, trykker håndfladerne mod pergamenter, lader fingrene følge sidernes kobberstik, forsøger at tyde de typisk latinske ex libris’er. Læderrygge, lærredsbind, uforståelige sprog. Bøger som genstande, tidernes mest vellykkede design. Jeg svæver langs reolerne.

Har intet købt i antikvariaterne, fantastisk. Jeg har det fantastisk.

David Bowie blev engang spurgt: - “Do you indulge in any form of worship?”
Og svarede: - “Life. I love life, very much indeed.”

En fantastisk aften.
Wuhlheide hvor den famøse Cure koncert fandt sted, viste sig at være et drømmenes paradoks.
Et kæmpe amfiteater placeret midt i den grønneste skov, hvor alle pladser gav suverænt scenevue.
Under stjerneklar himmel på et bål af en sommeraften, spillede de et fuldstændigt fejlfrit sæt af greatest hits og de sædvanlige rare off-shots (andet callback gav en halv three imagenary boys plade og alle var i ekstase).
3 timers perfekt lyd i perfekte omgivelser. 15.000 mennesker og aldrig kø ved hverken mad, drikke eller toiletter - den tyske effektivitet i effekt.

Selvfølgelig helt vildt udkørt bagefter, ingen afterparty - blot hjem og lade sanserne falde på plads.

Besluttede mig for at kurrere min eftermiddagsangst med en tur i - mine damer og herrer ! Verdens Største luftballon !
Det var lige hvad doktoren havde anbefalet . 150 meter svævende over Berlin - fantastisk.
Og nu fatter jeg faktisk lidt bedre byens opbygning. Er totalt kortblind, fatter ikke at kortene i bøgerne altid vender i den modsatte retning af hvordan jeg er placeret.
Er nu faldet lidt ned på jorden igen (you know whatta mean).

I aften : The Cure !

Sidder lidt uroligt på et konditori.

Mærkeligt indfald: Er umådeligt træt af at skrive henad og nedad , hvor må det være fantastisk at kunne arabisk eller kinesisk. Vende det hele på hovedet.

Lytter stadig til Gavin Bryars, det var en god idé at tage det med. Alting lyder anderledes i hovedtelefonerne, er nu overbevist om at manden besidder et usædvanlig geni. Tonerne får byens flimren til at virke spøgelsesagtig. Føler jeg vandrer i dødsriget, og Berlin er mere levende end noget jeg kender.
Søger hele tiden lykken, og får den i pludselige indfald, bagefter så langt mere melankolsk end før. men stadig jagten efter de 30 sekunders eufori, hvorfor?
Alle taler altid om at “finde sig selv”. Skægt nok går de fleste teknikker i den retning ud på at “glemme sig selv” (meditation etc.). Når tiden forsvinder fra os, og vi ikke “føler” os til stede, er vi mest til stede. Når vi så ser tilbage på den netop tilbagelagte tilstand, ser vi at vi var lykkelige, og vi føler lykken - retrospektivt.

Åh Jeg orker ikke forklare noget længere. Hvor jeg dog foragter psykoanalysen. Ingen forklaring, ingen kausalitet, lad mig smide barnet ud med badevandet. Vi kan alligevel kun komme til orde i fragmentariske metaforer, til hvilke der ikke stilles synoptiske læsninger.
Er det sådan Paul Celans smukke digt skal forstås? :

Ein Dröhnen: es ist
die Wahrheit selbst
unter die Menschen
getreten,
mitten ins
Metapherngestöber.

Senere indisk diner og aftendrinks i Prenzlauer Berg.

Endte på den mest gennemført gotiske goth-club, man kan forestille sig (the last cathedral eller leather cathedral - et eller andet ?). Her timer senere har jeg stadig duften af lak i næsen. Virkede ellers som søde mennesker, men var for træt til yderligere bekendtskaber.

Lang dag. Træt. Sove. Nat. Nat.

Herfra videre, via Statsbiblioteketets 8,5 millioner bøgers tyngende stilhed, mod Alexanderplatz. Pænere end jeg husker den fra vintertiden, men stadig ét stort rod.
På Kastanien-Allee beslutter jeg mig i et sperm of the movement, at blive klippet.
Jeg vælger af gud ved hvilken årsag et sted med tonstung tekno på tusind decibel dunkende ud af døren.
Valget af frisure foregår ved at pege og lave saksebevægelser i luften, da kommunikationen pgr. musikken på andre måder er umulig. Klipningen - går det op for mig - indeholder i prisen en halv liter øl.

Begyndte dagen på markedet ved Tiergarden, en vinylens himmel - Factory førstetryk til K-tel priser i Soundstation hjemme på gl. kongevej. Der er i det hele taget utroligt meget vinyl i Berlin. Men for pokker, man kan jo ikke slæbe rundt på det.

Kom næsten til at gentage turen fra sidste besøg hernede med Frøken N.
Langs Straße des 17. juni, forbi Siegessäule op til Brandenburger Tor.
Sidder faktisk og skriver dette på Café Einstein på Unter den Linden (hvor vi drak kaffe) og nyder en Chocolade mit contreau.
Kunne sidde her i timevis i de bløde læderstole og betragte de venlige og effektive tjenere.

Der er så stille her om natten, hvilket er forunderligt, midt i Berlin 30 sekunder fra Alverdens larm.
Jeg føler et intenst fravær af Gud, men jeg føler mig ikke ensom.
José Saramago, den portugisiske forfatter skriver et sted: “Gud er universets stilhed, og mennesket er det skrig, der giver denne stilhed mening”.
Gud er altså fraværet. Stilheden passer godt til min tomhed og jeg føler intet behov for at skrige.

På vej til dekadencens hovedsæde, i noget så uprætentiøst som en bus. Jeg skulle alligevel være fløjet, eller endnu bedre have taget toget, den eneste rigtige måde at ankomme til Berlin på.
Er der rygeforbud i Berlin?
Har taget to små bøger med: Botho Straus’: Leve Sløve Lyve, som jeg har høje forventninger til - der ér et eller andet over tysk litteratur, noget tungt og vedvarende. Den franske er mere fornem, mere forfinet. Når den er melankolsk er den mere fremmedartet end den tyske. Forskellen på spleen og weltsmertz. Den anden bog er Isherwoods: Farvel til Berlin, hvilket er den tætteste jeg kommer på ironi i dag.
Mine to rejseledsagere sluger det hele med åbent sind og stiller spørgsmål hele tiden. Vidunderlige mennesker. Kan ikke forstå hvorfor verden ikke er anderledes, og vi har end ikke nået Rostock endnu.

Må se at få læst noget mere Vladimir Nabokov. Hvorfor nu dette indfald? I have no idea. Der er ingen (for) unge smukke piger færgen. Jeg er på vej mod Europa, det rigtige Europa, og mine tanker bevæger sig i tid og rum i fragmenter og sentenser. Tager mine høretelefoner på og lytter til Gavin Bryars’: The Sinking of The Titanic. I det mindste kan jeg se land foran mig. Vi er snart i havn.

Nu hvor vi har ladt Danmark bag os, føler jeg mig besynderligt lettet. Tænker seriøst på at emigrere. Er det sundt at have en sådan afsmag for sit eget land? Det er jo bare politik, jeg burde ikke lade det gå mig på. Where is the feast we where promised? Hvorfor endte humanismen i bøllefascisme på regeringsniveau?

Der gik præcist 10 min efter turen var startet, så begyndte mine medpassagerer (eget selskab undtaget) at bælle gl. dansk. Hvorfor dette ekstreme behov for alkohol? Kan ikke holde deres latter og deres latterlige klapsalver ud, hvergang chauføren siger et ord.

Lige ved Sachsenhausen passerer vi en enorm lastbil fyldt til randen med grise bag tremmer. Den kørte ved siden af os i et minuts tid, mens jeg i rædsel sad og stirrede på tryner, øjne og nøgent bart kød. Ren kz-stemning, sammen med bussens højt gearede fededanskere på vej mod mere sprut og wienerschnitzler.
Stakkels dyr, altså grisene.
Kan ikke få vejret, er det en byld under armen? Nægter at bruge bussens toillet.

Nå! Ikke flere negative tanker. Vi nærmer os.