Corpus Holmeticum

mens andre … tordner mod selve Tordenen, brummer den holmetiske vind sit lydhøre lysskær ud over det tildels netbårne net, i frit fald. I hvert fald. Sådan er dét, og derfor genoptages med konstant mismod mod de sure pligter der nydes så såre når først behaget sættes ind.

From the horny seashores of perpetitrations I breing me forth a while. And O what a vile, som barden skrev. Thee evident Thee is Thee.
Det er de tre T’er.

Jeg har lavet en rundspørge blandt mine venner på verset: hvem er den største Beatle? McCartney eller Lennon? Og det der forundrer mig er, at det over én kam er Lennon som foretrækkes. Nu er det jo mine venner så jeg kan ikke afskrive det som ren og skær uvidenhed, selv om den objektive sandhed selvfølgelig er McCartney.
Det var yderst sjældent at der blev komponeret sange i Beatles i ren solo-regi, der var altid signifikante input fra den anden part, hvilket kunne ophæve hele diskussionen; i de seneste år blev solo-skriveriet dog mere markant.
Hvis man absolut skal definere deres Beatles kontributioner, kan man kortfattet sige at de skrev 10 mesterværker hver. Det klassiske eksempel er Lennons Lucy in The Sky og McCarneys Yesterday, som også tydeliggør forskellen i deres tilgang. McCartney opfattes normalt som den melodiøse og Lennon som den komplekse. McCartney var Mozart og Lennon var Beethoven.
Dette plejer at illustrere at Lennon var den intelligente, belæste, intellektuelle, hvilket hurtigt skydes i sænk hvis man kender blot en brøkdel til deres respektive liv og meritter uden for musikken.
Men lige meget.
Jeg sidder og lytter til Wings, og derfor denne overvejelse og min sms-rundspørge til vennerne.
Ubetinget skrev Lennon noget fantastiske sange post-beatles, men overvejende var det noget lort, og ubetinget skrev McCartney noget lort post-beatles, men overvejende var det godt.
Jeg er også mere til Mozart end Beethoven, og mere til Abba end Emmerson Lake and Palmer, og jeg er ret sikker på at hvis jeg spillede Beatles sangene (prøv f.eks at bede folk om at nævne Beatles sange) ville udfaldet falde ud til Macca. Det er bare en formodning, men den er rigtig.
Præferencen for Lennon har altså ikke noget med MUSIKKEN at gøre. Det er Lennons persona der er afgørende, og her tænker jeg faktisk ikke på at han døde ung (Curtis/Cobain-syndromet), men på at han står som Billedet på Beatles (vi lever i en branding-kultur). Tag ikke fejl, jeg elsker Lennon, og hans mærkat på tiden og historien, men skulle jeg vælge en HELT, og det er jo det holmetismen holder i hævd, så ville det blive Sir Paul, på grund af MUSIKKEN. Og i skal nok blive klogere.