Corpus Holmeticum

Fandt mindepladen for Christopher Isherwood i Nollendorfstrasse.

Fotograferer stadig husnummeret 23. Har efterhånden en betydelig samling fra forskellige byer. Når jeg en gang er død og man skal i gang med min retrospektive udstilling, vil det være en idé at lade et af lokalerne stå tomt, blot med alle 23-fotografierne sat op på væggene.

Venter på bussen. Tager ned på den lokale café og får en mokka cafee mit chocoladen etc… Brødrene er på vej.
Med Isherwood in mente : Farvel til Berlin - eller rettere: På gensyn.

Holder mig til Mitte i dag. Der er sindssygt varmt. Langsom slentren, mit hovede er ved at eksplodere. Har haft smerter i jeg ved ikke hvor mange dage, let løbende henover kraniet.

Sidste aften.
Coctails i Prenzlauer Berg, som blev det foretrukne sted på turen.
Endte aftenen på jazz-club i Charlotenburg. Meget avant gardé (var det et einstürtzende cover i Tom Waits regi de spillede?). Min hovedpine har taget nye højder og selv om man skulle tro det, hjalp den sidste white russian ikke på det. Er trods alt mæt af oplevelser og tæt på huj-hej lykken (fnis og hvin) - er nok bare overtræt. Sidste dag i morgen - hvis benene kan bære, så en let slentren gennem bymidten.

Sidder på Alexanderplatzs airconditionerede “Dunkin Donuts internet café” og trækker vejret, der er uhyggeligt varmt derude.
Forsøgte at få et billede af Marx & Engels statuen på Marx-Engels-Forum, men der var simpelthen så mange mennesker (eller japanere) der skulle fotograferes med de to koryfæer så jeg måtte opgive at få et clear shot. The first popstars of the new century.

Oh well - Må se at komme videre, skal ud og dyrke den såkaldte Ostalgie (nostalgi efter det gamle østtyskland).
Karl Marx Allee synes at være et godt sted at starte, arkitekturen er holdt i den nydelige stalinistisch-neoklassizistischen Stil (no kiddin’).

Ellers står dagen på shopping (hvis ellers varmen ville falde bare lidt). Leder efter smykker, fortrinsvis fingerringe. Er på jagt efter Wim Wenders 4,5 times dvd-udgave af Until the end of the world, der udkom i maj.

Nomi-song (der er omtalt i en tidligere post her på siden) går i biografen hernede - weird! Springer den nu over i denne omgang, så må min Nomi-fascination stå på stand-by.

Senere middag i Prenzlauer med de to brødre, hvis vi kan finde hinanden, min telefon opfører sig lidt underligt.

Bøger som genstande. Jeg trækkes ind i antikvariske refugier. Mørkt træ, mahognihylder, støv og mælkede papirdufte. Min hovedpine forsvinder fuldstændigt, og jeg er for en tid helt lykkelig. Kæler for indbindingerne, trykker håndfladerne mod pergamenter, lader fingrene følge sidernes kobberstik, forsøger at tyde de typisk latinske ex libris’er. Læderrygge, lærredsbind, uforståelige sprog. Bøger som genstande, tidernes mest vellykkede design. Jeg svæver langs reolerne.

Har intet købt i antikvariaterne, fantastisk. Jeg har det fantastisk.

David Bowie blev engang spurgt: - “Do you indulge in any form of worship?”
Og svarede: - “Life. I love life, very much indeed.”

En fantastisk aften.
Wuhlheide hvor den famøse Cure koncert fandt sted, viste sig at være et drømmenes paradoks.
Et kæmpe amfiteater placeret midt i den grønneste skov, hvor alle pladser gav suverænt scenevue.
Under stjerneklar himmel på et bål af en sommeraften, spillede de et fuldstændigt fejlfrit sæt af greatest hits og de sædvanlige rare off-shots (andet callback gav en halv three imagenary boys plade og alle var i ekstase).
3 timers perfekt lyd i perfekte omgivelser. 15.000 mennesker og aldrig kø ved hverken mad, drikke eller toiletter - den tyske effektivitet i effekt.

Selvfølgelig helt vildt udkørt bagefter, ingen afterparty - blot hjem og lade sanserne falde på plads.

Besluttede mig for at kurrere min eftermiddagsangst med en tur i - mine damer og herrer ! Verdens Største luftballon !
Det var lige hvad doktoren havde anbefalet . 150 meter svævende over Berlin - fantastisk.
Og nu fatter jeg faktisk lidt bedre byens opbygning. Er totalt kortblind, fatter ikke at kortene i bøgerne altid vender i den modsatte retning af hvordan jeg er placeret.
Er nu faldet lidt ned på jorden igen (you know whatta mean).

I aften : The Cure !

Sidder lidt uroligt på et konditori.

Mærkeligt indfald: Er umådeligt træt af at skrive henad og nedad , hvor må det være fantastisk at kunne arabisk eller kinesisk. Vende det hele på hovedet.

Lytter stadig til Gavin Bryars, det var en god idé at tage det med. Alting lyder anderledes i hovedtelefonerne, er nu overbevist om at manden besidder et usædvanlig geni. Tonerne får byens flimren til at virke spøgelsesagtig. Føler jeg vandrer i dødsriget, og Berlin er mere levende end noget jeg kender.
Søger hele tiden lykken, og får den i pludselige indfald, bagefter så langt mere melankolsk end før. men stadig jagten efter de 30 sekunders eufori, hvorfor?
Alle taler altid om at “finde sig selv”. Skægt nok går de fleste teknikker i den retning ud på at “glemme sig selv” (meditation etc.). Når tiden forsvinder fra os, og vi ikke “føler” os til stede, er vi mest til stede. Når vi så ser tilbage på den netop tilbagelagte tilstand, ser vi at vi var lykkelige, og vi føler lykken - retrospektivt.

Åh Jeg orker ikke forklare noget længere. Hvor jeg dog foragter psykoanalysen. Ingen forklaring, ingen kausalitet, lad mig smide barnet ud med badevandet. Vi kan alligevel kun komme til orde i fragmentariske metaforer, til hvilke der ikke stilles synoptiske læsninger.
Er det sådan Paul Celans smukke digt skal forstås? :

Ein Dröhnen: es ist
die Wahrheit selbst
unter die Menschen
getreten,
mitten ins
Metapherngestöber.

Senere indisk diner og aftendrinks i Prenzlauer Berg.

Endte på den mest gennemført gotiske goth-club, man kan forestille sig (the last cathedral eller leather cathedral - et eller andet ?). Her timer senere har jeg stadig duften af lak i næsen. Virkede ellers som søde mennesker, men var for træt til yderligere bekendtskaber.

Lang dag. Træt. Sove. Nat. Nat.

Herfra videre, via Statsbiblioteketets 8,5 millioner bøgers tyngende stilhed, mod Alexanderplatz. Pænere end jeg husker den fra vintertiden, men stadig ét stort rod.
På Kastanien-Allee beslutter jeg mig i et sperm of the movement, at blive klippet.
Jeg vælger af gud ved hvilken årsag et sted med tonstung tekno på tusind decibel dunkende ud af døren.
Valget af frisure foregår ved at pege og lave saksebevægelser i luften, da kommunikationen pgr. musikken på andre måder er umulig. Klipningen - går det op for mig - indeholder i prisen en halv liter øl.

Begyndte dagen på markedet ved Tiergarden, en vinylens himmel - Factory førstetryk til K-tel priser i Soundstation hjemme på gl. kongevej. Der er i det hele taget utroligt meget vinyl i Berlin. Men for pokker, man kan jo ikke slæbe rundt på det.

Kom næsten til at gentage turen fra sidste besøg hernede med Frøken N.
Langs Straße des 17. juni, forbi Siegessäule op til Brandenburger Tor.
Sidder faktisk og skriver dette på Café Einstein på Unter den Linden (hvor vi drak kaffe) og nyder en Chocolade mit contreau.
Kunne sidde her i timevis i de bløde læderstole og betragte de venlige og effektive tjenere.

Der er så stille her om natten, hvilket er forunderligt, midt i Berlin 30 sekunder fra Alverdens larm.
Jeg føler et intenst fravær af Gud, men jeg føler mig ikke ensom.
José Saramago, den portugisiske forfatter skriver et sted: “Gud er universets stilhed, og mennesket er det skrig, der giver denne stilhed mening”.
Gud er altså fraværet. Stilheden passer godt til min tomhed og jeg føler intet behov for at skrige.

På vej til dekadencens hovedsæde, i noget så uprætentiøst som en bus. Jeg skulle alligevel være fløjet, eller endnu bedre have taget toget, den eneste rigtige måde at ankomme til Berlin på.
Er der rygeforbud i Berlin?
Har taget to små bøger med: Botho Straus’: Leve Sløve Lyve, som jeg har høje forventninger til - der ér et eller andet over tysk litteratur, noget tungt og vedvarende. Den franske er mere fornem, mere forfinet. Når den er melankolsk er den mere fremmedartet end den tyske. Forskellen på spleen og weltsmertz. Den anden bog er Isherwoods: Farvel til Berlin, hvilket er den tætteste jeg kommer på ironi i dag.
Mine to rejseledsagere sluger det hele med åbent sind og stiller spørgsmål hele tiden. Vidunderlige mennesker. Kan ikke forstå hvorfor verden ikke er anderledes, og vi har end ikke nået Rostock endnu.

Må se at få læst noget mere Vladimir Nabokov. Hvorfor nu dette indfald? I have no idea. Der er ingen (for) unge smukke piger færgen. Jeg er på vej mod Europa, det rigtige Europa, og mine tanker bevæger sig i tid og rum i fragmenter og sentenser. Tager mine høretelefoner på og lytter til Gavin Bryars’: The Sinking of The Titanic. I det mindste kan jeg se land foran mig. Vi er snart i havn.

Nu hvor vi har ladt Danmark bag os, føler jeg mig besynderligt lettet. Tænker seriøst på at emigrere. Er det sundt at have en sådan afsmag for sit eget land? Det er jo bare politik, jeg burde ikke lade det gå mig på. Where is the feast we where promised? Hvorfor endte humanismen i bøllefascisme på regeringsniveau?

Der gik præcist 10 min efter turen var startet, så begyndte mine medpassagerer (eget selskab undtaget) at bælle gl. dansk. Hvorfor dette ekstreme behov for alkohol? Kan ikke holde deres latter og deres latterlige klapsalver ud, hvergang chauføren siger et ord.

Lige ved Sachsenhausen passerer vi en enorm lastbil fyldt til randen med grise bag tremmer. Den kørte ved siden af os i et minuts tid, mens jeg i rædsel sad og stirrede på tryner, øjne og nøgent bart kød. Ren kz-stemning, sammen med bussens højt gearede fededanskere på vej mod mere sprut og wienerschnitzler.
Stakkels dyr, altså grisene.
Kan ikke få vejret, er det en byld under armen? Nægter at bruge bussens toillet.

Nå! Ikke flere negative tanker. Vi nærmer os.

Købte en stor stabel bøger fra Villy Sørensens bibliotek (dødsboet) i går. Herligheder som Treichel, Handke, Hamsun, Gide, Strauss, Stuart Mill, Tolstoy etc.
Nekrofil bibliomani er en besynderlig disciplin. Må indrømme at jeg finder det rørende at de har samlet støv hos VS, og nu kommer til at gøre det hos mig. Frydede mig også lidt ved at flere af dem var uopsprættede, man tror altid at alle andre end en selv, får læst alt de har på reolerne.
Fik også fat i Ravignants: Åndelige Vejledere i Vor Tid, et to bindsværk som jeg slugte med en appetit så stor som Galaktus i min pureste ungdom. En skønsom blanding af skønånders biografier fylder siderne, og det var her jeg første gang stiftede bekendtskab med Crowley, Lautreamont, Hesse,Watts, Levi osv. En besynderlig blanding, selv Bob Dylan og Ghandi er med. Ren pop og ren nydelse.

Har alligevel besluttet mig at fylde noget beat på mp3-afspilleren. Besluttede mig så for i det mindste at vælge de 10 bedste plader EVER!
En idiotisk idé. Det er selvfølgelig umuligt at vælge. Prøver alligevel. Sætter nogle grundregler. Ingen Smiths, ingen Cure, ellers ville det være for latterligt. Ender med:

Velvet Undergrund & Nico - Der går alligevel ikke en hel uge uden jeg lytter til den, måske den bedste plade nogensinde ?

Joy Divison: Unknown Pleasures - Ligesom med Velvet, en plade der er blevet en del af mit nervesystem. Måske den bedste plade nogensinde ?

Roxy Music: Roxy Music - Den første og den bedste, overrasker mig til stadighed. Et godt Berliner-tapet.

Gram Parsons: Grivous Angel - Burde jeg lytte noget mere til. En underlig plade der kravler rundt i min bevidsthed, kan ikke finde ud af om det er mig, men jeg kan ikke lade den være. Bizar country. Crasher totalt med Berliner-følelsen.

Big Star: Record #1 - En plade der stadig vokser efter jeg opdagede den for et par år siden. Ligesom med Parsons en plade der nogen gange irriterer mig.

Associates: Sulk - Mackenzie er på en bizar måde den rigtige Morrissey, bindeleddet mellem David Sylvain og Bowie ? Sikke noget vrøvl. Bliver bevæget bare ved at tænke på ham

Fleetwood Mac: Rumours - Fuldstændigt sindssygt og ingen undskyldninger. Et besynderligt indskud, hvorfor kommer jeg til at tænke på den?

Kraftwerk: Trans-Europe Express - Ingen forklaring nødvendig. Har i øvrigt tænkt mig at leje en cykel i Berlin, noget som jeg sikkert kommer bort fra igen. T-E-X giver mig det samme chok hver gang jeg sætter den på, desværre kan jeg ikke have vinyl-udgaven med.

Bowie: Heroes - Jeg skal til Berlin for helvede

Bowie: Low - Havde egentlig tænkt mig Ziggy, men jeg skal til Berlin for helvede.

Hmmm … Kan tænkes at enten Gram eller Fleetwood ryger for noget New Order .. Movement eller Power, Corruption & Lies. Ender nok med begge to. Mere Berliner stemning. Bernard Sumners stemme :

Everybody makes mistakes
Everybody makes mistakes
Even me
Just be free
This is a place
Where in the end
It happens in
Our world within

Time to go
Time to go

Har netop anskaffet mig Jean Cocteaus: Orphee. Vel nok en af de mest poetiske (her kommer ordet virkelig til sin ret) film fra det 20. århundrede. Historien om Eurydike og Orfeus placeret i Paris og med den smukke Jean Marais i hovedrollen.
Fik også fat i en stribe andre film:
Agnes Jaouis: Le Gout Des Autres, som jeg har villet se siden den vandt Oscar i 2001.
H.G. Clouzot: Les Diaboliques. Har netop genset hans formidable portræt af Pablo Picasso (Hvornår dukker den op på dvd?).
Claude Chabrols: L’enfer, hvor originalen oprindeligt er skrevet og instrueret (1964) af ovennævnte H.G. Clouzot. Og jeg mener, Chabrol ? Hvor galt kan det gå ? Kender i øvrigt intet til filmen.
Jacques Audiards: Sur Mes Levres, som jeg har hørt meget godt om. En romantisk Thriller. Ja ja, man skal jo afprøve sine grænser.
Patrice Lecontes: La Fille Sur le Pont, blev jeg simpelthen nødt til at købe, mit Vanessa Paradis kompleks taget i betragtning.
To klassikere blev der også plads til:
Rene Clements: Plein Soleil (senere genindspillet som The Talented Mr. Ripley). Men det er simpelthen en helt anden film. Alain Delon Alain Delon Alain Delon. Så smukke mænd produceres simpelthen ikke længere. Jeg så portrætprogrammet af Nico (the ultimate in cooolness, og en periode i 60′erne den smukkeste kvinde i verden), som jo var gift med Delon. Og det viste sig at han var en complete and utter bastard. Men man tilgiver jo alt for et kønt ansigt.
Den sidste film på listen er Jean Luc Godards: A Bout De Souffle, som vel er en af de bedste film indspillet overhovedet. Har jeg set utallige gange, men jeg måtte bare eje den.

Når budgettet engang er rette op igen, hvilket vist tager noget tid, vil jeg forsøge at få fat på:
Je Yong-Lees : Untold Scandal, som er en koreansk indspildning af en af mene yndlingshistorier: Choderlos De Laclos’ Les Liaisons Dangereuses, som jo har været indspillet et utal af gange.
Jeg fandt ud af for nylig, at jeg faktisk meget bedre kunne lide Milos Formans: Valmont, end Stephen Frears: Dangerous Liaisons, til trods for John Malcovich.
Vil også gerne have en udvalgt række af Wong Kar-Weis film: Happy Together, In The Mood For Love, As Tears Go By, Chungking Express, Days of Being Wild og 2046.

Ak ja, fremtiden tegner fattig, men fuld af smukke billeder.

Har netop grinlæst mig igennem Michel Houellebecqs “Udvidelse af Kampzonen“, som hermed står til anbefaling.
Jeg læste mig for en halvanden års tid siden næsten igennem Houellebecqs “Platform“, men måtte opgive, da jeg simpelthen fik det dårligt. Mit indtryk var på givne tidspunkt at det var excellent godt skrevet, men havde jeg virkelig brug for at læse noget sådant - ligegyldigt hvor stor litteratur det var?
Altså, på hylden med Houelle.

Efter en hyggelig litteratursnak for nyligt, med en længe ventet veninde, måtte jeg dog overgive mig til at forsøge igen. Jeg begyndte at samle alle de artikler der var skrevet om og med Huellebecq sammen, og blev mere og mere interesseret. En mand der er så hadet og samtidigt så beundret, måtte jeg give en chance til. Alas! Forfra!
“Udvidelse af Kampzonen” viste sig at være formidabel, ikke bare citérbar på omtrent hver side, men så morsom at jeg tog mig selv i at grine højlydt på offentlige steder. Den slog mig som værende en moderne udgave af Albert Camus, men mindede mig også om Botho Strauss.

Lad mig slå ned på nogle pointer: For Houllebecq er det tydeligvis sociologien og ikke psykoanalysen der fortæller os mest om mennesket. Den måde hvorpå man individualiserer sig på (i den moderne kontekst) er netop ikke ved at blive en ener, ved at skille sig ud - men ved at melde sig ind i en gruppe, hvor man klæder sig ens, lytter til den samme musik, har samme politiske standpunkt, samme smag, samme helte og samme fjender etc.

Houllebecq (måske er det derfor jeg kommer til at tænke på Botho Strauss?) bliver hele tiden beskyldt for at være reaktionær og neokonservativ, og vist ikke kun fordi han er en torn i øjnene på den humanistiske fløjs (der ikke længere er humanister i kraft af deres boglæsninger) tomgang med islam. Om islam er latterlig eller ej, er en diskussion jeg dyrker i lukkede cirkler - men at man skal have ret til at sige det, er en naturlig konsekvens af den kulturradikale credo, der jo paradoksalt nok dyrkes med ildhu af netop kritikkerne. Men et eller andet skal man jo slå ned på, når man ikke har talegaverne, de litterære forudsætninger eller en almindelig intelligens til at forsvare sig med. Fornærmetheden kræver ingen blod på skjorten, især ikke hvis man er fornærmet på nogle andres vegne.
Om han er neokonservativ eller ej (and so fuckin what - den guddommelige Hamsun var jo heller ikke medlem af minoritetspartiet), synes jeg at følgende citat fra bogen er lige i øjet, så kan man jo selv tage stilling:
“Af alle økonomiske og sociale systemer er det kapitalistiske uden tvivl det mest naturlige.
Det er i sig selv et tegn på, at det må være det værste”.
Citatet er uden tvivl taget totalt ude af kontekst, men det er sådan noget man med stolthed kunne få trykt på en T-shirt.

Mest af alt morede jeg mig over hans tirader over psykoanalysen. På et tidspunkt er protagonisten hos psykiater (han trøster sig med at det trods alt ikke er en psykolog) - jeg citerer:

“En uge senere konsulterer jeg ham (psykiatikeren). Jeg har ikke noget særligt at sige; jeg siger alligevel et par sætninger. Jeg læser på hovedet på hans spiralblok, at han noterer: “nedsat tankevirksomhed”. Ah ha. Ifølge ham er jeg altså ved at blive dum. Det er en hypotese.
-
Ind imellem kaster han et blik på sit armbåndsur (læder, rektangulær og forgyldt urskive); jeg har ikke indtryk af, at jeg interesserer ham synderlig. Jeg overvejer om han har en revolver i skuffen til patienter med voldsomme kriser. Efter en halv time kommer han med nogle temmelig overordnede bemærkninger om perioder af nedtrykthed, forlænger min sygemelding og sætter min medicindosis op.
Han afslører også at min tilstand har et navn: Det er en depression. Jeg har altså officielt en depression. Det forekommer mig at være en heldig formulering. Ikke fordi jeg egentlig føler mig nede; det er snarere verden, der forekommer mig at være højt oppe.”

Hans betragtninger over kvinder i analyse, er endnu morsommere, men så grove at jeg ville få svare problemer, hvis jeg gentog dem her - læs selv (s. 86, for de dovne).

I stedet tror jeg at jeg vil gentage den nok så omtalte Botho Strauss´ linjer fra hans roman Der Junge Mann (den unge mand , 1986), nu vi er i gang med at luge ud i diagnosefabrikkerne:

“[Vi er] opvokset i en tid, hvor man blev uddannet mere af kritiske programmer end af erfarne mennesker. […] Jeg ville sone […], men for guds skyld ikke i terapi, ikke drives ind i psykiatriens uoverskuelige undskyldnings-labyrint. Der truede faldet ned i det ubegrænsede inderliges helvede […]. Lovens straf ville derimod holde mig fast i den verdsligt barske orden uden at spolere min sans for skyld.”

read them and weep

Ser en del franske og asiatiske film for øjeblikket. Er gået i anti-amerikansk modus operandi.
Jeg tror det er volden, der påvirker mig, kan ikke huske hvornår jeg sidst så en amerikansk film hvor der ikke var en der blev skudt.
Volden er også tilstede, men trods alt mere æstetisk i de asiatiske film, men selv dem prøver jeg at undgå.
Er også begyndt at holde af film med så lidt dialog som muligt.
Måske fordi jeg selv taler så umanerligt meget, hvilket ikke er til at holde ud.
Tavshedens pris er kedsomhed, men jeg orker ikke kede mig i andres selskab.
Måske er det ikke fordi jeg taler meget, men fordi jeg er så dårlig til at lytte.
Og måske skulle jeg bare få fingeren ud af navlen.

Kan ikke holde den rytmiske musik ud i øjeblikket (hører til nød lidt Tindersticks, røg på dem igen efter at have set deres smukke videosamling). Ved ikke hvordan jeg skal holde ud at se Cure i Berlin her sidst på måneden. Åh hvilke problemer ! Nå, det kommer nok snart tilbage. Har allerede lavet en mp3 samling til vandreturene i byen, lidt Beethoven, Schubert, Ravels sange + lidt mere moderne: Philip Glass, John Adams, Zbigniew Preisner og Gavin Bryars.

Læste i CD-hæftet til Gavin Bryars: Allegresco/Alaric/Three Elegies, den mest formfuldendte hyldest til manden:

“A traveller who wanders in unceasing steps along the rooms of the babel library searching for fragments of sentences, Gavin bryars unfolds his melodies as poet of the slow.
This great creator, Captain nemo’s equal, has been leading us for many years in a slow voyage during which his music has been gliding above deep sea beds like a subtle metaphor of eternity, and in the end he has managed to make his music being as subversive and as iconoclastic as the logical continuation of a story that went from Purcell to britten.

And moreover, the man like Marcel Duchamp, Erik Satie, Jules Verne, Sherlock Holmes.”

Eer det ikke smukt? Man skulle tro det var skrevet af en sand holmetiker, disse præferencer, disse præferencer.
Duchamp som jeg hylder mere end nogen anden ved siden af Picasso, Satie som er den komponist jeg sætter højest fra perioden på regnfulde dage, Jules Verne som man aldrig, aldrig, aldrig bliver træt af at læse (kaptajn Nemo, som arketypen på det moderne menneske), og så det at han nævner Sherlock Holmes og ikke Conan Doyle - enhver som har læst denne blog i et stykke tid, må kunne høre de små klapsalver fra mine synapser.
[the] unceasing steps along the rooms of the babel library searching for fragments of sentences - kan man være mere holmetisk ?

Gavin Bryars : Then you can´t go wrong in the city !

Hvad ér det i øvrigt med den kompositionsmusik? Når jeg i løbet af dagen lytter til eksempelvis Beethoven, ligger intet mig fjernere om aftenen end at tænde for fjernsynet, læse avisen eller gå til grunde i den almindelige ugidelighed. Jeg får lyst til at rydde op, læse tunge bøger, gå lange ture, starte en religion.

At regeringens økonomiske politik ikke blot handler om at gøre de grotesk rige, endnu rigere er en længe erkendt sandhed.
Det er tydeligt at det mere handler om - da det jo er forholdsvis små beløb der tages fra de fattigste i vores samfund og gives til de mest velstillede - en systematisk undertrykkelse, der enten udføres for at have noget at grine af i klubbernes velourlænestole, eller hvad måske er mere sandsynligt - og hænger fint sammen med første udsagn - et udslag af kalkuleret ondskab, og et forfinet litterært forhold til det tragikomiske.
Tilsyneladende har der ikke været nok at grine af, da latteren jo står proportionelt i forhold til hvor tæt på sultedøden en befolkning er. Regeringen så derfor sit snit til i forbindelsen med Tsunamien, at spille den ultimative practical joke.

Til stor moro blev ofrene for tsunamien i Sydøstasien og de sultende i Niger støttet med 200 millioner kroner fra Danidas katastrofebevilling., som er taget fra fattige andre steder i verden, hvilket skabte nogle fantastiske billeder på fladskærms-tv’erne af tusindvis af børn der døde af sult. Latteren ville ingen ende tage.
Regeringen lovede dengang, at de store danske bidrag til ofrene for tsunamien ikke ville gå ud over fattige andre steder i verden - hvilket var en genial måde at få placeret den efterfølgende punch-line på.
For med et smil på læben, foreligger regeringen nu at der ikke er flere penge tilbage til dem der sulter ihjel, da de er brugt på ofrene for tsunamien.

Udviklingsminister ( læg mærke til det Orwelske i denne titel - de har nu humor - de spasmagere) Ulla Tørnæs, bekræfter, at pengene til nødhjælpen er taget fra andre poster på Danidas budget, og nu kommer pointen så :
»Men der er tale om ubrugte bevillinger i blandt andet Bolivia, altså penge fra projekter, som ikke er blevet til noget. Derfor kan man heller ikke sige, at det er gået ud over andre fattige«.

Hvis dét ikke er genialt, så ved jeg ikke hvad der er at grine af.

Var i biografen i går og se Universets Sidste Dage - instrueret af Pen-Ek Ratanaruang og filmet af den legendariske og feterede Christopher Doyle (kendt fra genistykkerne Chungking Express, In the Mood for Love og 2046).
Sjældent har jeg set noget så smukt, bevægende og foruroligende. Hvem kan stå for en film om en depressiv yakuza-tatoveret selvmordskandidat af en bibliotekar, med et psykotisk rengøringskompleks?

Fast fact: hovedrollen som Kenji spilles af Tadanobu Asano, der havde en rolle i Takashi Miike’s film Ichi the Killer. Selvsamme Miike gæsteoptræder i Universets sidste dage som yakuzi-medlem, og plakaten fra Ichi the Killer hænger i øvrigt på biblioteket hvor Kenji arbejder. Hvor fikst.

Trivia: Sinitta Boonyasak Der spiller den smukke Noi, og Laila Boonyasa der spiller hendes smukke søster Nid, er søstre i virkelighedens virkelighed.

Universets Sidste Dage er en udpræget visuel film, en fortælling om kærlighed, længsel og ensomhed, fortalt i et langsomt, blues-agtigt tempo, med en poetisk magi, der ikke ligner meget andet. Og samtidig har den en svag humoristisk tone.
Der skal en vis portion mod til at lave en sådan film, og man forstår godt at Ratanaruang, der havde manuskriptet liggende i et par år, ventede til han kunne få Doyle til at kreere den dvælende billedside. Film i dette tempo, skal køres lige på grænsen og skæres så præcist, for ikke at blive prætentiøse eller ligegyldige. Historien skal have præcist så lidt, at billederne bliver bærende i sig selv, og præcist så meget fylde at man ikke føler man sidder og ser et lysbilledshow. Og det lykkedes. Det er sublimt, og det er smukt og mit eget rengøringsvanvid er gået ind i en ny fase.

Civilization is hooped together, brought
Under a rule, under the semblance of peace
By manifold illusion: but man´s life is thought ….
(W.B. Yeats : Supernatural songs)

Da Yeats i 1917 opdagede at hans kone producerede det som igennem surrealisterne er kendt som automatisk skrift (automatic writing), så han det som et udtryk for de entiteter han kaldte The Unknown Instructers - de “ånder” som kom, ikke for at give ham et filosofisk system af tanker, men som budbringere af metaforer for hans poesi. Resultatet udmøntede sig i den fantastiske A Vision, et værk der i sine visionære og profetiske digte minder en del om Blakes The Four Zotas.
Hvad Yeats producerede var da også i realiteten netop et system for en sproglig beherskelse af verden (the only way there is).
Og nu vi er ved den guddommelige Blake, kommer jeg her til at tænke på hans udsagn :
“I must create a system myself or be enslaved by another man´s”
(Jeg vil her parentetisk give Henry Miller ret i Blake er en af de få digtere i verdenshistorien, om hvem man kan sige at hver eneste linje de skrev er citérbar).
Lad mig gentage : “I must create a system myself or be enslaved by another man´s” - en sætning der kunne stå som credo for hele det holmetiske projekt, der netop handler om selvudviklede (religiøse) systemer, kontrol og anti-kontrol, manipulation og kreativitet.

Indfald: er det prætentiøst at ville skabe sin egen verden, nej virkelig ville skabe sin egen virkelighed, og at hade verden for dens konsensusbetvungne normalitetsbegreb?
Vi skal jo nok blive pillet ned igen - det er den gamle vittighed om manden der kommer op til impresarioen - “nå hvad har du så at byde på?”, hvorefter manden letter fra gulvet, flyver tre gange rundt i rummet og elegant lander foran skrivebordet igen. Impresarioen kigger på ham og siger: “Og hvad kan du ellers, ud over at imitere fugle?”

Tilbage til Yeats, eller rettere tilbage til ideén om ” but man´s life is thought “, for hvor kommer disse tanker fra?
Fra fantasien, vores forestillingsevne, hvoraf fornuften - den rationelle tanke - blot er en afart?

Da jeg var teenager i de flammende 80′ere og lortelyrikken var på sit højeste, og alle de latterlige hippie-lærere talte om “fremmedgørelse” med samme stive mundbevægelser som de sorte romantiker-poeter der fyldte pladsen ud i litteraturen, elskede man at tale om de “masker” vi alle bar rundt på. Masken var åbenbart et symbol der var lige populær om man var marxist eller postpunker.
Anyway - og for at pisse mig selv af og dyrke lidt 80ér nostalgi, som hele min barnagtige generation (og guddødemig generationerne efter) ikke synes at kunne få nok af, så lad os dvæle lidt ved “masken”.
Hvis ret skal være ret så er “masken” vel blot et andet ord for den selviscenesættelse af spillerummet som holmetikeren taler om, blot er selviscenesættelsen ikke negativ.
Selviscenesættelsen er, hvad der ligger i ordet, selvvalgt, modsat “masken” som blev brugt om en påduttet tilstand, en spændetrøje. Der var jo aldrig nogen der fortalte én hvad og hvem man ellers skulle være, hvis man lod masken falde. Der var en idé om (hvis man kan sige at hippie-marxisterne havde en sådan) at det sande jeg, så ville træde frem i al sin glans og herlighed, og så ville man hverken mobbe de andre eller tage hash på toiletterne.
Personligt var jeg rædselsslagen for hvad der var inde bag disse masker, og har altid abonneret på Oscar Wildes udsagn at:
“Man is least himself when he talks in his own person. Give him a mask, and he will tell you the truth.”
Den oplyste opfatter så denne “manifold Illusion” (for nu at holde fast ved Yeats, selvom jeg nok må opgive min hyldest i denne omgang da jeg synes at komme på vildspor hele tiden), denne “truth” som værende en valg - eller sagt på en anden måde: denne “truth” som værende en “manifold Illusion”.

Pick your own truths, wear a mask of your own choice, make up your own Gods - and set them free, som den gamle holmetiker sagde. Intet nyt under solen - lad mig lige vågne op igen efter ferien !
Du kender remsen: hvis du ikke selv vælger din virkelighed, bliver den valgt for dig - igen og igen og hele tiden. Du bliver nødt til at blive religiøs. Og du bliver nødt til at opfinde din egen religion, din egen ritualiserede adfærd, dine egne mønstre i kontrast til de andres valg.
Et hvilken som helst trossystem er ikke godt nok, det nytter ikke noget at blive politisk bevidst, det er en allerede valgt idioti. Glem Kristus og Buddha og Ron Hubbard - vælg hellere Batman eller Silver Surfer, men vælg hellere dig selv.

Prøv en enkelt gang at gå en tur og lad alt med religiøs betydning, jeg mener ALT. Alt på din vej er symboler “for noget andet” - det er sværere end du tror, men verden får en ny betydning. Skift hurtigt mellem dine synsindtryk, ligeså snart du får lagt en symboldannelse ned over et objekt (det hjælper selvfølgelig at være velbevandret i mytologierne), så gå videre til et andet. Hurtigere og hurtigere.
Du bliver selv blot et tegn i denne verden, men ladet med betydning, hvilken betydning, hvad betyder du, hvad er du et tegn for? Prøv det! Det lyder som noget neurolinguistisk new-age pis, men det er også blot et eksperiment. Når du stopper vil du se hvor tom verden er. Hvis du er heldig.
Det er sindssygt svært og kan kun i starten opretholdes i minutter, men øvelse gør mester. Men husk også at det er sådan “de sindssyge” opfatter verden. For dem betyder alt noget andet end det det “virkelig” betyder - det er derfor de er sindssyge. Det er derfor vi propper dem med medicin, og prøver at tale dem til rette igen (det er bare en sølvpapirshat - den kan ikke noget). Vi spørger aldrig os selv hvad det er de kan se, som vi ikke kan se, vel vidende at der jo ikke eer nogen verden “derude”.
Åh ja, vi kender skam de filosofiske og neurologiske betragtninger, men vi tager ikke konsekvensen af dem. Og (pyh ha) lad os lade dette stå som en afsluttende pointe, et spørgsmål svævende i luften (om det så blot imiterer fugle): Hvordan kan det være at vi ikke i vores psykologiske tilgang til andre mennesker, og til os selv for den sags skyld, bruger denne viden til noget - hvorfor er det blot teoretisk? Der er selvfølgelig hele konsensus-begrebet, vores enighed om verden opretholder verden, und so weiter. Men jeg vil alligevel have lov til at knappe min Guinness op, læne mig tilbage - og forestille mig en verden hvor vi, om ikke levede i hver sin virkelighed (et science fiction plot ?.. hmm where´s Spielbergs phonenumber?), så havde udviklet et begrebsapparat - en ny psykologi - der anskuede den enkeltes brud med konsensus som problemfrit.

Lad os afslutningsvis citere en gammel eksistentialistisk filosof - som også havde en mening om emnet :
“I am what I am and that’s all that I am”

Åhh hvad fa’en, i får hele sangen :

I am what I am and that’s all that I am
I’m Popeye the Sailor Man
I’m strong to the finish ’cause I eats me spinach
I’m Popeye the Sailor Man

Det er selvfølgelig gået op for de horder af Corpus Holmeticum læsere der dagligt checker ind efter fornyet visdom, at der har været feriestemning i kulten.
Der er nu endelig compos mentis, og før der går helt David Icke i de endnu ikke initierede proselytter, i deres selvsyede pingvin og Dee Snider kostumer, er Den Ledende Hånd altså tilbage med fornyet katekismus til de hungrende masser.

En opsumering og fremtidsplan er måske påkrævet, også for nye prospekter.

Sensommeren og efteråret vil byde på en fortsat indføring i den holmetiske disciplin. Vi fortsætter med Magien og kulturkritikken og vil se nærmere på især KaosMagien og de dertil hørende Sigils - hvad de kan, hvordan man konstruerer dem osv.
Psykologi-kritikken vil fortsat være i højsædet.
Vi vil gennemgå en masser tegneserier, dissikere en masse Shakespeare, undersøge pingvinen som totemdyr og så vil der selvfølgelig være oversættelserne af William Burroughs og Lucien Anguec at se frem til. Plus en masse masse andet som det vil være naturligt at tage stilling til hen af vejen.

Som noget nyt vil der være en smule fokus på det politiske spektrum, da det nu er tydeligt at den vigtigste politiske filosof i det 21. århundrede, uomtvisteligt er og bliver Karl Marx. Dette kom som en overraskelse for mange nye holmetikere på det nyligt overstående symposium i Reykavik. Det kom som et ligeså stort chok for mange af de gamle holmetikere at det ikke var selvindlysende, så selvom holmetismen fortrinsvis er en religiøs kontruktion og at mange holmetikere har en naturlig afsmag for den politiske orden, vil vi altså forsøge at forklare hvorfor liberalismens og konservatismens religiøse frihedsidealer er obskure konstruktioner, og hvad det vil betyde at de uundgåeligt vil falde (om man så ønsker at puste til ilden eller ej).

Dette var alt for nu - corpus holmeticum er på banen igen !