Den eneste status jeg vil gøre fra det seneste annus horribilis, er et frafald af samtlige fejltagelser og udslåede drømmespor, og blot gøre taksigelse over at 04 bragte os endnu et mesterværk fra mesterens hånd. Morrissey udgav Lp’en You Are The Quarry – og suk står stadig stille i luften.
Hertil skal tilføjes at b-siderne til det nye album nu er oppe på 12, hvilket også er antallet af sange fra selve Lp’en.
Knæfald.
Min kæreste nævnte Susan Sontag i en samtale forleden dag.
I dag ser jeg så at hun er død, i går tirsdag – 71 år gammel.
Det ville jeg egentlig bare lige nævne fordi, jeg nu hvor jeg har siddet og læst nekrologerne rundt omkring i verdens aviser, og læst lidt på hendes hjemmeside (der nu står tilbage som en art underlig webtomb), forundres over mit tidligere syn på denne kvinde.
Da min nuværende, og før så omtalte kæreste, så taktløst namedroppede Sontag sidste søndag midt i et De Beauvoiristisk andethedssymposium (læs: et jeg-du drikkegilde) – tror jeg at jeg snublede over mine egne tanker, og fik hende (Sontag) backlashmuteret sammen med Germaine Greer - og nok især Susan Faludi (fejlen er jo åbenlys : de har begge samme fornavn) - og sikkert nogle andre fiksidé-feminister af samme køn (?).
Men det tror jeg egentlig jeg altid har gjort – altså forvirret mig selv ved at blande disse kvindemennesker sammen, og deraf taget pavlovsk afstand fra dem.
Det vil jeg lige rette op på – og sende min respekt til Sontag, bedre æhhh sent end aldrig …. og så i øvrigt aldrig - aldrig - aldrig mere lade min kæreste lade mig snakke om noget jeg ikke har forstand på (that doesn’t leave much), i mere end ti minutter af gangen.
Jeg ved der er mange af os der mener at Sir Arthur C. Clarke (født 1917 - havde i øvrigt fødselsdag 16 december) er en af de sidste 50-60 års store visionære, så jeg vil lige viderebringe den meddelelse han bringer fra sit hjem på Skri Lanka : at han stadig er i live og okay, sammen med sin familie - efter tsunami-flodbølgerne ramte øerne i søndags.
Jeg glæder mig stadig til at læse hans seneste kollaboration med Stephen Baxter (Time’s Eye), den sidste : The Light of Other Days var formidabel over alle forventningers håb om storhed.
Read it and weep.
Og Ja, han ér blevet Sir. Aviserne herhjemme var jo frådende over at kunne bringe nyheden om at Clarkes Knighthood var sat i karantæne, fordi han var under mistanke for pædofilli (hvorfor skulle man ellers vælge at bo på Skri Lanka, sammen med alle de små søde brune børn?), at anklagerne ikke holdt havde ikke helt samme nyhedsinteresse for de idealistiske journalister.
Har lige moret mig højlydt til Tim Burton’s The Nightmare Before Christmas.
Specielt er jeg begejstret for scenen hvor Frankenstein-doktoren Evil Scientist, er ved at lave sit nye monster, og tager halvdelen af sin egen hjerne ud, og propper ned i det åbne kranie på monsteret – mens han siger : ”What a joy to think of all we’ll have in common. We’ll have conversations worth having”.
Dette er faktisk en præcis opførelse af en gammel drøm – og når man nu kan undvære halvdelen af sin hjerne, uden at nogen andre ville være any the wiser, hvorfor så ikke?
Conversations worth having – smag på ordene …
Ellers har min legendariske afsky for julen fundet nye højder, og jeg er nu mere end nogensinde overbevist om at julemanden slet ikke findes. I øvrigt er det videnskabeligt bevist at han må rejse med en fart på 3,7 millioner km i timen, hvis han skal dække sin rute på 115 millioner km, hvor af man kan konkludere at han på grund af luftmodstanden og friktionsenergien ville fordampe på mindre end 5/1.000 sekund. Put that in your pibe and smoke it.
Faktisk var julen ikke så slem før i tiden, men mest på grund af at svensk fjernsyn altid i juletiden viste de to yndlings tv-serier jeg havde som barn : Scooby-Doo og The Addams Family ( jeg er stadig lidt af en bærende torchsanger for Morticia Frump Addams i Carolyn Jones (RIP) skikkelse, og det er slet ikke utænkeligt at det er derfra min fetish for gothpiger og dertil hørende Ninafixering hidrører).
Hertil må jeg lige tilføje at jeg med Scooby-Doo mener den originale Scooby-Doo, Where are you! serie, der løb fra 1969/72/1974-75, før de fuldstændig ødelagde og omformulerede hele konceptet for serien (1979) med introduktionen af den frygtelige Scrappy Doo (den tids Jar Jar Binks).
Jeg vil også lige benytte anledningen til at hylde Tim Burton, som i sin hele karriere kun har levet én film som jeg ikke kan lide (okay – som jeg virkelig hader): Planet of the Apes. Og ja ja ja – jeg ved godt at han ikke har instrueret The Nightmare Before Christmas.
Især når man ser hans originale tegninger der lå til grund for hele designet, tydeligt inspireret af tysk ekspressionisme og Edward Gorey, kan man kun græde snot over at han ikke fik lavet en remake af Das Kabinett des Doktor Caligari, som det rygtedes for nogle år siden at han var i gang med.
Anyway, så glæder jeg mig som et lille barn før juleaften ( okay dårlig analogi) til hans kommende film: Charlie and the Chocolate Factory (som oven i hatten har Helena Bonham Carter på rollelisten (suk suk og dobbelt suk), samt mit udtrykte spejlbillede: Johnny Depp).
Elegi til O’Boy (på utallige opfordringer)
Vi drak og drak
af den brune substans
indtil vi mistede samling og sans
af krus så store som kedler fra Hymer
den læskende væske af Novo-enzymer
der ligner kakao, og er os så dyr
som kom den fra penis af Apis Tyr
Men ak vi blev fede og mistede venner
tabte håret og forhud og tænder
sad alene til spot og til spe
og udviklede diabetes A B og C
Inspireret af :
“I wish… … we could solve the problem of diabetes in my lifetime”
Lars Rebien Sørensen, President and CEO, Novo Nordisk (Novonordisk.com).
(læg mærke til de omsorgsfulde, og eftertænksomme prikker i dette smukke udsagn -
som var de kreeret med forventet eftertanke af et helt dusin ConceptInhouse BuzzwordBranding Ikonkloner.)
vi talte og talte
indtil du gled
- og virkelig gled
og knaldede kinden mod jorden
frosten fylder tomrummet ud
og knækker som kaldet alt på sin vej
Det var en mørk og stormfuld aften…” som Nuser fra Radiserne altid begyndte sine romaner med, er definitionen på en dårlig åbningsscene (vist nok nolet fra Bulwer-Lyttons : It was a dark and stormy night; the rain fell in torrents - except at occasional intervals, when it was checked by a violent gust of wind which swept up the streets..”
(hvilket sq da er morsomt).
Nå, min pointe er at debutpladen, de første 3 -takter af sangen -minutter af filmen, ouverturen og altså ikke mindst åbningsscenen til litterære tekster, er højvigtige, afgørende og definerende. Jeg kommer til at tænke på alt dette, fordi jeg igen sidder og bladrer igennem Billys’ Twelfth Night. Willy - som jo objektivt set er verdens, til en hver tids bedste forfatter - har jo selvfølgelig skrevet en hel del af verdens bedste åbningsscener, ikke mindst Twelfth Nights :
“If music be the food of love, play on;
Give me excess of it, that, surfeiting,
The appetite may sicken, and so die.”
(I, i,1-3)
Vi møder Orsino, regenten af Illyria - det udtrykte billede på en hopeless romantic, forelsket i kærligheden og melankolsk bevæget ved tanken om sin egen forelskelse. Olivia, målet for hans atrå – er også forelsket, men i sin egen sorg, over sin netop afdøde bror.
Efter således at have afdækket det menneskelige behov for trods alt at føle noget (”when usually it’s nothin, surely you´re happy it should be this way” – som moz synger), begynder forvekslingsfesten ellers – you know the story. Højspændt passion mixes med lavkomik – just like in real life.
Nå, men jeg ville egentlig bare dele min glæde over dette ultrakorte og hyperpoetiske værk, af barden over dem alle.
Read it and weep!