Corpus Holmeticum

Bret anderson og hans Butler er nu nået så langt at de har navngivet deres orkester : The Tears. Tilsyneladende er det en reference til et Phillip Larkin digt : Femmes Damnées’ ” The only sound heard is the sound of tears“. Var det ikke Bret der engang stolt udtalte at han aldrig havde åbnet en bog – men digtet er måske blevet filmatiseret?
De planerer at turnere inden året er omme – højst sandsynligt sammen med Andrew Strong og Johnny Logan (skal vi gætte på Jamie Walters som opvarmning?).
Lp’en dukker op engang i foråret, og kommer forhåbentlig til at bestå af lutter b-sider.

Selvfølgelig er jeg ikke den eneste der vil savne Peel -
Johnny Marr spillede undertones’ teenage kicks igår, da han joinede Tim og Neil Finn på Liverpool Empire. Altid dejligt når ens gamle helte hylder ens gamle helte fordi de hyldede ens gamle helte.
Hvis du er forvirret : Peel mente kicks var den bedste 7 tommer nogensinde udgivet, og Marr … well what are you doing here ?

apropos undertones : er der nogen der ved hvad Fergal Sharkey laver i dag? The undertones udgav en lp i 2003, men uden Sharkey - og hvad siger vi til dem der tror han er for evigt forsvundet?
Never Never !

John Peel er død. En hver som har nogen interesse i de sidste 35 års musik, ved hvor stor betydning han havde.
Jeg kan praktisk taget ikke komme i tanke om et guitarbaseret band siden jeg var 12 år, som han ikke på en eller anden måde var med til at introducere.
Residerende i Danmark (suk) var jeg afskåret fra hans radioshows, men “the peel sessions” pladerne var og er, en hjørnesten i min opdragelse.

RIP

Personligt er jeg ret træt af Lense-Thirring-effekten. Det er forkasteligt, at vi i den grad tillader at jorden skævvrider rumtiden. Det kan godt være Lageos I og Lageos II er to kunstige passive satellitter og kun tvinges i jordens rotationsretning et par meter om året, men det kunne jo tænkes at de bare gerne vil være i fred.
Nu kan det jo selvfølgelig godt være at det bare er et desperat forsøg på en voksenhed, dette at : forsøge at se situationen i et større perspektiv, at jeg fremhæver himmellegemer som en analogi til mit eget jordiske – for min sympati ligger selvfølgelig gemt i min egen kunstighed, min egen passive driven omkring, og mit eget behov for at blive ladt i fred.

Jeg vil citere, for jeg mener stadig (sorry morrissey) at de smukkeste linjer fra en popsang er fra Billy Brags : New England :
I saw two shooting stars last night
I wished on them but they were only satellites
Is it wrong to wish on space hardware
I wish, I wish, I wish you’d care

Har netop færdiglæst Paul Austers : illusionernes bog, der som sædvanligt er en intertekstual metatekst af matryoshka dukker, gemt i kinesiske æsker og placeret i en palimpsestverden af labyrintiske spejlkabinetter.
Det univers bogens hovedperson David Zimmer (i øvrigt en biperson fra moon palace) spejder sig igennem, er så gennem austersk at jeg som sædvanligt håber, at det aldrig får en ende (selvom hans sidste bog : orakel nat – besynderligt nok var så austersk, at det faktisk gik hen og blev for meget).

I starten af bogen fortæller Zimmer, at han har oversat lidt fransk litteratur og skrevet to bøger; det pudsige er, at den sidste af disse bøger er en bog jeg (moi) altid (okay, i nogle år ) har drømt om selv at skrive. Den hedder The Road to Abyssinia og handler om “forfattere der var holdt op, en refleksion over tavsheden; om Rimbaud, Dashiel Hammett, Laura Riding, J. D. Salinger m.fl., store lyrikere og romanforfattere, der af en eller anden grund var holdt op med at skrive” (s. 20).
Oh ja, spejlingerne i tekstbrudstykkernes genklangoverflader, rækker helt ud i den virkelige læsers uvirkeligt fiktive virkelighed.
Read it and weep!

Så Legendary Pink Dots på Rust i går.

“She whispered sleazy secrets on the couch by the TV.
3D visions of a soapflake, trumpetsblared, a voice declared:
“Are you feeling dirty?”Yes but also very pleased.”

Udmærket gig, uden for meget at bitche om (nå ja ølpriserne ! ! ). Alle dem der skulle være der, var der - undtagen dem der burde være der, som ikke var det (u know who u are).
Og tillykke til manden fra Påskeøen, der kom og fejrede sin nye tillidspost med os. Første skridt på vejen mod den totale politiske magt. Mon Postmand Per ved, at der nu bliver indført 2 timers arbejdsdage med udvidede kaffepauser?

Arthur Rimbaud har fødselsdag i dag. Han blev født i 1854 og revolutionerede poesiens væsen i en så latterlig abnorm grad, at abnorme grader må gradbøjes superlativistisk abnormt, for at yde ham retfærdighed.
Marc Almond - som vi alle sender tanker i øjeblikket - satte i øvrigt (belærte lille Nina Sofie mig om forleden) musik til Rimbauds digt :
Mes Petites Amoureuses (My Little Lovers).
Tillykke Arthur – i dagens anledning, og i konfus glæde over at verden endnu engang hænger sammen, vil vi beruse samtlige sanser med både le originale et le copy, af førnævnte stykke poesi :

Mes petites amoureuses
Un hydrolat lacrymal lave Les cieux vert-chouSous l’arbre tendronnier qui bave, Vos caoutchoucs Blancs de lunes particulières Aux pialats ronds, Entrechoquez vos genouillères, Mes laiderons ! Nous nous aimions à cette époque, Bleu laideron ! On mangeait des oeufs à la coque Et du mouron ! Un soir, tu me sacras poète, Blond laideron : Descends ici, que je te fouette En mon giron ; J’ai dégueulé ta bandoline, Noir laideron ; Tu couperais ma mandoline Au fil du front. Pouah ! mes salives desséchées, Roux laideron, Infectent encor les tranchées De ton sein rond ! Ô mes petites amoureuses, Que je vous hais ! Plaquez de fouffes douloureuses Vos tétons laids ! Piétinez mes vieilles terrines De sentiment ;- Hop donc ! soyez-moi ballerines Pour un moment ! …Vos omoplates se déboîtent, Ô mes amours ! Une étoile à vos reins qui boitent Tournez vos tours ! Et c’est pourtant pour ces éclanches Que j’ai rimé ! Je voudrais vous casser les hanches D’avoir aimé ! Fade amas d’étoiles ratées, Comblez les coins !- Vous crèverez en Dieu, bâtées D’ignobles soins ! Sous les lunes particulières Aux pialats ronds, Entrechoquez vos genouillères, Mes laiderons !

My little Lovers
A tearful tincture washes The cabbage green skies Beneath the dribbling tree With tender shoots…Your raincoats White with special moons With round eyes Knock together your kneecaps My ugly ones We loved each other At that time Blue, ugly one We ate soft boiled eggs And chickweed One evening, you anointed me poet Blond ugly one Come down here that I may whip you Across my lap I spewed your brilliantine Black, ugly one You would chop my mandolin On the edge of my brow Ugh! My dried saliva Red-haired, ugly one Still infects the trenches Of your round breast Oh my little lovers How I hate you Plaster with painful blisters Your ugly tits Stamp on my old pots Of sentiment Come on up Be ballerinas for me Just for a minute Ohhhh…..Your shoulder blades Are dislocated Oh, my loves A star on your lame back Turn your turns And yet it’s for these mutton shoulders That I’ve written poems I would like to smash your hips For having loved Pointless heap of failed stars Crowd the corners You will burst in God Saddled with ignoble worries Beneath the special moons With Round eyesKnock together your kneecaps My ugly ones!

Der er ikke så meget at sige, vi er selvfølgelig alle sammen i chok. Jeg viderebringer “michelles” mail:

Marc Almond was involved in collision between a car and a motorcycle yesterday and is currently in hospital in London. He was the passenger on the motorcycle and suffered serious injuries. Last night he underwent emergency surgery and today is in intensive care where his condition remains critical. We will bring you updates on his condition as soon as possible. We´re all very shocked at this news and our thoughts, as I know yours will be, are with Marc and his family right now.If you wish to send a message for Marc please use the following address: thinkingofyou@marcalmond.co.uk

Per Højholt er død !
Igår sad jeg og mindedes Turéll (hans dødsdag), og sad og skålede for alle de andre store originaler i dansk litteratur - Borum - Strunge - Vizki, og det var svært at komme i tanker om, hvem vi egentlig har tilbage med en egenartet stemme, med nosser og bravour og opsving og nedture, og med en tændflamme af inspiration til alle os andre half lives.
Og Hall og Wulff blev der skålet for, og Højholt blev der skålet for - og så måtte jeg igen til at skåle for de døde, for overhovedet at få vædske indenbords.
Og nu dette.

New Scientist har publiceret en interessant undersøgelse (ikke mindst for de af os der bekender os til The Church of Morrissey), det lader til at der %vis er næsten ligeså mange aseksuelle i befolkningen, som der er homoseksuelle. Aseksuelle har aldrig haft lyst til sex, og finder hverken kvinder eller mænd seksuelt stimulerende. Der er ingen officiel definition på hvad det præcist vil sige at være aseksuel, og der er selvsagt mange niveauer i graden af den (seksuelle)affektion, man overordnet føler over for andre mennesker.

En undersøgelse fra England (1994 - 18.000 deltagere) viste i øvrigt at ca. 3% af befolkningen føler sig tiltrukket af eget køn, mens 1% ikke føler sig tiltrukket af nogen.

Alle kort på bordet : jeg er dybt misundelig. Tænk at slippe for disse akavede kropslige interaktioner, tænk hvis jeg ikke var styret af kroppens behov for anfald af pludselig lykke. Tænk nogle samtaler man kunne have, ikke mindst med kvinder, hvis ikke altid dette hvad-nu-hvis, hvis flirten og erobringstrangen var borte. Det kan godt være at min seksualitet har givet stunder af dionysisk lykke, men den har også sat mig i latterlige dilemmaer og gået min egen moral og selvopfattelse på klingen, og skabt problemer af apollinsk styrke. Og har akten : sex – gjort at jeg og min elskede er kommet tættere på hinanden, givet os større forståelse for hinanden, alt det som det trods alt kræves, for at overhovedet at udholde at være sammen med et menneske i mere en 15 minutter. Nej, men det har selvfølgelig gjort at vi har kunnet holde ud at være sammen med hinanden i mere end 15 minutter af gangen. Get the point ?

Peter Ackroyd, Alan Moore, Michael Moorcock, A.C. Doyle, Neil Gaiman etc. er alle kunstnere der har givet liv til min interesse for victoriatidens jack-the-ripper-mytologiske London, og nu har “Tiger Lillies: The Gorey end” cd’en, tilføjet Edward Gorey til listen (han er godt nok amerikaner, but what the hell).
Der findes en masse Gorey relateret habengut hos Goreydetails - og se om ikke lille marc almond optræder på siden i bedste Gorey style, på coveret til sin seneste autobiografi.

From childhood’s hour I have not been
As others were; I have not seen
As others saw; I could not bring
My passions from a common spring.
From the same source I have not taken
My sorrow; I could not awaken
My heart to joy at the same tone;
And all I loved, I loved alone.
Then- in my childhood, in the dawn
Of a most stormy life- was drawn
From every depth of good and ill
The mystery which binds me still:
From the torrent, or the fountain,
From the red cliff of the mountain,
From the sun that round me rolled
In its autumn tint of gold,
From the lightning in the sky
As it passed me flying by,
From the thunder and the storm,
And the cloud that took the form
(When the rest of Heaven was blue)
Of a demon in my view.
(edgar allen poe)