Corpus Holmeticum

Flere hurtige digte skrevet klods op af tiden, med øjet skælvende på uret.
Giv mig et heppekor her i stuen hver aften mellem 8 og 12, og jeg skal brænde
mine ord ind i din sjæl på akkord.
Jeg er den førende lyriker i lyset af tiden.
Stor større den største poet under uret, og med urets livsædende slag
den fedeste digter blandt alle tykhovedede skribenter herfra
og rundt evighedens mest sejlivede sætninger har jeg skrevet mig ind i historien.
Næste!

Fra : J’ai tous les talents!. Nouvelle Dec. Paris 1919

Når jeg tænker tilbage på min tidlige ungdom, kan jeg erindre en gentagende fornemmelse af, at jeg kæler for et væsen, holder det op mod mit bryst. Det er ret lille, ca. på størrelse med en kat. Det er ikke et spædbarn og det er ikke et dyr. Ikke helt. Det er halvt menneske og halvt noget andet. Jeg husker en episode fra huset på Price Road. Jeg må have været tolv eller tretten. Hvad kan det have været … et egern? … ikke rigtigt. Jeg kan ikke se den helt tydeligt. jeg kender ikke dens behov. Men jeg ved at den stoler på mig fuldstændigt.
Langt senere fandt jeg ud af, at jeg er udvalgt til rollen som Beskytteren. Valgt til at skabe og til at opfostre et bæst bestående af en del kat, en del menneske, og en del hvor forestillingsevnen for nu må give op; måske resultatet af en forening der ikke har fundet sted i millioner af år.

Det var så det 3. lille prosastykke fra “the cat inside” af (må han forevigt blandt stjernerne nyde den kosmiske junk) William S. Burroughs. Det gik pludseligt op for mig, om det overhovedet er lovligt at publicere en, selv uautoriseret som den er, oversættelse af mesterværket? Jeg vælger at tro på Burroughs´ blessing. ellers må han sende mig en depeche fra det intergalaktiske råd.

Det er vist længe siden jeg lovede nogle oversættelser af den navnkundige digter Lucien Anguec.
Så her er et lille triptycon-digt fra samlingen Sur les pieds ardents:

X

Slå til skaglerne
mens vi synkroniserer hinanden
ind i denne natverden
- så lygterne rasler.

XX

Sæt fingrene hårdt ind i kødet
som gaskammerater
svanser om fremmedhad
tærsker stødt dansen ind i dagen
- mens vognlyset falder.

XXX

Så vil jeg
først og fremmest bladre
lidt frem og tilbage
som den kornfede digter der siger:
“Jeg iagttager kattenes melodiske mekanik”.

Lucien Anguec blev født i Divonne i 1900 og forsvandt i 1930. Hans produktion ligger inden for seks år, fra hans nittende til hans femogtyveårsdag, hvor han proklamerede at han (ligesom Rimbaud) havde skrevet sig færdig.
Som 19 årig tog han til Paris. Her gjorde han sig i løbet af et halvt år kendt blandt de førende digtere og kulturpersonligheder, ved simpelt og systematisk at opsøge dem offentligt på caféer, parker og gader og simpelthen begynde at deklamere sine digte højt for dem.
Cocteau har senere beskrevet oplevelsen sådan her :
Ingen grinte, ingen gik videre eller bad ham gå. Hans talent var for tydeligt, han var som en ven der havde været borte, og nu var vendt tilbage for at belære os alle”.

Han blev betegnet som et geni af sine venner, som inkluderede André Salmon, Max Jacob, André Breton, Tristan Tzara, Pierre Reverdy, Juan Gris, George Auric og Jean Cocteau.
Den 15. maj 1930 havde han en digtoplæsning på Gallery L’univers, hvilket var en sensation da man intet havde hørt fra ham i fem år, men han kom aldrig. Da man senere på aftenen opsøgte hans bopæl, stod døren åben, intet i lejligheden manglede, men man hverken så eller hørte noget til ham igen. Anguec har stået som et mysterium i fransk poesi lige siden.

Anguecs produktion var meget lille, 3 meget små digtsamlinger, en selektiv ordbog over William Blake (udgivet postumt 1963) og en række kunstbetragtninger til tidsskriftet Finir!.

Jeg har oversat nogle få af hans digte, da de aldrig før har været udgivet på dansk. Med tiden håber jeg at få oversat (og få overtalt et forlag til at udgive) hans samlede værker (the dream is alive !) - hvor om alting er så vil fremover, ligesom det er tilfældet med William Burroughs´ “The Cat Inside” løbende præsentere mine oversættelser her på siden - jeres held vil ingen ende ta´.

Lucien Anguec Bibliografi :

digtsamlinger:

J’ai tous les talents!. Nouvelle Dec. Paris 1919
Faim. Garimme. Paris 1922
Sur les pieds ardents. Garimme. Paris 1925

andet:

Lucien Anguec: Blake. Alliance. France 1977.
Daniel Souplous (ed.): Lucien Anguec et Finir!. Alliance. France 1977.

Yderligere har Bernhard Comteau berørt Anguecs korrespondancer med Sebastian Piguett, André Michard og Gerard Thiers, i sin biografi om sidstnævnte (Bernhard Comteau: Gerard Thiers. Gargouille Editions. France 1968).

biografier:

Raymond Vielle: Lucien Anguec; Le voilà!. Cahief. Paris 1967.
Steven Smith: The lost poet. Millstate Press. London 1986.

Jeg udvælger kattemad i dyreafdelingen nede i Dillons supermarked, og der møder jeg en ældre dame. Det lader til at hendes kat nægter at spise kattemad med fisk i. Nå, siger jeg til hende, mine har det ellers lige modsat. De foretrækker mad med fisk i, som Lakseguf og Alt-Godt-Fra-Havet.
“Nå ja”, siger hun, “godt selskab er de i al fald.”
Og hvordan skulle hun dog pleje sit selskab, når der ikke er nogen Dillons, ikke nogen dyreafdeling? Hvad skal jeg dog gøre? Jeg ville simpelthen ikke kunne holde ud at se mine små katte gå sultne.

I mangel af bedre fortsætter jeg min oversættelse af William Burroughs´ sublimt smukke naivistiske mesterstykke “the cat inside” - jeg er stadig ikke tilfreds med oversættelsen af titlen.
Den indvendige kat? Katten inden i? Katten på indersiden? Indersidens kat?
Hvis der er nogen der har et forslag vil jeg være åben og taknemmelig i al holmetisk evighed.

4 maj, 1985. Jeg er ved at pakke til en kort tur til New York for at gennemgå kattebogen med Brion.
I forstuen hvor killingerne befinder sig, plejer Calico Jane en af hendes sorte killinger. Jeg tager min lille kuffert op, den virker tung. Jeg kigger ned i den, og dér ligger hendes fire andre killinger.
“Pas godt på mine små. Tag dem altid med dig hvor end du skal hen.”

Jeg har genoptaget mit arbejde med at oversætte William Burroughs, det har virkelig ligget stille for længe.
Nu tror jeg jeg vil gøre “the cat inside” færdig, før jeg går videre til den store udfordring “Cities of the Red Night trilogien” - som jeg anser for praktisk taget umulig at oversætte, men jeg har for nyligt gjort den opdagelse at den er oversat til svensk - og har anskaffet mig et eksemplar af “Länderna i Väster” som er sidste bind i trilogien. Det bliver skægt at se hvordan den hænger sammen med de notater jeg selv har taget gennem tiden.

The cat inside er en utrolig sød, kærlig og naiv lille bog som jeg holder så meget af. Det blev en af den gamle mands sidste bøger, og består blot af små betragtninge over hans katte, de drømme han har om dem, gamle minder og betragtninger om katten som totem-dyr.