Corpus Holmeticum

Næste scene: Neo slås igen. – Hvorfor slås Neo hele tiden?

Hver gang Neo møder nye modstandere står kampen for et nyt filosofisk aspekt. Først udforskes idéen i samtaleform, derefter udforskes den i kampform.
Først har vi ideologien præsenteret og bekæmpet på det åndelige plan (samtale) og derefter i action-sekvenserne bekæmpes idéen/ideologien/filosofien fysisk; eller man kan sige at den bekæmpes symbolsk. Således ophæves hver idé til dens sande grundform – et symbol. Idéen er ikke noget ”i sig selv” – Das ding an sich – men er et (i mangel af bedre) symbol. Alt er figurativt, verden tales/tænkes frem. Intet er sandt, alt er tilladt - som Burroughs, som Burroughs.

De gamle grækere dyrkede ikke blot Retorikken som kunstform fordi det var et politisk smart våben. Talekunst er verbaliseringer af idéer, og verbaliseringer af idéer er frembringelse af Verden.
Frembringelse/skabelse af verden, er Styring af verden – Kontrol af verden. Den verden Jeg frembringer er Min verden, og kan jeg italesætte den klart nok, forståeligt nok, retorisk korrekt nok – er det også Din verden (men som skaber, under Min kontrol).

Tilbage til handlingen: Persephone er gift med meroungianeren – hvilket vel gør Ham til Hades, hvilket igen forklarer hvorfor han som ”vagthunde” har de to tvillinger. Hunden med de to ansigter.

The Keymaker : Many doors lead to many places - One door leads to the source.
Skæbne-mennsket på banen igen.

Morpheus : I do not believe in chance. Igen : Intet er tilfældigt. Burroughs på banen igen – Der Er Ingen Tilfældigheder.

Den gamle vittighed lyder :
Hvor mange Holmetikere kan der være i en folkevogn?
Så mange som der tilfældigvis kommer forbi.

Vast Interactive Living Intelligence System. VALIS. Én mands version af verden. Èn optik. Som Blake – en én-mands religion. Som Holmetismen. Som Grant Morrisons Magick-system udgydt i tegneserie-versioner (Invisibles), eller som Abrahams personlige guddom (der blev en virus). YHWH.
Nothing is true – Everything is permited.

Hvorfor ikke bare vælge en version. Søg og du skal finde.

Vi skal videre med The Matrix. Vi filosoferer over populærkulturen fordi det får tåberne til at grine. Vi æder lort, men skider guld.

Meronvigianeren er gralsaspektet. Den evige søgen.
Han er Magtmennesket. Som Crowley. Står for de primitive følelser.
”Choice” is an illusion. Alt er kausalitet for Meronvigianeren. Han ”ejer” The Keymaker.
Et anarkistisk program / selvkørende. Et af de ældste programmer. Han var som Neo i starten, senere skete ”et fald”. ”Your predessors had much more respect” siger han. A hva’?
Han har set en række Neo’er komme og gå. Neo er ikke den første (er Neo den sidste?)

Samsara (hinduisme, buddhisme, jainisme, sikhisme) teaches that the wold we consider ”real” is actually a projection of our own desires.
Samsara er reinkarnationstanken.
Samsara betyder etymologisk at “flyde sammen”. At passere igennem forskellige stadier. Symboliseres ofte ved en dør der skal passeres (The Keymaker, der er i Meronvigianerens tjeneste, passer ind her).
Sjælen forledes af Samsara til at tro på realiteten af den fysiske temporale verden. Forhindre Moksha (friheden, nirvana). Meronvigianeren kender illusionen, men tror selv på den.

Han er den første hentydning til at NEO ikke er den første frelser. Avatar-idéen.
”I have survived your predecessors and I will survive you”.
Satan var den første Kristus og alt det der.

Oh yes – The Roman Empire Never Ended.

J. Michael Straczynski som vi har hyldet i lange baner her på siderne, for hans uovertrufne Babylon 5 serie, har netop annonceret at han er instruktør på den kommende Silver Surfer film. Surferen var eneherskende totemfigur i de tidlige holmentiske dage i 1980′erne, så vi glæder os med tilvant skuffelse over at endnu en kultfigur bliver dyrket til døde (jeg nægter at se fantastic 4 af samme grund, man er vel en snob). Men hvad mere vigtigt er, har han netop lanceret endnu en instalment i Babylon serien.
Det er en direct to video produktion og bærer navnet “The Lost Tales - Voices in the Dark“. To historier af 35 minutters varighed med tydeligt præg af mangel på et ordentligt budget, hvilket også er tydeligt i og med at kun 3 af de originale medlemmer af serien er med.
Straczynski har både skrevet og instrueret episoderne så det er tydeligt at Babylon 5 er et hjertebarn for ham, for han er klart en travl herre.
Straczynski har to film på vej hvor han har leveret manuskriptet : Clint Eastwoods ” The Changeling”, og “They marched into sunlight” der instrueres af Paul Greengrass der svæver højt i øjeblikket med succesen “The Bourne Ultimatum”. Greengrass deler Straczynskis lidenskab for tegneserier og det var meningen han skulle have instrueret Alan Moores “The Watchmen” før Zack Snyder tog over. Zack Snyder instruerede jo også Frank Millers “300″. Og for at ende cirklen på smuk holmetisk vis var det den selv samme Zack Snyder, der instruerede den bedste Morrissey musikvideo der til dags dato er lavet: “Tomorrow”.
En tilfældighed? Det tror vi næppe. Det kan godt være der er langt imellem vores præferencerammer, men de hænger sammen.

Selvfølgelig er RE = Babylon. Og Jeg og Jeg ved jo (havende læst som en god(troende) Holmetiker min PK Dick) at The Roman Empire never ended. Har Ichtus i vindueskarmen og en transparent tatovering af Vesica Pisces på overarmen.

Hvor om alting er så er vi nået til The Oracle: ”You’ll remember you don’t believe any of the fate crap. You’re in control of your own life, remember?”

Skæbnen, hvilket tema. The Oracle er Sophia – kvindelig energi. Det kommer vi tilbage til.

Sentient Programs: Kan bevæge sig ud og ind af virkeligheden. Frit i alle verdener. Agenter for The Matrix. Dæmoner. Gatekeepers. Entiteter.
Det er vigtigt at have dæmoner, de taler med hinanden. Guiding all doors. Holding all keys.
De kan “besætte” mennesket (i Matrix ved at downloade sig i dem).
Temet Nosce – Kend dig selv. I virkeligheden: Kend dine dæmoner.

Læg mærke til at der en kamp mellem de kontrollerende entiteter (dæmonerne er legio). Og husk hierarkiet sat til side er de også engle. A rose by any other name …

Lige en bemærkning. Det er måske lidt forvirrende det her. Men Jeg og Jeg går kronologisk frem.

Agent Smith. Tidligere agent for KONTROL.
I interaktion med mennesket MÅ han gøre oprør mod Kontrol (Jahve – skaberguden – i gnostisk forstand), mod Mainframe/The Matrix.
Oprøret består i at Ville Blive Menneske. Du kender din Satan på gangen (han halter lidt).
Læg mærke til at Smith ikke er Én (som Neo=The One), Hans navn er Legio, han er multiple demons.
”Og han er let at hitte her og der
Hans navn er vel bekiendt, og – Legio, desværr!” – som Jens Baggesen skrev.

Vi har nu et Babylon og et Eden, et godt og et ondt. Men kun på overfladen. Dæmonerne er også engle.
Hvem fortæller os det? Temet Nosce. Kend dine dæmoner. De taler sammen. Det smarte er så, at du og dine dæmoner taler samme sprog, mens du ikke forstår nogen af de andre, men det gør dine dæmoner. Get the Picture?
Sophia – den kvindelige entitet/energi – mellemleddet – bindeLimen. Vi er på vej.

Den mystiske oplevelse er ophævelsen af oplevelsen af VALG. Skæbnemennesket. Valgfrigørelsen. Skæbne er mål.
“You’re in control of your own life, remember?” som Sophia siger med slet skjult ironi.

Efter The Oracle begynder Questen.

Everything’s Gone Green synger New Order.

Jeg og Jeg pronuncierer denne tale mod RE (Roman Empire) ud fra en vidde af et af de store værker.
Hvad ligger bag virtualiteten?
Denne verden illusion/virtuel verden. Derfor kan ALT lade sig gøre for Jeg og Jeg. Blot vi forstår at programmere virtualiteten godt nok.
Så Jeg og Jeg spørger igen.
Hvad ligger bag virtualiteten.? Helt Platonsk ikke sandt. What is the GENERAL idea?
Lad os tage vidde-værket. The Matrix. Og forfølge.

Hvad er ”The Matrix”?.
Den verden der er os givet, som forblinder os fra sandheden.
Hvilken sandhed? (Kom nu Neo).
At vi er født ind i et fængsel for vores hjerne. (Jeg og jeg er en simpel Holmetiker – give me a break).

Hvad er ”The Construct”?
Her uploades alt. Er tomhed. TomheDEN. Her defineres/plantes virkeligheden. Elektriske impulser fortolkes af hjernen. Virkeligheden er en ødemark

Q: What is The Matrix
A: Control

Never free a mind once it’s reached a certain age. – It’s dangerous – the mind has trouble letting go.

En mand sad på et bjerg. Neden for bjerget legede en dreng på marken. Han løb efter fuglene og kiggede op efter dem. Pludseligt fik han øje på noget på bjerget. En prik, ubetydelig lille.
Drengen begyndte at gå hen imod prikken, men den blev ikke større. Så han fortsatte, og fortsatte og begyndte at gå op af bjerget. Prikken synes nu at blive større, bare lidt. Så han fortsatte. Efter at have vandret og klatret i ugevis nåede han til sidst toppen, og så nu at det var en mand han havde set nede fra jorden. Så han gik hen til manden og spurgte ham ”hvad laver du her?”.
”Jeg er Holmetiker”, svarede manden. ”Jeg tænker over virkeligheden, over det der er i den og det der ligger bag ved den”.
”Men hvorfor sidder du helt her oppe i ensomhed på bjerget” spurgte drengen.
”Fordi det er store tanker”, svarede Holmetikeren. ”Det kræver plads”.
”Nede fra jorden”, sagde drengen, ”Lignede du bare en lille ubetydelig prik”.

Everything’s gone green.

(en filmanmeldelse - gudhjælpemig)

Gjorde noget jeg egentlig ville have forsvoret, men jeg havde et par timer til overs og fik overtalt mig selv til at gå ind og se
V - for Vendetta.
En farlig foreteelse, da værket i sin oprindelige form hører til den kategori af populærkulturen jeg med sindsro dyrker nærmest hysterisk (The Prisoner og The Invisibles er andre sådanne, og som pudsigt nok kører i samme tematik).
Hvorom alting er havde jeg min Peter Lorre mimik parat, og ingen negle tilbage da reklamerne endelig fortonede sig.
Kunne denne bog egentlig filmatiseres? Og så i denne day and age?

Kort fortalt er V - for Venedetta, som jeg tidligere på denne blog har været omkring, et inspirerende værk om en mystifystisk anarkist der arbejder på at vælte en fascistisk engelsk regering (much like our very own foghstitopian nightmare).
Man følger hovedpersonen V (som har valgt Guy Fawkes kostumet som sin superhelte-trikot).
V har fattet pointen, og benytter sig af antidemokratiske virkemidler som terrorisme (bla. sprænger han Big Ben i luften), for at bringe demokratiet og den personlige frihed tilbage til magten.
Undervejs diskuteres der autoritetskontrol, anarkisme, had, frihed og spørgsmål om moral og menneskerettigheder, kontrolleret forsamlingsfrihed, overvågning, social marginalisering og individualiseringspolitik.
Alt sammen proppet ind i et litterært genreoverskridende projekt i postmodernismens optik (værket er oprindeligt fra 1982/83 hvor denne isme var højeste mode).

Spørgsmålet er så: hvor mange kompromiser en filmatisering post nine-eleven - hvor enhver frihedstrang ses som statsnedbrydende, og hvor det Orwelske samfund ikke længere ses som et dystopia, men som en løsning - ville kræve?
Hvordan levere pointen i en verden, hvor en hver modstand ses som terrorisme, og hvor vælgerne i demokratiets navn omfavner fascismen og præsenterer den som humanisme?

Svaret er det overraskende at man har valgt ikke at gå på kompromis.
Svaret er det besynderlige at man endda har valgt at opdatere samfundsforbrydelserne; fx. giver det dødsstraf at have en Koran i hjemmet.
Svaret er det opløftende at fokuseringen på datoen The Fifth of November (Guy Fawkes dag) opgraderes, så det giver reminiscenser af fokus på en anden dato, der gav tilladelse til statsterror og demokratisk fascisme : 9/11.
Svaret er det modige at man fastholder bombningen af Big Ben og det britiske parlament, samtidigt med at man viser hvorledes regeringer efterfølgende drager fordel af disse angreb ved at kunne udøve endnu større kontrol.

Lad mig skynde mig at tilføje : selvfølgelig er der kiksere.
Statslederen præsenteres for Big-Brother-Hitler-agtig, hvilket fjerner sammenligningsgraden med verserende politiske ledere; heltinden er ældre end de 16 i bogen og forsøger sig ikke som prostitueret (det er jo trods alt en heltinde) osv.
Men det er bagateller og petitesser.

Tilbage står et overraskende modigt og aktuelt værk, der ikke blot tør retfærdiggøre volden som politisk våben, men som måske oveni købet kan være en øjenåbner for dem der blot følger mediernes levering af de statssanktionerede “nyheder”.
Berlingske kaldte i sin anmeldelse filmen for en rodet hævnakt.
Det kalder de så at sige alle anslag på de vesterlandske dyder.

Hvad der var mindre vigtigt for denne avis, var at filmen sætter et par vigtige spørgsmål til debat:
Hvornår er man frihedskæmper, og hvornår terrorist?
Når stater udøver vold, er det så kontraterrorisme eller statsterrorisme?
Var terroristerne i 2. verdenskrig frihedskæmpere? Er frihedskæmperne i Palæstina terrorister?
Hvornår må magthaverne bruge våben, og hvornår må man bekæmpe dem med samme?
Hvornår er det nok?
V’s vigtigste pointe er dog (og er i høj grad bibeholdt i filmen) at han ikke blot anklager staten og magthaverne, men vender kritikken mod folket selv.
Folket har medansvar for ethvert tyranni; despoter kan også vælges demokratisk.

Alan Moore der sammen med David Lloyd skabte V, udtalte i 1988 i forbindelse med den første samlede udgave af serien :
“Jeg overvejer meget at forlade landet med min familie inden for de næste par år. Her er koldt, den indre svinehund glammer, og jeg bryder mig ikke længere om mit eget land.”
Sådan er vi vist mange der har det i Danmark i dag, og derfor kan filmen herfra (med slet skjult overraskelse) på det varmeste anbefales.

Remember, remember the fifth of November
Gunpowder, Treason and Plot.
I see no reason why Gunpowder Treason
Should ever be forgot.

Neil Gaimans nyeste magnus opum er arriveret til almindelig hysterisk glæde i holmetiske kredsløb.
Mirrormask hedder filmen der netop har premieret i USA, og den er vidunderligt nok instrueret af ingen ringere end Dave Mckean, som også er medskribent på historien. Og historien er et eventyr.

Den 15 årige Helena er vokset op i et cirkus, men drømmer om at løbe væk til den virkelige liv.
Da hendes mor bliver syg, som Helena tror er hendes skyld på grund af hendes planer, falder hun ind i en drømmeverden, beboet af bizarre væsner og maskerede indbyggere, samt en sort og en hvid dronning.
Den hvide dronning der er syg, kan kun reddes af en speciel maske, og gæt hvem der skal finde den. Men som jagten går fremad begynder Helena at undrer sig over om hun virkelig drømmer.

Filmens komplekse og uendeligt smukke univers er sat i effekt af Jim Henson Company (Farscape, The Storyteller, Labyrinth, Dark Crystal etc.), og så selvfølgelig Dave Mckeans visionære geni.
Trailer kan ses her.

Mirrormask er selvfølgelig også ude som en blændende smuk bog. Men undgå Fantask hvor den koster 350 latterlige kroner, hos Play.com fåes den få 14 vidunderlige pund, med forsendelse und alles.

Der har været en del forvirring om hvilken rækkefølge, i forhold til serien, det er tilrådeligt at se Babylon 5 filmene i.
Da serien er obligatorisk pensum i de holmetiske initiationsriter, er hermed en vejledning:

The Gathering (1993)
Blev oprindeligt vist i 1993, et år før serien begyndte. Det er en prelude, og afslører en masse,
så det er faktisk bedst at se den efter sæson 3.
Tidsmæssigt foregår den 6 måneder før serien begynder.

In the beginning (1998)
Indeholder også en masse spoilers, så se den først efter sæson 3, og nyd den som et flashback.
Tidsmæssigt foregår den 10 år før serien begynder.

Thirdspace (1998)
Se den lige efter episode 7 i 4. sæson.
Tidsmæssigt foregår den den i begyndelsen/midten af sæson 4.

River of souls (1998)
Handler om The Soul Hunters (fra sæson 1), se den lige før sidste episode i sæson 5.
Tidsmæssigt foregår den 6 måneder efter sæson 5.

Call to arms (1999)
Er lavet efter serien, og er en slags begyndelse på spin-off serien:
Crusade, som kun varede 1 sæson (13 episoder).
Tidsmæssigt forgår den den 5 år efter sæson 5.

Der er lavet 1 film mere: Legend of the Rangers (2002), men den er ikke udkommet endnu.
Tidsmæssigt foregår den 6 år efter The Shadow War, og to år før Crusade serien.

Endvidere er der skrevet manuskript til 1 film mere, som modsat de andre der var “made for tv”, skulle være en biograffilm: The Memory of Shadows - denne film blev droppet januar 2005, og bliver nok aldrig til noget.

enjoy

Har netop anskaffet mig Jean Cocteaus: Orphee. Vel nok en af de mest poetiske (her kommer ordet virkelig til sin ret) film fra det 20. århundrede. Historien om Eurydike og Orfeus placeret i Paris og med den smukke Jean Marais i hovedrollen.
Fik også fat i en stribe andre film:
Agnes Jaouis: Le Gout Des Autres, som jeg har villet se siden den vandt Oscar i 2001.
H.G. Clouzot: Les Diaboliques. Har netop genset hans formidable portræt af Pablo Picasso (Hvornår dukker den op på dvd?).
Claude Chabrols: L’enfer, hvor originalen oprindeligt er skrevet og instrueret (1964) af ovennævnte H.G. Clouzot. Og jeg mener, Chabrol ? Hvor galt kan det gå ? Kender i øvrigt intet til filmen.
Jacques Audiards: Sur Mes Levres, som jeg har hørt meget godt om. En romantisk Thriller. Ja ja, man skal jo afprøve sine grænser.
Patrice Lecontes: La Fille Sur le Pont, blev jeg simpelthen nødt til at købe, mit Vanessa Paradis kompleks taget i betragtning.
To klassikere blev der også plads til:
Rene Clements: Plein Soleil (senere genindspillet som The Talented Mr. Ripley). Men det er simpelthen en helt anden film. Alain Delon Alain Delon Alain Delon. Så smukke mænd produceres simpelthen ikke længere. Jeg så portrætprogrammet af Nico (the ultimate in cooolness, og en periode i 60′erne den smukkeste kvinde i verden), som jo var gift med Delon. Og det viste sig at han var en complete and utter bastard. Men man tilgiver jo alt for et kønt ansigt.
Den sidste film på listen er Jean Luc Godards: A Bout De Souffle, som vel er en af de bedste film indspillet overhovedet. Har jeg set utallige gange, men jeg måtte bare eje den.

Når budgettet engang er rette op igen, hvilket vist tager noget tid, vil jeg forsøge at få fat på:
Je Yong-Lees : Untold Scandal, som er en koreansk indspildning af en af mene yndlingshistorier: Choderlos De Laclos’ Les Liaisons Dangereuses, som jo har været indspillet et utal af gange.
Jeg fandt ud af for nylig, at jeg faktisk meget bedre kunne lide Milos Formans: Valmont, end Stephen Frears: Dangerous Liaisons, til trods for John Malcovich.
Vil også gerne have en udvalgt række af Wong Kar-Weis film: Happy Together, In The Mood For Love, As Tears Go By, Chungking Express, Days of Being Wild og 2046.

Ak ja, fremtiden tegner fattig, men fuld af smukke billeder.

Ser en del franske og asiatiske film for øjeblikket. Er gået i anti-amerikansk modus operandi.
Jeg tror det er volden, der påvirker mig, kan ikke huske hvornår jeg sidst så en amerikansk film hvor der ikke var en der blev skudt.
Volden er også tilstede, men trods alt mere æstetisk i de asiatiske film, men selv dem prøver jeg at undgå.
Er også begyndt at holde af film med så lidt dialog som muligt.
Måske fordi jeg selv taler så umanerligt meget, hvilket ikke er til at holde ud.
Tavshedens pris er kedsomhed, men jeg orker ikke kede mig i andres selskab.
Måske er det ikke fordi jeg taler meget, men fordi jeg er så dårlig til at lytte.
Og måske skulle jeg bare få fingeren ud af navlen.

Var i biografen i går og se Universets Sidste Dage - instrueret af Pen-Ek Ratanaruang og filmet af den legendariske og feterede Christopher Doyle (kendt fra genistykkerne Chungking Express, In the Mood for Love og 2046).
Sjældent har jeg set noget så smukt, bevægende og foruroligende. Hvem kan stå for en film om en depressiv yakuza-tatoveret selvmordskandidat af en bibliotekar, med et psykotisk rengøringskompleks?

Fast fact: hovedrollen som Kenji spilles af Tadanobu Asano, der havde en rolle i Takashi Miike’s film Ichi the Killer. Selvsamme Miike gæsteoptræder i Universets sidste dage som yakuzi-medlem, og plakaten fra Ichi the Killer hænger i øvrigt på biblioteket hvor Kenji arbejder. Hvor fikst.

Trivia: Sinitta Boonyasak Der spiller den smukke Noi, og Laila Boonyasa der spiller hendes smukke søster Nid, er søstre i virkelighedens virkelighed.

Universets Sidste Dage er en udpræget visuel film, en fortælling om kærlighed, længsel og ensomhed, fortalt i et langsomt, blues-agtigt tempo, med en poetisk magi, der ikke ligner meget andet. Og samtidig har den en svag humoristisk tone.
Der skal en vis portion mod til at lave en sådan film, og man forstår godt at Ratanaruang, der havde manuskriptet liggende i et par år, ventede til han kunne få Doyle til at kreere den dvælende billedside. Film i dette tempo, skal køres lige på grænsen og skæres så præcist, for ikke at blive prætentiøse eller ligegyldige. Historien skal have præcist så lidt, at billederne bliver bærende i sig selv, og præcist så meget fylde at man ikke føler man sidder og ser et lysbilledshow. Og det lykkedes. Det er sublimt, og det er smukt og mit eget rengøringsvanvid er gået ind i en ny fase.

Paramount har standset udviklingsarbejdet på filmatiseringen af Alan Moore og Dave Gibbons’ Watchmen, som vi har namedroppet et par gange her på siden. Watchmen går som bekendt for at være verdens bedste (afsluttede) tegneserie (hvis man ser bort fra den holmetiske præference for alt.grant.morisson.projekter)
Årsagen er udskiftninger i filmstudiets ledelse. Producenterne Larry Gordon og Lloyd Levin har fået carte blanche til at afsætte projektet til andre filmstudier. Et af de store stridspunkter har været det enorme budget på 100 mio.
Watchmen udkom oprindeligt som 12 hæfter fra DC Comics i 1986, og er siden blevet optrykt i en grad så man i dag i argentina mangler et stykke af regnskoven på størrelse med Sydamerika.

Kort fortalt handler den om et USA, hvor superhelte er en del af regeringens officielle politistyrke. Da en ukendt morder begynder at gøre det af med superheltene, følger man den uberegnelige enspænder Rorschachs forsøg på at finde morderen. Han er den eneste af de gamle superhelte, der stadig arbejder uden regeringens velsignelse, og mærker snart selv, at nogen vil ham til livs.

Dette kan så stå som endnu en opfordring til at få den læst, bla. og ikke mindst fordi den er curriculum i de af første grad fastsatte holmetiske initieringsriter.

Alle holmetikere elsker Joss Whedon, og gik i sorg da FOX valgte at droppe hans sidste serie Firefly efter kun en halv sæson på trods af stor succes (vandt bla. en emmy). Det kom dog ikke som den store overraskelse da den viste sig at være noget så kuriøst som en realistisk science fiction serie, med stærke holdninger mod regering og krig. Kapitalismen får også et skud for boven, da et multi-planetarisk firma (a la coca-cola eller microsoft) synes at være en styrende magtfaktor der totalt har infiltreret regeringen.
Kort fortalt foregår Firefly i en multikulturel fremtid (2517) med store skel mellem rige og fattige.
Kinesisk synes at være blevet et verdenssprog (har overtaget den rolle engelsk har i dag, som typisk andet-sprog), og Kina og USA er de to dominerende verdensmagter. Det realistiske aspekt fremkommer bla. ved at man ikke møder “aliens” eller andre livsformer, og i kampscenerne i rummet er der ingen lyde.
Whedon genbruger ofte sine skuespillere, og således spiller Nathan Fillion (fra Buffy) den indædte kaptajn, og Gina Torres og Adam Baldwin fra Angel er del af crewet.

Nu kommer så (30 september) filmen SERENITY der bygger på og genfortæller Firefly. Filmen er skrevet og instrueret af Joss Whedon - og hans forhåbning er forhåbentlig at kickstarte en interesse til en ny forsat serie.
Læs mere synopse og se den lovende trailer her !

Der kan vist ikke være nogen tvivl om at Joss Whedon med Buffy The Vampire Slayer, skabte et af de mest unikke, geniale og gennemarbejdede stykker tv-fiktion de sidste 60 år. Så det er ikke underligt at det er med indædt spænding at man følger de næste skridt i karrieren.
Marvel har i de sidste år har forsøgt at genopfinde sig selv, og går stadig og drømmer om at nå de højder som rivalen DC trådte, fra midten af 80′erne og en dekade frem.
Det har de fx gjort ved at stjæle mana fra DC (Grant Morrison er selvfølgelig hofeksemplet - med X-men og Fantastic 4), men også ved finde folk uden for branchen, fortrinsvist i filmbranchen, og har haft stor succes med bla. Kevin Smith, hvis film i forvejen oser af popkulturelle referencer.

Så hvad er mere naturligt end at sætte tænderne i popculturel maestro numero uno, og give ham den serie han flere gange har udtrykt sin kærlighed til (hvem husker ikke da “Willow was going all Dark Phoenix”) : X-Men.
Og da de første 6 hæfter (ud af 12) nu er blevet samlet i 1 bog: Astonishing X-Men Vol. 1: Gifted, er der ingen grund til ikke at begynde at nyde serien i den helhed - også selvom Astonishing X-Men Vol. 2: Dangerous først udkommer til september.
Klarer Whedon den så?
Prøv at tænk efter - Hvad er X-Men egentlig? En gruppe af ret så pæne helte, meget unge og udstyret med ekstraordinære kræfter, destineret til at redde verden fra “the end of the world” igen og igen og igen. Sounds familiar?

Der har været mange rygter om Joss Whedon i instruktørstolen til den kommende X-Men 3 (det blev Matthew Vaughn), men DC der tilsyneladende vil forsøge at følge i Marvels kassesuccesspor, har hyret Whedon til at indspille Wonder Woman (- så udover Superman og Batman og nu den kommende Wonder Woman, kan man jo holde vejret og håbe på en Green Lantern, en Martian Manhunter eller Flash).

Så er den her! Alle 3 sæsoner af Batman 1966 Tv-serien - starring Adam West and Burt Ward. Alle 120 episoder på 25 DVD’er.
Check it out.
Adam West spiller i øvrigt den dag i dag med i The Batman (tegnefilmserien) hvor han lægger stemme til Mayor Grange. Interessant ikke.
I 2003 spillede West og Ward sammen igen i Return to the Batcave: the misadventures af Adam and Burt, som var en dramatiseret rekretion af hændelser under optagelserne til den gamle serie (to andre skuespillere spiller de yngre West og Ward). Her skal Adam og Burt finde en stjålen Batmobil. Lee Meriwether (den gamle catwoman) og Lyle Waggoner (der oprindeligt skulle have spillet Batman) medvirker også. Return to the Batcave er også planlagt til at udkomme på DVD senere i år.

Vi forsætter det bibelske tema i anledning af påsken, og til alle dem der syntes at Max Gibsons The Passion of the Christ var totalt urealistisk, kan jeg anbefale en anden god påskefilm :
Jesus Christ Vampire Hunter.
Den fantastiske Twisted Sister-agtige tema-sang siger det hele :
“He came from Heaven / two stakes in his hand / to slay the vampires / and free the land!”

Historien er kort fortalt at Kristus endelig er kommet tilbage (the second coming) og straks befinder sig i en kamp på liv og død (!) med en gruppe lesbiske vampyrer der vil overtage verdensherredømmet. Kristus har heldigvis lært Kung Fu siden sidst, og banker en flok af dem sønder og sammen på en strand i Canada. Derefter går turen ind til Ottawa hvor han sammen med sine tilhængere opfører et spektakulært musicalnummer - herefter tager han afsted med en sød lille pige fra en motorcykelbande, der fixer ham op med ny frisure og piercinger (han har åbenbart fået smag for det). Det ender desværre helt galt med pigen der bliver bidt af de lesbiske vampyrer - og mere vil jeg ikke afsløre her.

Men alt i alt er det forfriskende at se, at der stadig kan spindes en god historie over den nok så velkendte myte, og at man ikke er bange for at lege med og blande genrerne, så vi ender med en Kung-Fu Action / Comedy / Horror / Musical om opstandelsen og de videre eventyr dette måtte medføre.

The Hammerheads har skrevet tema-sangen “Everybody Gets Laid Tonight” og den kan downloades her !

As you know Im quite keen on comic books - og det er måske derfor jeg blev så overraskende begejstret for Kill Bill Volume 1, som jeg har holmeteret andetsteds på denne blog.
Okay - jeg har nu endelig fået set Volume 2, og ikke med mindre begejstring, men i slipper for endnu en anmeldelse. Ikke desto mindre vil jeg fremhæve én enkelt (i mangel af andre ord) genial scene i filmen - Bills monolog sidst i filmen, som jeg simpelthen ikke kan lade være med at quotere:

“As you know im quite keen on comic books, especially the ones about superheroes.
I find the whole mythology surrounding superheroes fascinating.
Take my favorite superhero, Superman, not a great comic book, not particularly well drawn, but the mythology, the mythology is not only great, it’s unique…
Now a staple in the superhero mythology is there is the superhero there is the alter ego.
Batman is actually Bruce Wayne, Spiderman is actually Peter Parker.
When that character wakes up in the morning he’s peter parker, he has to put on a costume to become Spiderman.
And it is in that characteristic that Superman stands alone.
Superman didn’t become Superman, Superman was born Superman.
When Superman wakes up in the morning he’s Superman, his alter ego is Clark Kent.
His outfit with the big red S … that’s the blanket he was wrapped in as a baby when the Kents found him. Those are his clothes.
what Kent wears, the glasses, the business suit, that’s the costume.
That’s the costume that Superman wears to blend in with us.
Clark Kent is how Superman views us.
And what is the characteristics of Clark Kent?
He’s weak - he unsure of himself - he’s a coward.
Clark Kent is Superman’s critique on the whole human race.”

Med Joss Whedons alt for brat afsluttede science fiction serie Firefly kørende på tvzulu, og siden Buffy stadig holder skansen som bedste tv-serie siden 1968 - vil jeg lige have lov at reklamere lidt for Whedons sidegesjæft med at skrive X-Men. Netop nu nemlig udkommet er: Astonishing X-Men: Gifted - af Joss Whedon & John Cassaday (Marvel , 144 pp , £7.99 , PB) - som er værd at samle op, nemlig.

And on the same note: Den ultimative Hunk David Boreanaz (en vampyrudgave af Joey fra Friends) fra Angel (også Joss Whedon - hvis nogen skulle være i tvivl) er med i den kommende gothfest, i og med at vi nu er nået til nr. 4 i sagaen om “kragen der snupper din sjæl”.

Men hvad underligere mystiskere og mærkværdigere er: de har også fået Edward Furlong, Tara Reid og Dennis Hopper til at hoppe på : The Crow: Wicked Prayer, og den havde vistnok har premiere forleden i udvalgte filmteatre, selvom den oprindeligt skulle have været straight to video.

Robin Hardy klassikeren The Wicker Man (1973) med den udødelige Christopher Lee, skal nu genindspilles med Nicolas Cage i hovedrollen, indlysende da manden “actually is made of wood” ( sorry, men efter Wild at Heart er det gået ned ned ned for cage).
Den skal instrueres af Neil LaBute .
Må jeg benytte lejligheden til at opfordre alle til at lytte til soundtracket (til den oprindelige film), som ganske enkelt er fænomenalt.

Alan Moore, det gnostisk inklinerede magick-udøvende geni bag bla. graphic novel mesterværkerne The Wachmen, From Hell og League of Extraordinary Gentlemen, får nok engang filmatiseret et af sine værker : V For Vendetta.

V For Vendetta er et inspirerende værk om en mystifystisk anarkist der arbejder på at vælte en fascistisk engelsk regering (much like our very own foghstitopian nightmare).
Kort fortalt følger man hovedpersonen V (som optræder som baggrundsfigur), der har fattet pointen idet at han benytter sig af antidemokratiske virkelmidler som terrorisme (bla. sprænger han Big Ben i luften) for at bringe demokratiet tilbage til magten.
Undervejs diskuteres der autoritetskontrol, anarkisme, had, frihed og spørgsmål om moral og menneskerettigheder, hvor han sammenligner nazityskland med moderne demokratiske dyder som kontrolleret forsamlingsfrihed, overvågningskameraer, social marginalisering og individualiserings politik.
Alt sammen proppet ind i et litterært genreoverskridende projekt i postmodernismens optik (værket er oprindeligt fra 1982/83 hvor denne isme var højeste mode).
Det bliver spændende at se hvordan man får disse pointer igennem in this day and age post twin towers. Eneste umiddelbare lyspunkt er at den skal instrueres af Jim Mcteigue som er kendt fra bla. Star Wars (ep. II+III), Dark City og de to sidste Matrix Film - Warchowki brødrene har også skrevet manuskriptet til V For Vendetta.

Alan moore kreerede i øvrigt også karakteren John Constantine (en kæderygende magiker) til serien Swamp Thing, som senere fik sin egen geniale serie Hellblazer (også Moore og med forrygende covers af Dave Mckean) - og en film baseret på denne figur er også netop færdiggjort med (gylp!) Kenau Reeves i hovedrollen.
Moore har imidlertid bedt filmselskabet om at fjerne hans navn fra filmen, og har frabedt sig alle royalties, og i stedet anmodet filmselskabet om at dele pengene ud mellem de fire andre tegneserieskabere, der medvirkede til at skabe Constantine-figuren.

Dette udfald er sket som en konsekvens af forfatterens voksende afsmag for Hollywood og film generelt - ikke mindst filmene baseret på Moores egne værker, som “From Hell” og “The League of Extraordinary Gentlemen”.
Ifølge Neil Gaiman har Moores holdning tidligere været, at han ikke var interesseret i at have noget med filmene at gøre, men at han gerne ville inkassere royalty-checks. Nu er han dog heller ikke længere interesseret i disse checks. Gaiman siger at Moore har samme holdning til “Constantine” som til de tidligere filmatiseringer af hans tegneserier: “Han vil måske leje den på DVD en dag - når helvede fryser over.”

The Watchmen er i øvrigt også i pre-production. Gud hjælpe os.

Så Kill Bill - ved godt at jeg er lidt bag ud, men jeg har altså travlt med mine tv-serier - og scooby-doo kører på cartoon network.

Meta meta metervis af meta-data. Der er så mange kulturelle referencer i denne film, for en mand i præcis min alder (Quintin er selv ??? .. well noget nær og nogle år ældre end moi), og især hvis man siden ca. 1978, har haft en sund fanatisk interesse for alt made in Hong Kong slash Japan - og er blevet fodret med wuxiá, kung-fu, vigilante, exploitation, bruce lee, sonny chiba og ninja film. Heltinden går sq rundt i en ‘game of death’ lookalike dragt og bøffer japanske bøllefrø iført Kato-masker.

Q er i øvrigt frydefuldt suveræn til at referere sine egne produktioner (Red apple cigarettes og Big Kahuna burgers glimrer ved deres tilstedeværelse).

Og musikken! Musikken er fantatisk, en nærmest overdreven brick a brack pastice af Chaw Brothers 70′er soundtracks og surfer-rockabilly blandet med over-the-top hip hop - der kommer til at lyde som en nærmest grotesk efterligning af gamle politi tv-serie kendingsmelodier. Fx udspilles den klassiske ene-mod-uendeligt-mange kampscene, som jo er et must i Japan slash Hong Kong kung-fu flix genren (og som også Matrix dyrkede som pastice) her med et soundtrack der skifter 3-4 gange over alle de temaer før nævnt, i en og samme scene.

Lyden er i det hele taget et kapitel for sig. De japanske lydeffekter får Bud Spencer lussinger til at lyde som en våd fluesmækker der rammer en svamp, og den måde blodet i ren Holy Grail tegneserie-stil sprøjter på, er g e n n e m-ført ligesom alt andet der løfter filmen ud af filmmediets normale trummerum (selv når man prøver at lave æææventyr som Star Wars og én Tolki én, som desværre blev til tre), og ind i en egen verden af billeder, symboler og formsprog, der intet har at gøre med denne verden, men er fuldt ud selv -refererende og -opretholdende eskapisme (som fx Lynch også mestrer).

Går man ikke ind og bliver ét (1) med værket, virker det fjollet, påtaget og forceret, men forholder man sig til værkets egen indre fortælling og er i stand til at glemme “sig selv” (Le grand Illusion) og lader sig Manipulere - da er man reddet fra verdens vrimmel i 106 minutter.

Og det er faktisk kun når jeg ser enten Cronenberg eller Lynch at jeg får lyst til at tale i timevis om film. Og så er der praktisk talt ingen handling i filmen - fantastisk. Ikke mindst fordi jeg havde regnet med at den ville være p i s s e dårlig.

Glæder mig til at se 2 ‘eren, og glæder mig til at vise NSJ værket, i og med at hun på forhånd hader Kill Bill endnu mere end jeg selv gjorde.

Og til alle jer andre - see it and weep.

Ps: Dette er i øvrigt den sidste post der vil være enten anmeldelse eller bagsiden-af-Urban-agtig (at least for a while).

Det er vist på tide at få denne Weblog til at handle om det der oprindeligt var intenderet.

Næste post forestiller jeg mig, bliver en slags overgangsrite omhandlende tegneserier og antihelte som en bro mod det Holm-etiske univers.

Verden er magisk og pragmatisk. Make up your own gods, and set them loose.

pps: Hvilket betyder at jeg også får svært ved at opretholde indgåede forpligtigelser angående læsningen af det 20 århundredes påståede kanon, sammen med udvalgte venner. Men lad os nu se, måske der alligevel bliver plads til Nostromo i februar.

Har lige moret mig højlydt til Tim Burton’s The Nightmare Before Christmas.
Specielt er jeg begejstret for scenen hvor Frankenstein-doktoren Evil Scientist, er ved at lave sit nye monster, og tager halvdelen af sin egen hjerne ud, og propper ned i det åbne kranie på monsteret – mens han siger : ”What a joy to think of all we’ll have in common. We’ll have conversations worth having”.
Dette er faktisk en præcis opførelse af en gammel drøm – og når man nu kan undvære halvdelen af sin hjerne, uden at nogen andre ville være any the wiser, hvorfor så ikke?
Conversations worth having – smag på ordene …

Ellers har min legendariske afsky for julen fundet nye højder, og jeg er nu mere end nogensinde overbevist om at julemanden slet ikke findes. I øvrigt er det videnskabeligt bevist at han må rejse med en fart på 3,7 millioner km i timen, hvis han skal dække sin rute på 115 millioner km, hvor af man kan konkludere at han på grund af luftmodstanden og friktionsenergien ville fordampe på mindre end 5/1.000 sekund. Put that in your pibe and smoke it.

Faktisk var julen ikke så slem før i tiden, men mest på grund af at svensk fjernsyn altid i juletiden viste de to yndlings tv-serier jeg havde som barn : Scooby-Doo og The Addams Family ( jeg er stadig lidt af en bærende torchsanger for Morticia Frump Addams i Carolyn Jones (RIP) skikkelse, og det er slet ikke utænkeligt at det er derfra min fetish for gothpiger og dertil hørende Ninafixering hidrører).
Hertil må jeg lige tilføje at jeg med Scooby-Doo mener den originale Scooby-Doo, Where are you! serie, der løb fra 1969/72/1974-75, før de fuldstændig ødelagde og omformulerede hele konceptet for serien (1979) med introduktionen af den frygtelige Scrappy Doo (den tids Jar Jar Binks).

Jeg vil også lige benytte anledningen til at hylde Tim Burton, som i sin hele karriere kun har levet én film som jeg ikke kan lide (okay – som jeg virkelig hader): Planet of the Apes. Og ja ja ja – jeg ved godt at han ikke har instrueret The Nightmare Before Christmas.

Især når man ser hans originale tegninger der lå til grund for hele designet, tydeligt inspireret af tysk ekspressionisme og Edward Gorey, kan man kun græde snot over at han ikke fik lavet en remake af Das Kabinett des Doktor Caligari, som det rygtedes for nogle år siden at han var i gang med.
Anyway, så glæder jeg mig som et lille barn før juleaften ( okay dårlig analogi) til hans kommende film: Charlie and the Chocolate Factory (som oven i hatten har Helena Bonham Carter på rollelisten (suk suk og dobbelt suk), samt mit udtrykte spejlbillede: Johnny Depp).