Den danske gruppe ANIMA2 der kæmper en brav kamp for dyrerettigheder, har på Ebay aktioneret en autograferet Morrissey poster for Ringleader of the tormentors.
Alle pengene går ubeskåret til Anima - så istedet for de der nye 2000 kroners lædersko du går og har kig på, skulle du måske overveje et bud.
Når man med lødig og letglanspoleret lup studerer de holmetiske annaler, kan det med løsagtig lethed se ud som om den guddommelige Grant Morrison, er den eneste stjerne på en letantændelig himmel af comic book heroes (forfatterne altså, ikke undertøjsmodellerne).
Men men men … der er selvfølgelig flere figmenter i pantheon, og da vi dagligt modtager sækkevis af mails med håb om anbefalinger, flyder mit hjerte over med mig, og jeg vil på de næste par linier præsentere en serie af uhørt karatkvalitet, der udmærker sig på flere indtil talrigt mangfoldige områder.
Jeg taler naturligvis om Bill Willinghams eventyrligt vanedannende : Fables.
For nogle år siden stod jeg pludselig med et lille hæfte i hånden, af denne Willingham, som jeg kun sporadisk kendte fra to Sandman spinoff serier om Thessaly.
Det jeg stod med var en ny serie ved navn Fables, som jeg umiddelbart troede var endnu en Sandman relateret serie. Den handlede trods alt om en eller anden eventyrverden, men jeg kunne ikke genkende nogle af karaktererne, bortset fra, at jeg selvfølgelig kendte alle karaktererne.
I contradict myself … very well, I contradict myself - I am large - I contain multitudes.
Det gik hurtigt op for mig at dette vist ikke var det sædvanlige DC/VERTIGO univers, ikke engang Sandman-versionen.
Den var knaldlækkert illustreret, og bortset fra et par enkelte paneler med blood and gore, var der hverken i dette eller de efterfølgende hæfter jeg hurtigt hev ned fra hylden, nogen særlig brug af grafisk vold.
Og på det tidspunkt havde jeg ærlig talt fået nok af den “realistiske genre”.
Interessant tænkte holmetikeren, mens navnene på karaktererne blev studeret :
Bigby Wolf, Snow White, Prince Charming, Three little pigs, Boy Blue, Jack of the Tales, Rose Red - og jeg kunne godt se idéen udfolde sig.
Simpelt og med uanede muligheder, havde denne Bill Willingham, skabt en verden befolket med alle karaktererne fra alle de gamle folkeeventyr, fortællinger og nursery rhymes.
Godt rodet sammen, mixet up og sat ind i en ny kontekst, der så ud til at være tilpas metafiktivt til at pirre mit palimpsest-pergamenterede hjerte.
Som Willingham selv præsenterer en af sine historier:
“In true oral tradition, Its been much altered under my care, which is a polite way of saying that I stole everything I thought I could use. Changed a bunch of stuff to suit my whims, and made up the rest.”
Plottet kort fortalt:
En stor del karaktererne fra alle de eventyr vi kender, blev for hundereder af år siden drevet ud af deres såkaldte “Homeland” af en stor ukendt fjende, kun kendt under navnet The Adversary.
De fandt vej ind i vores verden og lever nu i en lille skjult koloni i New York kaldet Fabletown (undtagen alle de ikke-menneskelige skikkelser som fx De tre små grise, der bor lidt uden for byen i en kommune kendt under navnet The Farm.
Brug af forskellige fortryllelser og besværgelser, sørger for at de kan leve hemmeligt imellem os .
Og her lever de så; i deres udødelige dagligdag, med alle de problemer og situationer deres specielle personligheder udbyder. Intrigerne indeholder især elementer fra kriminalgenren, blandet op med humor og kærlighed.
Okay?
You get the general idea.
Lyder det fjollet?
Det fungerer perfekt!
Og det gør det af den ene årsag at historierne er så utroligt velkomponerede og godt fortalte, så overraskende og naturligt narrativt nøjeregnende, at man efter hvert endt hæfte sidder og stirrer op i loftet med en følelse af fuldstændig fuldbyrdelse.
Det kan ikke forklares, det skal læses, og så er der ikke andet at sige.
I skrivende stund er serien oppe på # 50, og de første 41 hæfter er samlet i 6 trade paperbacks :
1. Fables: Legends in Exile
2. Fables: Animal Farm
3. Fables: Storybook Love
4. Fables: March of the Wooden Soldiers
5. Fables: The Mean Seasons
6. Fables: Homelands
og nr. 7 Fables: Arabian Nights (and Days), der udkommer senere på året.
og nr. 8 Fables: 1001 Nights of Snowfall, der udkommer senere på året.
Enjoy !
Ordet superhero ejes vel ikke af nogen. Eller gør det?
Nu findes der jo få objektive sandheder livet (hvis i ønsker en liste så lad mig det vide), men én af dem er at konkurrerende firmaer med milliardomsætninger, ikke har samarbejdsproblemer når det gælder om at gøre livet surt for andres markedsandele, selvfølgelig med varietetens udvanding og den offentlige undren til følge.
Marvel Comics og DC Comics, der sammen sidder på 80% af det amerikanske tegneseriemarked, har gudhjælpemig igen indgivet begæring om at få trademark sikret ordet Superhero.
(U.S. Trademark Serial Nos. 72243225 og 73222079).
Det gjorde de allerede i 1979 - og fik rettighederne (!), hvilket fik andre firmaer til at bruge termen super-hero (altså med bindestreg), men nu har de to grådige mastodonter begæret rettighederne til denne spidsfindighed også, samt andre variationer af ordet.
For nyligt er fx forlaget GeekPunk blevet nødt til at ændre titlen på en af deres publikationer fordi det i titlen indeholdt ordet Superhero.
Deres sag bygger på en påstand om, at de fleste når de hører ordet “Superhero” tænker Marvel og DC, og det burde give dem retten til ordet, og selvfølgelig efterfølgende kompensation ved andre firmaers brug.
Marvel og DC er nu begyndt at sætte et lille TM tegn ved siden af ordet, og lader derved som om de ejer ordet.
Hvis dette griber om sig, og folk vender sig til dette lille mind-control-trick, ender det med at Marvel og DC får ret i deres absurde påstand, og ordet bliver deres ejendom, at ordet “Superhero” bliver et brand.
Lad os holde fast ved at ordet superhelt er et begreb (modsat for eksempel Alan Moores betegnelse Science-Hero, som han med god ret kunne registrere - men ikke gør).
Opfordringen herfra lyder : kald alle andre helte end Marvels og DCs for superheroes, men referer konsekvent til M’s og D’s som selvtægtsmænd, mutanter, maskerede helte - eller som den gode Warren Ellis har foreslået - underwear perverts.
Min database crashede - og jeg har mistet et par af jeres comments.
Sorry - it’s all in the hands of the Chaos Gods.
kærligst peter holm
På sine modne dage er Morrissey kommet til at ligne en Alex Ross udgave af Superman, og han kan bære mytologien.
De fleste jeg kender der elsker Moz, ønsker egentlig ikke at vide mere om ham end de små flager af info, der flyver en i farvandet når man flakker om på nettet eller falder over i et magasin.
Man bærer ham med sig i hjertet, og udvikler sine livsforløb sideløbende, uden således at kende hverken sig selv eller sin angel on the shoulder. På samme måde lever enhver anden religion på det ubesmittede og ubekendte.
Hvad der modsat er få religioner givet, er et møde med ikonet in the full frontal flesh.
Malmö koncerten fredag aften i Baltiska Hallen var selvfølgelig prædestineret og a priori endnu en epifani.
The Boyfriends bakkede op igen, hvilket vi ikke nåede denne gang - det var simpelthen for hyggeligt hos Anders & Sara der graciøst havde slået dørene op til pre-party i deres nye penthouse.
Ringleader ligger nu nr. 1 på hitlisten i Sverige, og det kan undre at de har svært ved at fylde eventet op, især med tanke på at halvdelen af publikum var danske.
Men de smagfulde og håbefulde, de ærlige og legelystne, de sofistikerede og angst-besatte, de kyniske, og sarkastiske, de sørgelige og ironiske, de stilfulde og intime der var mødt op, stod med tilbageholdt åndedræt i et fikspunkt i de 70 minutter denne katarsis varede.
Setlisten var :
First Of The Gang To Die
Still Ill
You Have Killed Me
The Youngest Was The Most Loved
Let Me Kiss You
My Life Is A Succession Of People Saying Goodbye
Girlfriend In A Coma
In The Future When All’s Well
To Me You Are A Work Of Art
A Song From Under The Floor Boards
I Just Want To See The Boy Happy
How Soon Is Now?
Irish Blood, English Heart
At Last I Am Born
I Will See You In Far-off Places
Life Is A Pigsty
Og igen som eneste encore :
Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me
Setlisten var således ændret og som det fremgår, var der udover Smiths numrene, kun medtaget numre fra de sidste 2 LP’er, hvilket med Morisseys oevre i øje kan synes besynderligt.
Det er altid ventet med spænding om Morrissey inkluderer coverversioner, fordi det åbner op for helt nye kvasi-parallelle indblik i hans smag og præferencer.
I aftes spillede han Magazines : A Song From Under The Floor Boards (en titel taget fra Dostoevski’s: Kældermennesket - hvis russiske titel mere ordret translateres Noter fra under gulvbrædderne). Selvom fascinerende og en fantastisk sang (og gammel Magazine fan som jeg er), havde jeg nok alligevel foretrukket Trouble loves me eller Reader meets author.
NB: Der ligger nogle billeder og lidt video fra koncerten på Rasmus’ blog.
Tak til Jenny for afterparty - now my heart is full
At anmelde en Morrissey koncert er en pauliansk oplevelse, for hvordan videreformidle en epifani?
Morrissey står på scenen som den måske mest karismatiske figur siden Kristus optrådte med sine undere til brylluppet i Kana, og at stå i Götteborg lørdag aften i Scandinavium hallen var storslået, religiøst, skræmmende og fuldendt.
Opvarmingsbandet The Boyfriends, der ikke var annonceret, spillede først en halv time. En noget besynderlig oplevelse, egentlig ikke dårligt, men når man venter på Kristus er Johannes bare ikke godt nok. Forsangeren der fremstod som en slags skaldet version af Morrissey selv, havde da også sit hyr med publikum, men set i bakspejlet var deres numre ikke helt uefne.
Men til hovedretten:
Et eksalteret (på den svenske måde) publikum der talte ca. 4700 var vidne til en Moz i topform, og med et band der for engang skyld ikke virkede som ren karaoke staffage, noget der især gjorde sig gældende på de åndeløst forløsende Smiths-variationer: Still ill, Girlfriend in a coma, Last night I dreamed somebody loved me og ikke mindst How soon is now?
Morrissey var i et humør jeg ikke tidligere har set ham i. Aldrig har han talt og joket så meget med et publikum.
Han havde inkluderet gamle svenske melodi grand prix sange på det mixtape han havde kompileret og spillede før koncerten gik i gang, “Trouble loves me” begyndte med stroferne til den gamle svenske folkesang “Helan Går“, og han præsenterede bandet med den afsluttende replik: And I am off course Tommy Körberg (i ved ham fra Chess); flere onde svenske tunger udtrykte bagefter at han jo også har en vis physical resemblance (desværre fik jeg ikke fat på nogen af dem).
Der blev spillet 6 numre fra den nye LP, og ikke et øje var tørt da han fra “I will see you in far off places” croonede linjerne:
If your god bestows protection upon you
And if the USA doesn´t bomb you
I believe I will see you somewhere safe
Looking to the camera, messing around
And pulling faces.
Og Morrissey har virkelig på sine “gamle” dage fået indkorporeret et helt nyt sæt ikonografiske pullin´ faces der ikke lader de Neutzskyanske ticks noget tilbage at ønske. Han mere end synger sine one-liner sange, han udspiller dem med en brandonsk subtillitet og overlegent showmanship der gør ham til den naturlige arvtager til Frank Sinatra om nogen.
Setlisten var:
First of the gang to die
Still ill
You have killed me
The youngest was the most loved
Reader meets author
I have forgiven Jesus
I will see you in far of places
My life is an endless succession
Girlfriend in a coma
Let me kiss you
Life is a pigsty
Trouble loves me
How soon is now
At last I am born
I just want to see the boy happy
Irish blood, English heart
og ekstranummeret Last night I dreamed somebody loved me.
(sidste års showstopper: There is a light… er besynderligt nok ikke udgangsreplik i år, men det ændrer sig måske som turneen skrider frem)
Man kan jo diskutere valget af numre til uendelighed, men når det er Morrissey er det en absurd foreteelse; det er ikke så meget det der er inkluderet, mere hvad der undlades (intet fra Vauxhall ?).
Og selvom settet var kort, var det perfekt timet, og efterlod indtrykket af ét langt højdepunkt fra første guitarriff i First of the gang til den teatralske kulmination på Last night I dreamed.
Højdepunktet var således de 70 minutter koncerten varede, nedturen at jeg ikke fik fat på en af de sveddryppende skjorter han kastede i grams.
Og på fredag i Malmö … så er den holmetiske presse der igen.
(Modelfoto : Alfred Fisker, yngste holmetiske medlem, der desværre var forhindret i at deltage i koncerten)